Saras Bike

– Discovering the World

Kina – del 1

| 0 comments

Kina, 26. april – 11. maj 2017

Hold nu op en forandring det var, at forlade den støvede og triste grænseby i Laos og ankomme til Kina. Det var en verden til forskel. Der var asfalt på vejen, og blomster dekorationer i stribevis over hele byen. Det var en fryd at trække vejret, og det var ikke længere nødvendigt at bruge ansigtsmasken fra Vietnam for at undgå støvet. Nu var udfordringen bare, at finde et hotel, der måtte have udenlandske gæster samt finde en bank, hvor jeg kunne hæve penge til betalingen. Jeg havde mine betænkeligheder med at hæve i en bankautomat, hvor banken var lukket for i dag. Da jeg sidste gang var i Kina lykkedes det mig, at hæve falske penge i en bankautomat. Så min tiltro til automaterne er ikke særlig høje her i landet. Men der var ikke andet at gøre, jeg skulle jo have penge til overnatning og mad i dag. Pengene så ud til at være rigtige nok, da de kom ud af automaten.
Efter en del søgen, fandt jeg endelig et hotel. Det er ikke nemt, at forstå de kinesiske tegn, så da jeg så en lobby med et par ure på væggen, der skulle indikere klokken i andre lande, havde jeg fundet et hotel. Prisen var rimelig, og værelset lige så. Dag et i Kina var slut, det skulle nok blive et godt besøg i landet.

De næste par dage begyndte jeg langsomt at tage en lille bid af Kina, og vende mig til det nye sprog og hvorledes jeg skulle finde mad og overnatning undervejs. Jeg kiggede hver dag, efter mulige steder hvor jeg kunne slå teltet op. Men det virkede ikke helt så nemt, med mine endnu underudviklede evner til at finde et godt og sikkert sted til teltet. Desuden var der ofte en bjergvæg eller marker med afgrøder det meste af vejen. Modet til at campere i det fri svigtede også indimellem. Jeg har længe gerne ville campere frit i naturen. Af flere årsager. Man skal godt nok ikke tro på alt hvad man læser og ser på internettet, men jeg har set nogle fantastiske steder hvor folk har camperet i det fri. Jeg er godt klar over at det ikke er alle deres camping steder der er lige gode. Men det har set så godt ud, at jeg gerne vil prøve det selv. Dernæst er det godt for mit budget, hvis jeg kan undgå at bruge penge på overnatning. Så et af mine mål er at blive dygtig til lejrlivet i fri natur. Jeg krydser fingre for at modet ikke svigter mig igennem hele Kina.
Strækningen fra grænsebyen Mohan til Puer i vest, tog mig igennem mange bakkede landskaber. Det var ikke usædvanligt, at jeg flere gange dagligt måtte cykle op og ned af bakker, der indimellem tog mig op i 1-2.000 meters højde. Jeg kørte på det, som måske kan betegnes som den gamle landevej, hvilket betød at der var begrænset trafik. Og ofte havde jeg vejen helt for mig selv. Vejbelægningen var for det meste meget god at cykle på. Enkelte steder var de endda i gang med at lave ny asfalt. Jeg har altid tænkt at nylagt asfalt måtte være dejligt at køre på, men det var lige indtil den dag, hvor jeg bogstaveligt talt kørte på nylagt asfalt. Det var absolut ikke dejligt. Asfalten var endnu ikke helt tør. Det knitrede når hjulene drejede rundt og satte sig fast i dækket og på resten af cyklen. Jeg fik det værste af med en pind, og krydsede fingre for at resten ville blive slidt af når jeg cyklede videre.
I forhold til at finde mad så gik det egentlig meget nemt. Jeg fik igen tirret smagsløgene med nye krydderier, men til at begynde med bestod det mest af nudelsuppe. Heldigvis i en bedre udgave end i for eksempel Laos, og var mere mættende, som regel.



Asfalt arbejdet er færdigt. Nu er det grøfterne der skal laves


Man får nudler og kød serveret i en skål. Derefter vælger man selv hvilke ingridienser man vil have i suppen

Voila, en lækker suppe er klar til at blive spist

En dag stoppede jeg op lige før en bjergtop, for at tage et billede af vejen der så ud til at stoppe brat. En dreng i teenageralderen kom gående og råbte et eller andet til nogen, som jeg ikke kunne se. Eftersom jeg ikke kan kinesisk, tænkte jeg ikke videre over det. Men da jeg næsten var på toppen blev jeg venligt råbt an af en flok mennesker rundt om et bord. Med håndbevægelser sagde de smilende “Kom nærmere. Kom nærmere”. Tja hvorfor ikke, tænkte jeg og trak cyklen over vejen. De så da meget tilforladelige ud. Og på den måde blev jeg inviteret på frokost. Jeg havde godt nok næsten lige spist min medbragte frokost, men lidt ekstra kan man vil altid spise, som langturscyklist. De var meget ivrige for at jeg skulle smage det hele, så til min store skræk blev der langet et stort stykke kød med sener og knogler op i min skål. Jeg var bevidst gået uden om denne ret, da jeg ingen begreb havde om hvordan jeg skulle fortære sådan en kødluns. Det fik de meget sjovt ud af.
Ved hjælp af Google translate og mit lille verdenskort, fik jeg besvaret de fleste af deres spørgsmål om hvem jeg var, hvor jeg kom fra og hvilken rute jeg havde cyklet. De sad og drak Tuborg øl, så jeg fortalte dem at det var dansk øl – “Good beer!” genlyd responsen og der blev udsagt en skål. Det var et sjovt lille møde, og dejligt også at møde gæstfriheden her i landet.

Kvinderne er i gang med at rense grøntsager imens mændene spiser mad og en Tuborg

Jeg var blevet forvent med den gode asfalt og blev derfor noget overrasket da der kom 20 km med dårlig grusvej. Det var udmattende, at køre på og jeg følte ikke at jeg kom nogen vegne. Ved hvert et sving håbede jeg på, at der igen ville komme asfalt. Jeg nåede derfor ikke hele vejen til storbyen Jinghong, som jeg havde håbet var muligt. Det gjorde jeg til gengæld næste dag. Der var endnu lidt vejarbejde på vej ud af byen, men ikke noget af betydning.

Vi har hver især vores egen stil med hensyn til påklædning. Men den oprullede bluse, har jeg set flere kinesiske mænd praktisere

Dagen inden havde jeg mødt to cyklister, som fortalte at den vej jeg skulle køre i dag, var så flot et stykke vej. Så forventningerne var høje. Et eller andet sted må jeg have drejet forkert, for jeg endte på den nye halvfærdige motorvej med en klippevæg på højre hånd og formentlig en ok udsigt på venstre hånd. Desværre kunne jeg ikke nyde den, da jeg selv kørte i højre side. Og vejen var alt for bred til at jeg kunne se noget videre. Heldigvis var det kun en strækning på godt 33 km, der skulle cykles denne dag.
Da jeg kom ind til Jinghong var den første bydel et helt nyopstået kvarter. Der var kæmpe højhuse i stribevise, som alle så meget ubeboet ud. Efter jeg de sidste par måneder hovedsageligt har befundet mig i områder med lav bebyggelse, og sidst i Laos hvor folk blot boede i bambushytter, var dette syn helt enormt. Wow, tænkte jeg, nu skal jeg for første gang cykle ind i en af Kinas kæmpe byer. Jeg blev glad for at ankomme ved middagstid, så jeg havde tid til at finde rundt i byen. Jeg fik senere af vide, af hostel ejeren at der boede omkring 300.000 mennesker i byen. Jeg var sikker på det måtte være flere, for byen var enorm og der var jo det kæmpe nybyggede kvarter. Det siges, at flere og flere folk kommer ind fra landdistrikterne til byerne. Så det er formentlig boliger til dem.
Jeg blev i Jinghong et stykke tid, da jeg havde fået tillusket mig en lille slags influenza og derfor ikke havde kræfter til at køre videre. Men da jeg endelig var på højkant igen, så jeg frem til at se mere af Kina. Jeg var spændt på hvad der mon ventede mig forude. Det eneste jeg vidste var at jeg sigtede imod byen Dali, der lå 600 km nord for Jinghong. Og at jeg på kortet kunne se, at jeg ville komme igennem et reservat med vilde elefanter. Det var jo for vildt, tænk nu hvis jeg var så heldig at se en vild elefant. Tanken fik mig til at træde i pedalerne, og komme fremad så jeg kunne se om det mon var rigtigt. Der var godt nok skilte langs vejen som advarede mod de vilde elefanter, og hvad man skulle gøre hvis man så en. Men så gik det op for mig, at der var da alt for meget trafik til at de ville komme i nærheden af vejen. Og til min rædsel, så jeg længere fremme et kæmpe menageri, hvor man kunne se ‘vilde elefanter’. Der var fyldt med turistbusser, selfie-stænger og diverse figurer hvor man kunne tage sine selfies. Samme aften lærte jeg også, at det var muligt at få taget billeder med levende elefanter. En pige viste mig stolt billederne, og syntes bestemt jeg skulle tage hen og se det. Min eneste konklusion var, at havde jeg været en vild elefant så var jeg løbet bort derfra.

To dage senere var jeg i byen Puwenzhen. Det var morgen og jeg havde lige pakket cyklen og købt vand til turen videre nordpå. Imens jeg var i gang med at pakke vandet i taskerne, kommer der en ældre mand, som uden at sige noget rækker mig sin mobil. Jeg kigger spørgende på ham, hvad jeg skal med den. Han snakker ikke engelsk, men er meget insisterende på at jeg skal tage den. Det viser sig, at hans søn er i røret og han snakker til gengæld engelsk. Hans far ville blot høre om jeg havde brug for hjælp af nogen slags. Jeg fortalte ham, at det havde jeg ikke da jeg var på vej ud af byen. Begge ville gerne byde på en kop kaffe inden jeg cyklede videre, så fem minutter efter var vi samlet over en kop kaffe. Det viste sig at en kop kaffe ikke var nok, så nu ville de gerne invitere på en frokost. Jeg accepterede tilbuddet, da det nu alligevel var blevet frokosttid. De bestilte et kæmpe bjerg af mad, mere end tre personer kunne spise. Sønnen var også cykel entusiast, og spurgte om han måtte cykle med til den næste by. Så efter frokosten cyklede vi af sted sammen. Jeg på min fuldt oppakkede cykel og han med en lille rygsæk på ryggen. Jeg fik kamp til stregen, men vi nåede da frem til byen Puer. Første stop var den lokale cykelbutik, hvor vi blev hilst velkommen med mad og stor venlighed. Min cykel blev også lige prøvekørt, til stor underholdning for alle.

Lille kinesisk landsby vi passerede på vej til Puer

Cyklen inspiceres og prøveløftes. Vægten kom bag på dem, så det fik vi meget sjov ud af

Næste dag tog jeg en hviledag i byen. Hviledagen tog en drejning, som jeg sent vil glemme. Jeg havde ikke nogen planer for dagen, udover at spise noget godt mad og gå rundt på må og få i byens gader. På et tidspunkt ligger jeg mærke til, at der er flere folk og trafik på gaden, men jeg tænker at det blot må være myldertrafikken der er gået i gang. Men så opdager jeg pludselig at der står en masse soldater eller militærpoliti. De står på knivskarpe rækker, så min første tanke er at de må være i gang med en form for militæropvisning, som jeg før har set i fjernsynet. Da jeg krydser vejen, sammen med andre mennesker, kigger jeg nøjere på opvisningen og stopper brat op. Jeg er i chok over hvad jeg ser. Foran de knivskarpe rækker af militærpoliti ser jeg fire personer sidde på hug. Armene er bundet bag ryggen og de har hver især en sort lærredspose over hovedet. Hvad i alverden er det her jeg er vidne til? Pludselig synes jeg at alt er stille omkring mig, og at man ville kunne høre en knappenål falde til jorden. Og jeg er kun fem meter væk fra hele scenariet. Jeg føler, at jeg er kommet til det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Udover personerne der står på række, går der også et par stykker rundt med geværer og ligner dem der er de ansvarlige for tilfangetagningen. Og da en af dem får øje på den eneste hvide turist i oceanet af lokale, fordufter jeg sagte i mængden. Jeg er ikke den eneste, der er i chok. Der bliver talt lavmælt i mellem de lokale. Alle stirrer bare. Jeg fandt aldrig ud af hvad der præcist foregik, men jeg blev glad da jeg på min vej væk så en enkelt tage sin telefon frem i det skjulte og filme episoden. Måske var de fire personer med sorte lærredsposer skyldige, måske var de ikke. Måske blev de udstillet som et skræmme eksempel, måske er det almindelig kutyme. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg følte det, som om noget uretfærdigt foregik for næsen af mig, og at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Det er jo nemt, at fordufte som turist og ikke tænke mere over det. Men episoden sidder stadig i kroppen og billedet på nethinden står fuldstændig skarpt.

Lad os håbe resten af turen i Kina bliver oplevelsesrig uden alt for meget dramatik.

Statue af Kunfutse, kinesisk filisof, i byen Puer

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »