Saras Bike

– Discovering the World

Gensyn og hviledage i Laos

| 0 comments

11. april – 19. april 2017

Laos lagde ud med et festbrag fra dag et. Jeg vågnede op i Thailand på det lille værelse, jeg havde fundet sent i går aftes. Det var allerede mørkt, da jeg trillede ind på den lille gårdsplads. Da jeg denne morgen slog øjnene op var endnu et år gået. Som Dronningen, der hvert år i hendes nytårstale fortæller om året der gik, tog mine tanker også et tilbagebilk denne morgen. Jeg var blevet 34 år. Som teenager havde jeg ikke fantasi til, at forestille mig at rejse alene, og da slet ikke at jeg som 34 årig var i gang med at cykle den halve jord rundt – alene. Det er forunderligt, som livets vinde kan skubbe én steder hen, som man endten troede umulige eller som blot tidligere var ikke eksisterende. Det sidste år havde været fyldt med rejseoplevelser og et længere afbræk hjem til Danmark til familie og venner. Mit 33. år havde været ubeklagelig godt. Men jeg kunne jo ikke blive liggende der og tænke tilbage på det forgangne år hele dagen. Mit visum udløb jo i dag og jeg ville gerne forbi det store supermarked Tesco og købe lidt proviant til turen igennem Laos. Så første cyklede jeg 5-6 km i nordlig retning til Tesco, hvor jeg fik købt lidt snacks, tørret frugt og 1 kg müsli. Jeg huskede fra sidst år, at det ind imellem var svært at finde gode snacks i Laos, og 1 kg müsli kan mætte enhver sult der måtte opstå. Derefter var det tilbage af samme vej og yderliger 7 km østpå til grænsen. Inden grænsen holdt jeg ind for at bruge nogle af mine sidste småpenge. Det er jo ikke hverdag man har fødselsdag, så det blev fejret med tre sodavandsis.
Imellem Thailand og Laos løber Mekong floden. Tidligere skulle man med en færge for at krydse grænsen, men de dage var ovre. Nu havde de bygget en bro. Så det ville jo ikke være noget problem, at krydse grænsen på cykel. Men da jeg holdt foran grænseposten blev jeg henvist til en anden skranke. På daværende tidpunkt uvist hvorfor, men det fandt jeg hurtigt ud af. Det var forbudt at cykle overbroen. Nu var det jo ikke ligefrem en motorvej, så det syntes jeg selvfølgelig var tåbeligt. Og endnu mere tåbeligt blev det, da jeg fik af vide at jeg skulle læsses ombord på en bus og betale 40 bath (8 Dkr / 1,2 USD) for mig og 100 bath (20 Dkr / 3 USD) for cyklen for at køre 3-4 km. Det lyder måske ikke af mange penge, når man sammenligner med priserne derhjemme. Men 40 bath er svarende til et godt måltid mad, og nu havde jeg lige brugt én dags madbuget på at sidden i en bus i 4 km. Det føltes som spild af penge, når jeg nu sagtens kunne cykle. Men der var ikke noget af gøre. Buschaufføren hjalp mig med at læsse cyklen på bussen, han var storsmilende og hjælpsom, men tilsyneladende havde han glemt alt om cyklen da vi ankom til Laos kort tid efter, og jeg måtte spørge ham om han ville hjælpe med at få den ned igen. Til gengæld gik det hurtigt og nemt med at få mit visum til Laos. Nogle papirer blev udfyldt, 30 UDS blev betalt og så kunne jeg ellers cykle derfra.

Det var dejligt, at være i Laos. Jeg var nu tilbage i den rigtige køreselsretning – nemlig med kørselsretningen i højreside. Der var kun 10 km indtil byen Huay Xai eneste hostel. Men trods de kun 10 km, kunne jeg allerede mærke på vejens små stigninger at, jeg nu befandt mig i landet med de vilde bjerge og veje med stigninger, jeg indtil til nu aldrig har kendt mage. Men de bekymringer lod jeg ligge indtil videre. I stedet for prøvede jeg at undgå, at blive gennemblødt af vand fra de mange vandkrige der udspillede sig på min vej til hostlet. Laos havde taget forskud på det asiatiske nytår der var lige om hjørnet. Laos fejre nytår samtidig med Thailand. Jeg har tidligere fået fortalt, at i gamle dage brugte man vandkastningen til at skylle sidste års dårligdom af sig, og derved kunne starte det ny år på en frisk. Sidenhen har det udviklet sig til en kæmpe ‘vandkrigs-festival’ hvor de færreste formår, at kommer tørskindet igennem dagen hvis de våger sig ud på gaden. Jeg fik undgået de første par vandsprøjt og enkelte ind imellem. Men der var så mange mennesker på begge sider af vejen, at jeg til sidst overgav mig til den ulige vandkamp. De havde baljer, tønder, vandslager og vandpistoler fyldt med vand. Og jeg havde bare min lille drikkedunk med 600 ml vand. Den totale overgivelse skete, da en ung dreng trådte ud foran mig på gaden og holdt en hånd frem og gjorde tegn til at jeg skulle stoppe. Han smilede bredt fra øre til øre. Han var helt sikkert ude på narrestreger og det sammen var resten af flokken. En blandet folk af drenge og piger i forskellige aldre, der alle lignede nogen, som havde fundet dagens bedste offer. En udenforstående og forsvarsløs dansker. Det væltede ned med vand fra øser og spande. Al vandet sendt afsted med kærlighed og ingen onde hensigter. Så var det ligesom sket. Nu var jeg gennemblødt fra top til tå. De sidste km blev cyklet med et smil på læben over dette sære fænomen og alle de glade ansigter. Sikke en velkomst til landet.

Jeg endte med at holde ganske meget af Huay Xai, grænsebyen i Laos. Så meget at jeg blev der i hele 9 dage. En lille bitte grænseby, hvor der stort set ingenting er at lave. Folk bliver ikke meget længere end en enkelt nat. Nogle rejser fra Thailand med en båd ned af Mekongfloden mod Luang Prabang eller ankommer med bus og skal videre til Thailand. En rigtig gennemfartsby. Så hvorfor i alverden blev jeg så så længe? Til at starte med havde jeg brug for nogle hviledage. Det udviklede sig så til, at jeg bare havde lyst til at blive det samme sted for en stund. En stund hvor jeg ikke var på farten. Sådan får jeg det nogle gange. Det er ikke fordi, jeg er blevet træt af at rejse. Det er bare fordi, at det også er rart at blive nogen gange. At blive en del af et samfund et enkelt øjeblik. Desuden var byen, som forandret da nytåret endelig kom. I dagene optil blev der færre og færre turister. Alle havde gjort stop for at fejre nytåret et eller andet sted. De færre turister gjorde byen til en dase by. Ikke en søvning by. Men der var mere ro på. Folk hyggede sig med famlie, venner og de få turister. Der var vandkrig samtlige dage, men nogle af dagene mere end andre. På Little Hostel, hvor jeg boede var der kun plads til 8 gæster, men det var ikke engang fuldt besat. Vi var ialt fire gæster, som hang ud sammen i disse dage. Vi spiste sammen, snakkede sammen, nogle spillede musik. Vi fejrede nytåret sammen med Nok og hendes medhjælper. Nok var den kvindelige ejer af hostlet. Fejringen af nytåret begyndte allerede om formiddagen med vandkrig, mad og øl. Landets egen øl Beer Lao, som smager overraskede godt, var den primære tørstslukker. Hele gaden var pyntet med små vimpler i alverdens farver, og hver et hus havde sin egen lille vandforsyning til vandkrigen. Nogle var iklædte ens farverige t-shrit. Der var for eksempel en gruppen med oranget-shirts, nogle i Hawaii t-shirts, en flok teenange piger i t-shrits, som de selv havde klippet til i forskellige mønste og derved sat deres egen personlighed på, dog uden at skille sig ud fra gruppen. Efter et par timers vandkrig krydret med en god barbeque gik vi ned til floden. Herfra tog vi en ‘longtail-boat’ til øen der ligger midt i Mekongfloden. Øen tilhører Laos og hvert nytår tager folk derud for, at fortsætte festen og vigtigst af alt, at bygge et sandslot med vimpler, flag og andet pynt. På det tidspunkt var festlighederne så godt igang, at jeg ikke helt kan huske hvorfor de bliver bygget, eller om jeg overhovedet fik af vide hvorfor de blev bygget. Vi byggede også et sandslot til lejligheden med pynt og det hele, men det var tydeligt at den ikke kunne stå til måls med de flotteste på øen. Vi nød et par timer på øen, blev lidt solbrændte og tog så tilbage mod hostlet og fortsatte festen.

Efter nytåret tog jeg et par gange tilløb til at genoptage min rejse. Men jeg var ikke klar til at tage af sted. Jeg blev ved med at erindre sidste års cykeltur i Laos. Den hvor jeg cyklede med min veninde Winnie fra Luang Prabang til Vientiane. Det var noget af det fysisk hårdeste jeg havde cyklet. Men også noget af det smukkeste. Dengang havde jeg efterladt størstedelen af min bagage i Vientiane, og cyklede derfor kun med ganske få kg. Især sammenlignet med min nu fuldt oppakket cykel. En cykel pakket med telt, kogegrej og vinterudstyr. En cykel der var betydeligt tungere end sidst. Og ydermere så havde jeg ikke nogen sidekammerart, som skiftevis med mig kunne komme med opmuntrende ord, når det blev for hårdt at cykle. Jeg befandt mig igen i Laos med de vilde  bjerge. Men denne gang alene, og med et endnu tungere læs på cyklen. Det virkede næsten uoverskueligt at indtage bjergene med det nye udgangspunkt. Men er der noget galt i at tage et par tilløb? Tager vi ikke alle tilløb til forskellige ting, når vi pludselig synes kagen er for stor at bide over? I sidste ende havde jeg det godt med mine tilløb, for da dagen oprendte og jeg vinkede farvel til Nok og Dalton fra Nambia, som jeg havde tilbragt dagene med, var der overskud med energibalancen. En energi jeg vidste jeg ville få max brug for de næste par dage.

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »