Saras Bike

– Discovering the World

En begivenhedsrig dag i Laos

| 0 comments

Jeg kom tørskindet ud af grænsebyen Huay Xai. Festlighederne med vand var slut. Det var nu meget rart eftersom jeg havde en lang dag foran mig. Jeg var ikke mange km udenfor byen før små og store stigninger lod sig mærke i benene. Der var ikke i tvivl om, at det ville blive en lang dag på cyklen. Så kom dagens første store stigning. Omkirng 2 km med en stigning på 210 m. Jeg måtte flere gange stoppe og få pusten. Vejens tilstand var ikke god. De mange tunge lastbiler havde lavet dybe fuger i asfalten, så det var med at holde øjnene på vejen. Hvis jeg ramte en af dem, så var jeg næsten sikker på at vælte. Jeg var tæt på toppen og havde gjort holdt endnu en gang, da jeg kunne høre en scooter komme bagfra. Jeg chekkede, at jeg ikke holdt for langt ude på vejen. Det gjorde jeg ikke, men da jeg vente mig om kunne jeg se, at han kom med en god fart og at han også kørte i samme spor som mig. Han opdagede ligeså at vi var i samme spor, så han ville overhale mig. Jeg nåede lige at tænke, det går ikke asfalt kanterne er alt forhøje til den fart. Crasch svuschhh, sagde det da scooteren ramte kanten, han fløj af og scooteren gled hen over vejen. Sikke et held at der ikke kom nogen modkørende!
Jeg fik med besvær parkeret den tunge cykel i vejkanten, og løb hen til ham. Han havde allerede sat sig op og ømmede sig noget over slagene, men ellers så der ikke ud til at være sket noget. Til trods for han ingen hjelm havde på. Scooteren havde mistet en forskærm, og så generelt ikke for godt ud. Jeg samlede hans ting sammen, der lå spredt ud på vejen. Vi talte kort sammen inden han ømskindet og forlegen takkede for hjælpen og fortsatte på scooteren. Denne gang i mindre fart og med mere fokus på vejens ujævnheder.

Efter de første 45 km rumlede maven på mad. Det var da også længe efter frokosttid. Jeg var kommet senere afsted fra morgenstunden end planlagt, så jeg ville gerne have kørt nogle km af inden jeg tog den første pause. Men da jeg så en af bøndernes små ‘skygge-huse’, afgjorde det sagen for dagens første pause. Her kunne jeg spise min medbragte frokost. Nok havde lavet en dejlig madpakke til mig. Næsten ligesom en dansk madpakke. To lange flütes, to kogte æg, en lille pose med salt og peber og et par bananer. Det er utroligt, som simpel mad kan smage himmelsk, når man har været aktiv og befinder sig midt i naturen. Det er som om sanserne ikke kræver meget for at blive stimuleret. Imens jeg sad i det lille skyggehus, kunne jeg se en bonde på marken overfor, gå rundt med hans køer for at finde græs. Nu kom han over til mig. Han skulle lige se hvad jeg var for en. Jeg inviterede ham til at sidde ned i skyggehuset, som lige så godt kunne have været hans eget. Det lille skyggehus var 2 gange 3 meter, bygget af bambus, uden vægge, blot en forhøjet platform med et tag lavet af, hvad jeg tror, var banan blade. Så kom der endnu en nysgerrig forbi og satte sig. Jeg var for længst færdig med frokosten inden den første bonde kom til. Så der sad vi bare tre personer og smilede til hinanden i skyggen. Der blev spurgt lidt simple spørgsmål via tegnsprog, som hvor jeg var fra og hvor jeg var på vej hen. Og jeg forhørte mig om det var deres hus og marker. Men det var det ikke. Ingen af delene. Inden jeg cyklede videre fandt jeg en pose med tørret mango frem, som jeg gav dem. Det faldt i god jord. Især da de kunne se den var fra Thailand. Vi vinkede farvel og signalerede fortsat god dag.
Desværre fik jeg ikke taget et billede af den lille hytte, hvor jeg spiste min frokost. Men fik tilgengæld taget et par billeder af nogle af beboelserne langs vejen, som var bygget i de samme materialer.

Dagens etape var hård og det kunne mærkes i benene, at jeg havde haft mange hviledage. Der var ikke mange overnatningsmuligheder på denne strækning. Faktisk var der kun én kendt overnatningsmulighed 70 km fra Huay Xai. Så det var dagens destination. Efter frokostpausen fortsatte vejens stigning endnu op ad bakke. Det var strengt og jeg var ved at være udkørt. Jeg måtte flere gange hoppe af cyklen og skubbe den. Ved fem tiden var der endnu godt 15 km til dagens destination. Jeg havde trukket cyklen ind i rabatten for at tage mig endnu et hvil og lidt snacks inden den næste stejle stigning. Jeg overvejede om det overhovedet ville være fysisk muligt for mig, at nå frem i dag. Jeg var sluppet op for energi. Imens jeg stod der og overvejede min situation, og hvad jeg skulle stille op, kørte der jævnligt biler og lastbiler forbi. Pludselig holdt en pick-up ind til siden. Der gik et par minutter hvor der ikke skete noget. Men så kom der en ung fyr ud af bilen, og spurgte om jeg ville have et lift? Først fløj tankerne rundt i hovedet på mig. Skulle jeg sige ja tak eller holde mig til planen om, at jeg helst vil cykle hele vejen selv. Men der gik ikke mange sekunder fra jeg havde vurderet ham og hans kammerat til at være gode mennesker til, at jeg sagde ja tak til tilbudet.
Vi fik læsset cyklen bag i pick-up’en og mig på bagsædet. De to fyre arbejdede for et action/trekking firma for turister, og var på vej til Luang Namtha. Hvis jeg ville kunne jeg få lov til at køre med hele vejen. Men det sagde jeg pænt nej tak til. Selvom jeg fik et lift i dag, så ville jeg gerne cykle resten af vejen uanset hvor hårdt det ville blive. Den beslutning blev jeg meget glad for. Den korte biltur gjorde mig nærmest køresyg. Det gik hurtigt, så drejede den til højre, så til ventre, så op og dernæst ned. Den føltes næsten som en tur i tivolis rutsjebane. Og den har jeg aldrig været god til. Jeg var taknemmelig, da den forholdsvise korte køretur var ovre og jeg igen havde fast grund under fødderne. Vi fik læsset cyklen og baggagen af også var de ellers kørt igen. Jeg var taknemmelig for at være nået frem inden det blev alt for mørkt.


Jeg fik mig indlogeret på det lille motel, der kun havde 4-5 værelser. Det var ikke just en luksus, men dog et sted at sove. Badet foregik med øse og spand, og toilettet var det klassisk, hvor man sidder på hug. Jeg har så småt vendet mig til den type badeværelser, men badet var hurtigt overstået.
Jeg efterspurgte den rare hotelvært, en kvinde på omtrendt min egen alder, om der var mulighed for at købe et måltid mad i nærheden. Den sproglige kommunikation var lille, imens vores tegnsprog var mere uddybende. Men alligevel blev jeg noget overraskende, da hun gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig bag på scooteren og følge med hendes søster. Hun kørte mig et par km til en lille restaurant og satte mig af hvorefter hun kørte igen. Restauranten bød på en lækker suppe. Da jeg havde spist op, var der desværre ikke noget lift hjem til motellet, så jeg måtte have gang i fodtøjet. Turen gik igennem den lille landsby. En stor flok unger, var i gang med at lege. Nogle af dem vinkede, andre var mere modige og råbte grinende ‘hallo’, de helt små på 3 år kiggede bare nysgerrig eller forbavset på den fremmede kvinde. Da jeg var et godt stykke udenfor byen kunne jeg høre små børne fødder komme løbende. Jeg vendte mig om, og så tre piger komme løbende fnisende i min retning. Jeg gætter på de var i alderen 5-9 år. De skulle åbenbart også i samme retning som mig. Den ældste sagde ‘hallo’ og rakte mig hånden, så bad hun de små om at gøre det samme. De var lidt mere generte. Så gik jeg der med tre skønne småpiger i let gadedrenge hop og som småfnisende kiggede på mig. Jeg prøvede at fortælle dem mit navn ved at pege på mig selv og sige ‘Sara’ og derefter pegede på dem med en spørgende finger. Der gik noget tid og gentagne forsøg før de forstod, men så lyste de op og præsenterede sig selv. Ligesom de havde besvær med at udtale mit navn havde jeg det også med deres. Kort efter var de åbenbart nået til deres destination og vinkede farvel og løb over på den anden side af vejen. Her begyndte de at indsamle blade af en slags tror jeg. Det var åbenbart deres lille gesjæft.

Resten af aftenen tilbragte jeg sammen med hotelværten ved et lille bord. Imens jeg skrev i min dagbog, så hun nysgerrigt til. Jeg viste hende mit verdenskort og hvor Danmark lå. Og at jeg havde tænkt mig, at cykle hele vejen hjem. Det fik vi et godt grin ud af.
Da myggene blev for nærgående, sagde jeg godnat til den lille forsamling, der havde samlet sig om bordet den sidste halve time. Inde på værelset slog jeg mit telt op på sengen, da jeg ikke helt var sikker på rummet fra edderkoppe sikret. Med teltet slået op var jeg sikker på, at få en god nats søvn.

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »