Saras Bike

– Discovering the World

Kæmpe edderkoppen og isen

| 0 comments

Laos​, 21.-26. april 2017

Næste morgen pakkede jeg mine ting sammen og cyklede endnu engang hen til restauranten og fik en suppe magen til den i går aftes. De efterfølgende landsbyer var meget livlige. Fyldt med børn og voksne i gang med forskellige aktiviteter, og diverse husdyr på jagt efter lidt lækkert at spise eller en lang lur. Jeg valgte ikke at stoppe op og tage billeder, men blot gemme oplevelsen på min indre harddisk, og observere den anderledes livstil der er så langt fra livet i Danmark.


Det havde været et par strenge cykeldage, så jeg var glad for at være nået frem til dagens mål. Værelset var ikke just det bedste, men skidt pyt tænkte jeg. Jeg kan jo bare slå mit telt op på sengen igen. Nogen vil måske undre sig over hvorfor jeg ikke bare campere ude i det fri i stedet for, men det er nu så rart at få et bad sidst på dagen i denne varme. Dagens sidste opgave var at finde noget aftensmad, så jeg forhørte mig hos hotelværten hvor jeg kunne finde et godt måltid mad. Siden jeg ankom til motellet, havde de været i gang med at stille en lang række borde og stole op. Han kiggede udover deres arrangement og spurgte så, om jeg ville spise sammen med dem. De skulle fejre nytåret med familie og venner. Undrende over at de skulle fejre nytåret, sagde jeg pænt ja tak til tilbuddet. Jeg troede egentlig at nytåret var overstået, så jeg var lidt nysgerrig på hvordan det mon ville blive fejret. Lidt efter lidt ankom gæsterne.


Næste morgen da jeg vågnede var kroppen ikke hooked på at cykle. Det lå jeg lidt og funderede over imens jeg studerede kortet og etapens højder og stigninger. Umiddelbart, så det ikke så slemt ud, men det var som om min krop sank længere og længere ned i madrassen, jo mere jeg tænkte på at få pakket mine ting og komme på cyklen. Der var ikke meget at gøre eller se i denne lille by. Men alligevel besluttede jeg mig for tage en hviledag. Da aftalen om en ekstra dag på værelset var i hus, lynede jeg min inde i teltet igen og sov frem til ved middagstid.
Jeg gik på udkig i byen uden attraktioner, mest for at se om det var muligt at opstøve mælk eller yoghurt. Men der var ikke skyggen af det nogen steder. Så min frokost bestod af müesli med frugt og vand.


Samme aftenen da jeg havde været ude og spise aftensmad, som endnu en gang bestod af en tynd nudelsuppe, tog jeg tilbage til værelset for at pakke mine ting, så jeg var klar til en tidlig afgang næste morgen. Mine tasker lå i en bunke midt på gulvet, hvoraf nogle var åbne. Jeg smed min rygsæk i bunken, og fløj derefter fluks ind i mit telt og lynede det efter mig. Med hjertet siddende højt oppe i halsen, var jeg pludselig total vågen og anede ikke hvordan jeg skulle komme ud af den situation jeg nu var havnet i. Da jeg havde smidt min taske i bunken var der kommet en kæmpe edderkop løbende ud af bunken. Nogen vil måske argumentere imod ordet kæmpe, men i mine øjne lignede den en som var klar til at springe på mig. Og jeg er næsten sikker på, at jeg kunne se dens øjne stirre på mig! I forhold til danske standarder er en edderkop med tykke ben på 5-7 cm  en meget stor edderkop. Desværre kunne jeg ikke få taget et billede til at påvise den størrelse, da mit kamera lå i tasken øverst på bunken.


Jeg ved ikke hvor længe, jeg så den rende rundt på gulvet, før jeg traf en beslutning om at jeg ikke kunne blive sidende i teltet. Den havde gemt sig under en taske, så det var min chance for at skaffe hjælp. Jeg tog et par dybe vejrtrækninger og lynede hurtigt teltet op og ned igen, hvorefter jeg sprang som en anden gazelle henover bunken med tasker. Det var lykkedes mig at komme ud af værelset uden at blive angrebet. Hotelværten var ingen steder at se, men så kom hans kone gående hen over gårdspladsen. Hun lignede en som lige havde været i bad, som hun kom der med en sarong omkring sig og vådt hår. Jeg tror ikke at de havde bad indenfor. Hun snakkede ikke et ord engelsk, og mit laotiske sprog var alt for begrænset til at forklare, hvilke farer jeg befandt mig i med kæmpe edderkoppen på værelset. Så Det hele foregik med tegnsprog og formentligt et ansigtsudtryk hvor øjnene var ved at falde ud af hovedet på mig. Edderkoppen  blev illustreret ved at lade den kravle og sprælle, som Hånden fra ‘The Adams Family’, og pegede hen på mit værelse. Utroligt nok forstod hun hvad det hele gik ud på, og gik hen mod mit værelse. Jeg var forfærdet, havde hun tænkt sig af tage kæmpe mod kæmpe edderkoppen selv. I den situation havde jeg været total ligeglad med ligestilling, og bedt en mand om at fjerne den. Men hun var gjort at et stærk stof, og har helt sikkert været vant til diverse kryb siden barnsben. Jeg selv var bange for myrerne i kolonihaven som helt lille, har jeg fået fortalt. Sikke et hyr mine forældre må have haft med mig. Men kvinden her vader bare lige ind uden tøven, med mig kiggende over hendes skulder klar til at løbe ud af døren, hvis det skulle blive nødvendigt. Jeg pegede på bunken af tasker og Familien Adams’ hånd kom igen til live. Så tog hun en taske ad gangen og kiggede ned i den for at sikre den ikke befandt sig der. Jeg skyndte mig dernæst, at lukke dem forsvarligt igen. Edderkoppen var som sunket i jorden. Vi kiggede under møblerne og på badeværelset, men den var væk. Hun måtte tro jeg var splitterravende gal, men sagde så de var nogle hurtige skabninger, og at jeg skulle hente hende hvis den kom igen. Jeg takkede hende mange gange for indsatsen og sagde godnat. Og priste mig lykkelig over, at jeg have slået teltet op på sengen. Så var jeg da sikker på at det var ét sted, der var fri for edderkopper og hvor jeg kunne sove trygt.



Vejen til Luang Namtha viste sig, at være usammenlignelig med de foregående dages strækninger. Og jeg ville, set i bakspejlet godt kunne have klaret turen uden en hviledag. Men så var jeg til gengæld gået glip af mødet med kæmpeedderkoppen. Og ej at forglemme, da jeg blev fanget i en mega regnskylle og måtte søge læ under et hus sammen med tre lokale og en flok geder.



 
Jeg fandt et billigt værelse i byen, der uden tvivl var meget mere turistet end de foregående byer. Her var endda mulighed for at købe vesterlandsk lignende mad og de gamle kvinder fra bjerglandsbyerne hev i dig for at sælge hjemmelavede armbånd og tasker.
Da jeg vågnede på dagen for den planlagte afrejse mod Kina, følte jeg dog usikkerheden for det ukendte med Kina få godt fat i mig. Jeg har tidligere rejst i Kina, og det har været med blandede følelser. Jeg har endda udtalt, at jeg ikke nødvendigvis havde lyst til at komme tilbage. Men det havde jeg altså nu i sinde at gøre. Kina lå ligesom lidt i vejen for, at jeg kunne cykle hele vejen hjem til lille Danmark. Og desuden var jeg sidste år blevet opfordret til at tage turen, af en anden kvindelig cyklist. Og hun havde med sine billeder og fortællinger, fået mig til at ville opleve en anden side af landet. Men altså denne morgen, var jeg knap så kæk i forhold til Kina. Så jeg besluttede for at tage endnu en dag i byen, og krydse fingre for, at morgendagen ville bringe andre tanker om det forestående land.

Natten havde fået uroen til at fordufte, og jeg følte fra morgenstunden den opdagelsesrejsendes nysgerrighed krible i mig, så imens jeg indtog en lækker morgenmad bestående af varm ris budding, studerede jeg kortet nøje. Der måtte være en mindre vej ud af byen inden jeg ville ramme den store og direkte vej mod Kinas grænse. Og ganske rigtigt var der en anden vej, den havde endda sin begyndelse lige overfor hvor jeg sad. Jeg spise færdig og købte en ekstra flaske vand og satte gang i pedalerne. Det første stykke klarede jeg uden problemer, men så ændrede vejen karakter og blev til grusvej fyldt med huller for dernæst, at ende ud i en meget smal bambus bro. Broen var ikke meget bredere end min cykel fyldt med bagage. Jeg sendte fluks en tanke til bambusbroen i Vietnam. Den havde været mere end ti gange så lang, men også dobbelt så bred. Dengang havde jeg ikke været bange for at falde i vandet, men ved denne bro i Laos havde jeg mine betænkeligheder. Jeg betragtede derfor hvorledes et par scootere formåede at komme over. På den anden side af broen, havde jeg nu fået selskab af en flok små drenge. Der blev holdt godt øje med mig, og ikke mindst om jeg mon ville turde bevæge mig ud på broen. Det var som om de havde luret min nervøsitet helt over på den anden side af broen. Jeg lod endnu en scooter passere i håb om at aflure et sidste trick. Udover drengene stod der på den anden side nu også en ældre mand med sin cykel. En venlig mand, som tilsyneladende var en gentleman, der med en bydende armbevægelse gestikulerede “damerne først”. Så var der ikke andet for end at springe ud i det. Det som trøstede mig mest, var at broen ikke var højt hævet over floden, så der ville i det mindste ikke være dybt at falde. Det var en trøst, tænkte jeg. Allerhelst ville jeg have foretrukket at trække cyklen over broen, men det ville fysisk ikke være muligt på den smalle bro. Jeg satte mig op på cyklen og tog et par tramp i pedalerne, men fik hurtigt sagtnet farten. Det var som om flere af bambus stængerne var løse. Ja, det endte faktisk med, at jeg gik på en meget klodset måde med cyklen i mellem benene resten af vejen. Det kan umuligt have været et kønt syn. Vel ovre på den anden side, blev jeg dog mødt med venlig smil fra den gamle mand og drengene. Jeg kan ikke engang huske om jeg så hvordan den gamle mand kom over floden, men han har sikkert krydset smalle bambusbroer mange gange i sit liv. Han kom hvert fald over uden af falde i vandet.


Vel ovre på den anden side skimtede jeg til mit kort, men det gav ikke just mening hvilken retning jeg skulle i. Der var to muligheder med ingen af dem var en decideret vej, ja end ikke en sti. Så jeg forhørte de små drenge hvad de ville anbefale. Der blev peget lystigt i retningen lige ud. Javel ja, så bliver det den, tænkte jeg. Det kan vil ikke gå værre end galt. Jeg trak cyklen op fra flodbredden og endte i det som, med meget god vilje kunne betragtes som en skolegård. Dog var den langt fra lig en dansk skolegård. Her var ingen farverige rutsjebaner eller hinkeruder, som da jeg selv var barn. Her var der et knoklet og meget ujævn græsareal med gennemgående stier. Foldbold kunne de umuligt spille i deres frikvarter. Skolen bestod af et enkelt træhus. Indenfor sad en flok børn i gang med at arbejde selvstændigt, imens læreren gik rundt i mellem dem. Der var ikke mange børn i skolen, og de så meget små ud. Måske de store børn går i skole inde i byen. Jeg trak cyklen videre hen imod det, som mere lignede en rigtig sti og skulede endnu en gang til kortet. Det blev jeg ikke klogere af.

Her fandtes veje, som ikke var på kortet og nogle af dem som var på kortet var ikke de bedste veje eller stier. Jeg måtte bare fortsætte i håb om at vejen blev bedre eller at jeg kunne spørge om vej. Heldigvis kom der en kone ud fra en af husene og pegede mig i den rigtige retning. Sådan nu kører det, tænkte jeg. Jeg kunne se på kortet, at jeg blot skulle følge hendes anviste retning og dreje til højre, så ville jeg ramme en stor vej, der forhåbentligt ville blive lettere at cykle på end denne hullede smalle vej. Men da jeg drejede om hjørnet var vejen spærret. Der skulle være stort gilde, formentligt et bryllup. Der var en travlhed uden lige. Telte samt borde og stole blev sat op og kunstige blomster, som der blev pyntet med til den store guldmedalje. Så måtte jeg fortsætte lige ud, det var vel sagtens den vej alle gæsterne også ville ankomme.

Ikke langt derfra mødte jeg mange mennesker, mænd, kvinder, piger og drenge, gamle som unge komme med hakker og spader over skulderen. Jeg antog, at de alle vel var på vej hjem fra markarbejde. Men kort efter fandt jeg ud af, at de alle havde været i gang med at lappe hullerne i vejen, der første fra den asfalterede vej til det store gilde. Da det gik op for mig, tænkte jeg, at det var da god timing nu hvor jeg skulle cykle på den. Men trods de ihærdige forsøg på at udbedre vejen, var den stadigvæk utrolig bumlet at cykle på. Og de få biler jeg mødte kørte vel ikke mere end 5-10 km i timen. Forude kunne jeg skimte den asfalterede vej, og sikke en fryd det var at ramme den.


Eftersom jeg nu havde brugt oceaner af tid på at trække min cykel, fordi udforsker-lysten havde fået fat i mig, var det nu rart igen af have god asfalt under hjulene. Nu skulle der køres nogle km af dagens etape, for krydse grænsen i dag ville jeg inden den lukkede. Den efterfølgende etape mod grænsen var ikke just noget at råbe hurra for. Det var en hovedvej, som jo tættere jeg kom på grænsen blev mere og mere befærdet med tung trafik. Et lille lyspunkt på strækningen oplevede jeg dog. En bil fyldt med kinesiske arbejdere holdte ind, for at høre hvad i alverden jeg dog lavede der på en cykel. Så måtte jeg jo fortælle dem, at jeg såmænd var på vej til Kina. Det synes de var meget fornøjeligt og bød mig så på forhånd velkommen til deres land. Derefter cyklede jeg sløvt videre i varmen, og talte langsomt ned til ankomsten til grænsen. Men så var det jeg så dem igen, der længere fremme stående ved siden af bilen, som om de ventede på mig. Kunne det være rigtigt? Hvorfor skulle de dog vente på mig? Jeg har ingen anelse om hvor længe de mon havde ventet på min ankomst, men de må have ventet en god rum tid. Der havde de simpelthen stået og ventet på mig, blot så de kunne give mig en dejlig kold is og sende mig af sted til Kina med endnu nogle rosende ord og et held og lykke. Jeg takkede mange gange for isen og venligheden inden de igen sad i bilen og kørte væk. Med sådan en velkomst før ankomst til Kina, så skulle Kina nok blive godt denne gang, tænkte jeg.


Jeg havde endnu lidt penge tilbage, og vidste at det ikke var muligt at veksle dem udenfor landet. Så jeg besluttede at få lidt frokost inden jeg krydsede grænsen. Men sikke et forfærdeligt sted den laotiske grænseby Boten var. Der var ikke asfalt på vejen, det var ren grusvej og støvet fra alle lastbilerne lå til tider, som en tåge henover byen. Det trængte selv ind i de små restauranter, som gjorde et ihærdigt forsøg for at holde borde og gulve rene for støv. Maden var ikke just en kulinarisk oplevelse, og afspejlede nærmest resten af byen med sit udtryksløse udseende, der kunne få enhver til at miste sit gode humør. Det var bare med at få krydset grænsen hurtigst muligt. Det gik til gengæld meget smertefrit og forholdsvis nemt, da jeg først fandt ud af hvor jeg skulle gå hen og få de rette stempler. Bom så var jeg ankommet til Kina.


Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »