Saras Bike

– Discovering the World

Kazakhstan – del 1 – How, Charyn Canyon og jordskælvet

| 0 comments

04.08.2017 – 12.08.2017

At cykle over grænsen fra Kina til Kazakhstan var lige så stor en forandring, som da jeg cyklede over grænsen fra Laos til Kina. Denne gang kom det dog til udtryk via de to landes grænsevagter, og ikke de umiddelbare omgivelser. Kina var bøvet at komme ud af til trods for, at der ikke var mange der skulle krydse grænsen. Først skulle alle taskerne igennem en scanner. Så skulle jeg parkere cyklen på et henvist sted og selv fortsætte til paskontrollen. Imens jeg ventede i paskontrollen, kom en overordnet og en håndfuld af hans små ansatte. Han bad om at se mit pas, hvilket jeg jo ikke fandt underligt. Så tog han mit pas og gik fem meter væk sammen med de ansatte samt en fotograf, som jeg først opdagede nu. Og så var de i gang med en større fotosession. Hvor han skulle belære sine ansatte. Jeg var helt paf over situationen, og blev vred for jeg ville ikke have at mit pas skulle være en del af deres foretagende. Men da jeg ville gå hen og få mit pas retur, blev jeg holdt tilbage af en vagt, som forbød mig at gå derhen. Da de endelig var færdige, gav den overordnede passet til en af de ansatte, som lige skulle gennemse hele passet inden jeg kunne få det. Blot af ren nysgerrighed. Så gik de frem til paskontrollen for at lave endnu en fotosession, men den ville jeg altså ikke deltage i. Så jeg hoppede over i den anden kø inden inden vagten kunne stoppe mig. Jeg var den sidste i køen, og kontrolløren tog sig god tid, men jeg fik til sidst mit stemple. Da jeg vendte om for at hente min cykel, fik jeg besked på at det kunne jeg ikke. Der var ingen andre i butikken, men jeg var nødt til at fortsætte igennem paskontrollen og gå rundt om pulten og tilbage for at hente cyklen. Grænseovergangen toppede lige min irritation over landet, og jeg var glad for at forlade landet igen. Lidt ærgerligt, for jeg har haft mange fantastiske oplevelser i landet. Men landet er jo enormt, så selvfølge kander være regionale forskelle. Kazakhstan derimod var en drøm. Grænsevagter var noget så velkomne og smilende. Det gik glat at komme igennem grænsen med papirarbejdet. Den sidste grænsevagt, som skulle tjekke passet var meget snakkesalig. ‘Welcome to Kazakhstan! Is it your first time in our country? I hope you will enjoy our country’. Og så sluttede han lige af med det jeg senere fandt ud af skulle blive daglige spørgsmål. ‘You travel alone? No husband? No kids? You have mom and dad?’. Da de var besvaret trillede jeg ind i Kasakhstan. Her ventede godt 20 lastbiler på at krydse grænsen den anden vej. Flere af chaufførerne stak hovedet ud af vinduet og råbte ‘Welcome!’. Med den uventede velkomst komite var jeg altså landet i mit cykelland nr. 18. Jeg kendte intet til landet, så forventninger havde jeg ingen af. Men folk her virkede til at være ganske rare. Så da jeg cyklede ned af den lille grænsebys støvede landevej i godt +35 graders varme, tænkte jeg, at det skulle nok blive et dejligt land at cykle i. Dagens største udfordring var, at jeg ikke havde fundet det sted ved grænsen, hvor jeg kunne veksle mine sidste yuan til den nye lokale valuta. Så jeg havde ingen penge at købe mad eller vand for. Det viste sig at jeg havde misset vekslerne på den kinesiske side, og at der ingen var her i Kazakhstan. Jeg havde købt lidt mad inden jeg forlod Kina, så den første frokost blev indtaget under et skyggefuldt træ lidt væk fra vejen. Landskabet var ikke fyldt med træer, men med nogen vegetation i form af træer og buske her og der. Nok til at jeg godt kunne finde et sted skjulested at campere. Men dagens mål var at komme til byen Zharkent, så jeg kunne veksle nogle penge og købe lidt proviant. Det var en varm dag at cykle. Da jeg ankom til byen var jeg stoppet for at kigge nærmere på kortet, og i løbet af ingen tid var den første henne og spørge om jeg havde brug for hjælp. Det var en ung fyr, som jeg blev forbavset over snakkede et rimelig engelsk. Forbavselen var muligvis større fordi jeg lige havde brugt 3,5 måned i Kina, hvor det nogle gange var at vinde i lotteriet, hvis man fandt en som snakkede engelsk. Men den unge fyr fortalte mig hvor byens bank lå, og ønskede mig et godt ophold i Kazakhstan. Med den lokale valuta på lommen trillede jeg rundt i den lille by og ledte efter et hotelværelse. Også her blev jeg taget godt imod. Da jeg var blevet indlogeret og havde været i bad, blev jeg inviteret til at dele en lille frokost med de tre damer, der arbejdede på det lille hotel med 5 værelser. Kun den ene snakkede få ord på engelsk, men så måtte jeg jo bare i gang med at lære lidt russisk. Det ville jeg alligevel få brug for i de næste par lande. Vi snakkede om, det at jeg cyklede alene og der blev gjort store øjne, om jeg havde mand og børn osv. Jeg viste dem mit lille verdenskort, hvor jeg havde cyklet og hvor Danmark ligger henne. Og så det mest interessante for dem, at se den lille håndfuld billeder jeg har fra Danmark af mig og min familie. Det er altid et stort hit. De er vilde med at vide hvor mange søskende jeg har, og hvor mange børn de har, hvor gamle mine forældre er osv.
Det var varmt, da jeg cyklede ud af Zharkent, endnu en dråbe løb ned i panden. Jeg tørrede den væk uden at ænse det. Samtidigt kiggede jeg reflektorisk i mit lille sidespejl. Jeg røg ud af min tankestrøm om, at i dag var første dag jeg skulle finde et sted at campere alene. Den udfordring havde jeg besluttet, at give mig selv. Nu var jeg simpelthen nødt til at springe ud i det. Jeg ville lære at campere alene uden at være bange for om der ville komme nogen, og ikke mindst for nattens lyde. Men tankerne forduftede for en stund, for der i bakspejlet så jeg en anden cyklist komme i min retning. Det var How fra Malaysia. Han var også på vej mod Almaty. Vi faldt hurtigt i god snak.
Det var drønvarmt og How så ud til at klare varmen bedre end jeg. Men han var med på, at holde en pause, da vi over middag så et stort skyggefuldt træ i vejgrøften. Imens vi sad der kørte en gammel Lada hen i skyggen. Ud steg en lokal familie, der også tog sig en frokostpause. Vi hilste pænt på hinanden, og inden vi så os om kom manden hen til os med en stor luns kød. Det smagte herligt.

Et par vejarbejdere, der tilbød en plads i skyggen og ovenikøbet en frokost. Det er How i den røde t-shirt

Så blev der serveret en luns kød

Vi drejede fra hovedvejen og ned af en vej, der førte os igennem en lille landsby for at se om vi kunne finde lidt mad. På vej ud af landsbyen igen møder vi en flok drenge i alderen 6-10 år, tror jeg. De var vældig nysgerrige, faktisk lidt for nysgerrige. Da vi havde cyklet 7 km opdager jeg, at de har stjålet mit danske flag fra cyklen. Vi var stoppet op for at snakkede med dem. Da vi fortsatte løb de med os op af vejen, imens de skubbede bag på cyklerne, og haps der var det røget af. Ej, hvor var jeg træt af det! Der var endda andre voksne under hele forløbet tilstede, men det var åbenbart helt okay, at stjæle fra de uvidende turister. Så ærgerligt, at det der egentlig var en god oplevelse med børnene skulle ende sådan. Jeg overvejede at cykle tilbage, men så ville jeg i sidste ende have cyklet 21 km uden at være nået nogen steder… Jeg besluttede, at cykle videre. Det var jo trods alt kun et flag. Men jeg må indrømme, at det var super trælst. Da jeg den aften lå i mit telt og forsøgte at falde i søvn, tænkte jeg på alle dagens begivenheder. Vi havde slået lejr i vejkanten, skjult bag et læhegn. Men støjen fra trafikken fra hovedvejen kunne tydeligt høres. En lang og varm dag i solen var forbi.

Et sted bag denne mur havde vi slået lejr

Vi var tidligt på cyklen denne morgen, for at undgå middagsheden senere. Men dette skulle ende med, at blive dagen med de mange møder, der gjorde at tiden løb gevaldigt fra os. Ikke langt fra hvor vi havde haft lejr, var der et par vandmelon sælgere. Her gjorde vi holdt, for at få en forfriskning. De smagte himmelsk. På cyklen igen mødte vi en franskmand, som var på vej til Kina. Det blev til en længere snak, og jeg fik vekslet mine sidste penge fra Kina med ham. Derefter cyklede vi til byen Shonzhy, for at spise morgenmad, eller på nuværende tidspunkt nærmere brunch. I byen ville vi også finde proviant til dagens etape. Kl. 11 var der allerede stegende varmt, på grænsen til det ulidelige. Så vi valgte, at tage et par timers pause i byens park. Det forlød nemlig, at der de næste mange km ikke var mulighed for skygge. I går havde varmen næsten fået bugt med mig, så det var ikke tiltalende at cykle videre lige pt. I parken fandt vi et skyggefuldt sted, hvor vi kunne tage hvil. Og her mødte vi også en lille cirkus trup. Et par af dem kunne en smule engelsk. De viste videoer af deres forestillinger. Bl.a. hvor en af dem blev kørt over af en bil. De inviterede os til dagens forestilling, men den lå i modsatte retning af hvor vi skulle hen. Så vi takkede pænt nej tak.

En af cirkus artisterne ville gerne lige prøve cyklen. Det havde vi meget sjov ud af. For han ville bare sidde på cyklen.

Det meste af dagen var gået, men det var nu knap så varmt og vi var klar til næste etape. På et tidspunkt krydser vi en flod, og her møder vi en canadisk pige, der var på vej i modsat retning. Imens vi stod der, kom der også en bil med tre tyske turister, der lige skulle høre hvad vi var for nogen. Det var en hyggelig pause, men endnu en gang var tiden smuttet fra os. Kort efter floden gik det op ad bakke. Det sidste stykke måtte jeg trække cyklen, imens How cyklede hele vejen op. Da jeg endelig var kommet op på toppen til How, mødte vi et par fra Schweitz, der rejste rundt i en jeep. De var vældig søde og vi fik endnu en lang snak. Alt for lang. Nu skulle vi altså afsted. Vores mål var at komme til Charyn Canyon i dag. De fortalte os, at der ikke var langt til den sidevej, der skulle føre os ned til canyonen. Men på cykel var der nu alligevel temmelig langt. Og strækningen var meget uinteressant. En flad og lige vej blandet med modvind. Det var hårdt mentalt, at cykle dette stykke, men det var intet sammenlignet med sidevejen. Det var 22 km på grus vej. Men ikke en hvilken som helst grusvej. Mange steder var der så meget sand, at det var umuligt at cykle. Men det værste var, at der hvor der var “muligt” at cykle, var vejen som et gammeldags vaskebræt. Det var så ubehageligt at cykle på. Det hele rystede, og var til sidst ved at ryste fornuften ud af mig. Der var dog to positive ting ved ruten. Det myldrede med, det som jeg tror var jordegern, der hurtigt pilede ned i deres underjordiske huler når vi cyklede forbi dem. Og så var der den mest fantastiske solnedgang på venstre hånd og en stålende måne opgang på højrehånd. Nattens farver var magiske, men svære at gengive på kameraet. Solen var gået ned da vi var ca. midtvejs, og gjorde vejen endnu mere besværlig, at cykle til trods for vi tændte vores lygter. Ved 22 tiden havde vi endelig tilbagelagt den uendelige vej. Vi var ankommet til indgangen til kløften. Vagten var så rar, at lade os campere uden at betale entré for natten, hvis vi lovede at betale for den næste dag. Teltene blev hurtigt slået op. Vi var for trætte til at lave aftensmad og gik i seng på tom mave. Der gik ikke mange minutter før Ole Lukøjes drømmestøv gjorde sin indvirkning på mig.

Så er det bare fremad

Næste morgen betalte vi, som lovet, for entré billetten. Vagten tilbød os, at passe på vores ting imens vi cyklede ned i kløften. Det var det flotteste landskab at cykle i. Det var nærmest helt måne-agtigt. Goldt og fyldt med klipper. Farverne var også smukke her. For enden af kløften løb en flod forbi, hvor vi tilbragte det meste af dagen. Jeg fik blandt andet vasket mit hår med frisk klart flodvand. Det var ingen luksus efter tre dage på cyklen i stegende hede. Vi havde fundet en tom cola flaske, som vi lavede om til en bruser. How lavede små huller i låget, der fungerede som brusehoved, når flasken blev fyldt op med vand. Det kolde vand føltes rart når det skyllede tre dages sved og snavs ud af håret. Men vi kunne jo ikke blive ved floden hele dagen. For det første havde vi ikke vores ting med, og for det andet havde vi ikke nok mad til at blive en ekstra dag. At komme ned i kløften havde været rimelig nem, men at komme op af den igen var en anden sag. Det var stejlt, sandet og varmt. Der var 4 km ud af kløften og 11 km til hovedvejen. En distance der normalt ingen tid tager. Men de sidste 11 km bød igen på sand og vaskebræt.

Så bliver drikkevarerne kølet ned


Ved 19.30 tiden var vi endelig ved hovedvejen. Derfra cyklede vi til den nærmest liggende by, 23 km vest på. Vi fandt en lille restaurant, der ikke havde meget at byde på. Den eneste ret de solgte var ‘shashlik’ med salat, hvilket er et grilspyd med kylling eller lam. Salaten er rå løg. Imens vi spiste var mørket faldet på. Det gjorde det udfordrende, at finde et sted til teltet. Så vi begyndte derfor at spørge de forskellige små butikker, om vi evt. måtte slå teltet op på deres grund. En stor del sagde nej, men så kom der en venlig mand og spurgte hvad vi ledte efter. Han lod os campere ude foran en lukket butik ved siden af hans egen. Da vi havde slået lejr, spurgte jeg hvor jeg evt. kunne finde et toilet. Jeg fik beskeden at toilettet var lukket for i dag. Det fattede jeg ikke en dyt af, men efter et par forgæves forsøg var der ikke andet at gøre end at holde mig til næste morgen, hvor det igen blev åbnet.
Sikke en nat. Pladsen hvor vi havde slået teltene op, viste sig at være en form for resteplads til lastbiler. Så hele natten var der en del støj fra de øredøvende maskiner. På et tidspunkt er jeg dog alligevel faldet i søvn, for jeg vågner ved at der er nogen, som åbenbart finder det sjovt at ryste teltet. Indtil jeg opdager at de må have superkræfter, for det er jo ikke kun teltet der får en tur. Nej, betonen vi har slået teltene op på, bevæger sig sammen med teltet. Det hele varer nogle minutter. Næste morgen finder vi ud af, at der havde været i jordskælv i Kina, og at det var rystelserne derfra vi kunne mærke. Epicenteret var i Jinghe regionen, der ligger ca. 100 km fra grænsen til Kasakhstan. I alt var vi ca. 300 km væk fra epicentret. Jordskælvet siges at have været på 6.6, og det var derfor vi kunne mærke rystelserne i nat.

Vores lejrplads, den nat vi mærkede jordskælvet

Efter et par dage på landevejen, var det tiltrængt med et bad. Ved middagstid ankom vi til byen Chilik, hvor vi fandt byens eneste hotel. Vi fik et værelse, et bad og håndvasket vores tøj. Det blev til en halv hviledag i den søvnige by. Dagens højdepunkt var gensynet med Marleen og Sera, som jeg cyklede med i Kina. De havde cyklet et loop og var på vej i modsat retning. Det blev en hyggelig aften med nyt om, hvad vi hver især havde oplevet siden sidst. Næste morgen spiste vi en fælles morgenmad, inden vi igen sagde farvel til hinanden.

For at komme ud på den sekundære vej, vi ville cykle på, var vi nødt til at cykle et stykke vej på motorvejen. Heldigvis var den ikke trafikeret som en dansk motorvej. Den sekundære vej førte os langs Almaty Canal. Kanalen i sig selv var ikke smuk, men en menneskeskabt kanal i beton. Men landskabet derimod var utroligt smukt, som det bugtede og bakkede sig, da vi cyklede igennem det. Andre trafikanter var der heller ikke mange af. Perfekt for to cyklister.

Drengene er i gang med at fange små fisk, der ikke var større end 1-2 cm

I en lille landsby stoppede vi for at købe proviant i et lille magasin, som de kalder deres små købmænd. Da vi kom ud igen blev vi mødt af to fulde mænd, som gerne ville have os med. Det var vi nu ikke interesseret i. Så af sted med os inden de fik andre gode ideer. Vi cyklede en anden vej ud af byen. En mand havde fortalt os om et sted at campere, men vi havde svært ved at finde stedet. I stedet endte vi på en lille eng, hvor der lå et lille hus. Manden i huset kom ud for, at høre om vi havde brug for hjælp. Jeg spurgte om vi måtte campere på det lille stykke jord. Det måtte vi gerne, men han ville hellere invitere os til at campere i hans have. Og sådan startede en dejlig aften med en kazakh familie. Udover mor og far boede deres fem børn også i huset. Tre piger og to drenge. Vi blev inviteret indenfor i huset, imens pigerne lavede mad, og den ældste dreng var tolk. Først sagde han, at han ikke kunne snakke engelsk, men da han først var varmet op gik det meget godt. Og luksussen var, at vi fik lov til at tage et bad. Et udendørs arrangement med fire vægge og en spand med varmt vand balancerende på nogle brædder over hovedet. Det fungerede perfekt. Og skønt at tage bad midt i naturen. Da aftenen var faldet på samledes vi rundt om et lille lavt bord ude på græsplænen. Vi sad på nogle dejlige tæpper og fik serveret et lækkert traditionelt måltid mad kaldet ‘plov’. Plov er en risret med lidt grøntsager og kød. Der var endda hjemmelavet is fra købmanden til dessert. Det var så hyggelig en aften, og jeg følte mig meget velkommen i deres hjem.
Næste morgen var det tid til at sige farvel og mange tak for gæstfriheden. Som tak gav jeg en af mine små vedhæng fra Danmark. Et lille vikingeskib. Ikke meget, så derfor ville jeg også gerne give dem noget af det mad, vi havde købt dagen før. Men de kom os i forkøbet med en stor pose af tomater og agurker fra egen have. Jeg cyklede derfra med en stor glæde over oplevelsen med denne familie. Ikke på grund af gaverne, men fordi de var så imødekommende og åbenhjertede.

Lejrplads i familiens have

Et ældgammelt spil med knogler. Med en større knogle, som man skulle flippe afsted, gjaldt det om at vælte så mange kegler som muligt. Det var ikke nemt, med den uforudsigelige facon en knogle har. Menvores værts familie var nu alligevel ret gode til det.

Her fik vi vores dejlige bad.

Gruppefoto med familien

How havde en lille gæstebog, som han har fået folk i de forskellige lande til at skrive i på deres modersmål. Heri Kazakhstan lærer børnene skråskrift. Jeg lærte det selv i skolen, men det er aldrig blevet lige så flot som det den mindste af sønnerne kunne skrive.

Vi var tilbage langs Almaty Canal og sigtede på at nå frem til Almaty i dag. Det skulle være muligt tidsmæssigt. Ved en korsvej tjekker vi kortet, og konstaterer at det er muligt, at fortsætte videre langs kanalen. Men efter 5 km kommer vi til en sammenstyrtet bro. Det var altså derfor, der ingen biler var på strækningen. Slukøret må vi vende om igen. På vejen tilbage opdager vi en mark fyldt med vandmeloner og en håndfuld mænd, der er i gang med at indsamle dem. Vi spørger om vi kan købe en vandmelon af dem. Det kan vi ikke, men vi må til gengæld få to helt gratis. Og så er de i gang med, at finde de to bedste. Men vi får dem forklaret, at én vandmelon er mere end rigeligt. De viser os deres lille lejr, hvor vi kan spise den imens de fortsætter arbejdet. Om de faktisk bor i lejren eller om den blot er deres pause sted, har jeg svært ved at gennemskue. Ingen af dem var fra Kazakhstan, men kom fra de omkringliggende lande for at tjene penge.

Vi forsøgte, at finde en vej over floden, men måtte konstatere, at der var for mange sten til at vi kunne trække cyklerne igennem.

Så er der vandmeloner i lange baner

En halv vandmelon til hver.

Over middag trak der mørke skyer henover himlen. Vi nåede lige med nød og næppe, at trække cyklerne ind i tørvejr på en lille tankstation, inden uvejret brød ud. Imens ventede vi indenfor i deres lille butik, der knap var 12 kvadratmeter. Ved det første ophold i vejret gjorde vi os klar til afgang, men inden vi var kommet af sted var den heftige regn begyndt igen. Der var endnu godt 50 km til Almaty, men i dette vejr var det ikke just sjovt at skulle cykle. Da der endelig kom et længere ophold i vejret, cyklede vi af sted. At blive på tankstationen var ikke en holdbar løsning, men vi kom kun et par km, da vi igen måtte søge ly for vejret. Denne gang i et supermarked. Da vi havde kigget ud på den styrtende regn i en halv time besluttede vi, at vi lige så godt kunne finde et hotel. Damerne i butikken fortalte, hvor vi kunne finde et. Vi handlede ind til aftensmad i butikken inden vi gik på udkig efter hotellet i byen Issyk. Jeg var mega træt efter al regnen, og da jeg faldt i søvn ved 20.30 tiden regnede det endnu udenfor.
Det havde regnet hele natten og morgenen med. Ja selv, da vi satte os på cyklerne regnede det endnu. Til frokost søgte vi ly på en restaurant, og da vi var færdige med at spise var vejret klaret op. Men senere på dagen kom der endnu et kæmpe regnskyl. Det var på med regntøjet, inden vi fandt en overdækket terrasse på en lukket restaurant, hvor vi kunne sidde i læ. Da vi ankom til Almaty var regnen stilnet af. I Almaty skilte vores veje ad, efter vi havde haft nogle gode mindeværdige dage sammen.

Regn, regn reng og atter regn

Så er det på med regntøjet. Jeg er helt pjattet med min nye regnfrakke. Den ligner lidt en kjole.

Min rejse skulle dog ikke fortsætte solo fra Almaty. I byen ventede nemlig to gæve danskere, som jeg havde mødt to gange hjemme i Danmark. Heidi og Marianne var ligeledes på en længere cykeltur fra New Zealand til Danmark. Vi havde holdt kontakten, da vi vidste vores veje formentlig ville krydse hinanden på et tidspunkt. Det gjorde de i Almaty. Det var en fest at møde de to, og helt underligt at snakke dansk igen.

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »