Saras Bike

– Discovering the World

Kazakhstan – del 2 – trioen, der blev til fire, kameler og masser af camping

| 0 comments

13. august -18. august 2017

Hviledagene i Almaty blev brugt sammen med mit nye danske selskab. Heidi og Marianne. Byen blev udforsket, især faldt deres kæmpe supermarked lige i min smag. Det var fyldt med alverdens lækkerier, som jeg ikke har smagt eller set de sidste fem måneder. I Almaty var det også på tide at efterse mine ting. Jeg fik sorteret 3 kg fra, hvor af noget blev sendt hjem til Danmark og andet blev smidt ud. Cyklen skulle også efterses så den var klar til afgang.

Mig, Marianne og Heidi i Almaty

Kl. ni cyklede den nye trio afsted fra Almaty, men vi havde ikke cyklet mere end en times tid, da to mænd vinkede os ind til siden, for at invitere os på te. Det var Mansur og hans onkel. Men det blev til mere end te. Vi fik to kager hver, chokolade og vand. Selv skulle de ikke have noget, men de var nysgerrige på hvem vi var, og ville gerne lige vide hvorfor tre kvinder cyklede rundt her. Snakken foregik på en blanding af tysk og engelsk. De ejede et bilværksted, og spurgte om alt var i orden med cyklerne. Hvis der var problemer med dem, så kunne de snildt lige hjælpe os. Men cyklerne var godt kørende.

Så er der afgang til nye eventyr

Senere på dagen sad vi ude foran en lille butik og fik en snack og lidt koldt at drikke, da Marianne sagde at der kommer en cyklist. Det var How, som kom cyklende forbi! Og trioen blev udvidet til fire. Sidst på eftermiddagen ledte vi efter et sted at campere. På kortet havde vi set, at der skulle være en sø. Den ville være perfekt at campere ved siden af. Problemet var bare, at vi ikke kunne finde søen nogen steder. Vi drejede fra landevejen og ned af en smal vej, der hurtigt blev til et enkelt spor. Søen var heller ikke her, men der var en lille bæk hvor vi slog teltene op. Det var ren idyl med aftensolens sidste stråler, der oplyste bjergene i horisonten og de omkring 20 løsgående heste, der gik og græssede. Men da myggene kom frem krøb vi hver især ind i vores telte.

Landet med de mange Ladaer

Vi stod op til en smuk solopgang. Hestene var væk og det samme var vi, da morgenmaden var indtaget. Vi holdt os til landevejen, hvor trafikken var minimal. Mange steder i landet løber der en gul gasrør, som er hævet ca. en meter overjorden. Hvis der er en vej eller en indgang til et hus, bliver røret ført et par meter højere op, så biler kan passere. Dette gule rør, forhindrede os i en tid i, at finde et sted at campere, da vi ikke kunne komme forbi med cyklerne. Men til sidst fandt vi en åbning, hvor en vej førte ind til et grønt område. Vej er måske så meget sagt, for det var bare to hjul spor. Men vi besluttede, at disse to hjulspor skulle føre os til dagens lejrplads. Sporene første os til en eng lignende område med træer og buske her og der. Under et stort træ var der lige præcis plads til vores tre telte.

Det lokale magasin (købmand) i en lille by

Imens vi satte lejr kom der både flokke af får og køer forbi, og i det fjerne så vi et par heste. En mand til hest kom hen til os, for at se hvem vi var og hvad vi lavede her. How var helt betaget af hesten og endte med at få lov til at sidde på den. Det virkede til at gøre hestens ejer meget stolt. Imens vi spiste aftensmad udbrød jeg pludselig, se der går to kameler! Teknisk set var det nok dromedarer. Ingen af mine rejsefæller troede på mig. Først havde jeg nemlig proklameret at der kom, køer, får, heste og mennesker. Så de var sikker på at det blot var en joke med kamelerne. Men den var god nok. Vi listede os så tæt på som muligt, imens de nappede af træerne. Det var stort at se fritgående kameler så tæt på. Jeg havde fået placeret mit telt helt perfekt, og så den smukkeste solopgang fra soveposen. Herfra kunne jeg se den smukke natur blive klædt i morgensolens røde stråler. Stunder som disse er en fryd for sjælen.
Vi ramte et lagt stykke med helt nylagt asfalt. Det var en drøm at cykle på, men da vi skulle dreje af for at ramme hovedvejen var det slut. Nu skulle vi igen holde øje med huller og andre mulige forhindringer på vejen. Men til gengæld havde dette stykke vej, et væld af fugle, der sang i vilden sky. Man kunne jo næsten høre Morten Korch synge “Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer. Så har du fundet ind til det, som gør livet allermest værd”. Men idyllen forsvandt med det samme vi ramte hovedvejen. Der var tæt trafik og ikke meget plads til cykler på vejen. Så med tungen lige i munden cyklede vi derudaf. Det var trivielt og det kunne mørkes på humøret. Det hele bliver lidt robot agtigt, man træder bare i pedalerne for at komme væk fra det hurtigst muligt. Men der var mange km på denne kedelige strækning.

Den lokale is-bil kom forbi med is til os

Sidst på eftermiddagen træk mørke skyer sig sammen og så faretruende ud. På kortet havde vi set en restaurant et par km længere fremme. Det blev vores mål, at nå derhen inden sluserne åbnede sig. Så kom der endelig liv i os alle, vi lagde os i sadlen med Marianne forrest. Da dråber begyndte at falde, råbte vi andre opmuntrende ord til Marianne om at holde tempoet oppe. Vi cyklede i høj fart på vores tunge cykler. Til sidst kunne hun ikke mere, man da var vi også tæt på restauranten og nåede i læ. Vi startede med, at købe lidt brød og te, for at se hvad vejret udviklede sig til. De sorte skyer var kulsorte, det blæste og regnede en smule. Men der var ingen tvivl om at inden længe ville det gå løs. Så stoppede regnen nær restauranten, men de faretruende mørke skyer fortsatte i den retning vi skulle. Til sidst besluttede vi os for at stoppe for i dag. Spise aftensmaden her og så camperer et eller andet sted. Men da vi senere på aftenen fik spurgt personalet om et sted at campere, gav de os lov til at sove på de topchan, de havde indenfor. En topchan er en forhøjet siddeplads med puder og et lavt bord. Det helt store skybrud udeblev, men lidt regn og blæst blev det da til. 
Sidste cykel dag i Kazakhstan! Vejen var endnu fyldt med en del trafik, og lidt plads til cyklerne, men vores mål var alligevel, at komme så tæt på grænsen om muligt. Det lykkedes os, og i grænsebyen Korday fandt vi en mark, hvor vi kunne campere for natten. En nabo kom forbi på hans hest, og How var igen oppe at sidde på en hest. Manden var helt vild med, at vi skulle tage billeder af os og hans heste.

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »