Saras Bike

– Discovering the World

Kina – del 2

| 0 comments

Kina, 12. maj – 29. maj 2017

Efter byen Pu’er følte jeg at der lå nogle spændende dage forude. Jeg ville nemlig cykle fra hovedvejen og ind af nogle mindre veje i retningen mod byen Dali, der lå ca. 460 km nordpå. Vejret var dog ikke altid med mig, men selv i regnfulde dage tog Kinas Yunnan provins sig godt ud. Regnen skabte dog lidt problemer for mig, da nogle af vejene ikke var asfalteret. Det var en beskidt affære. Den første dag søgte jeg læ under et halv tag i en lille times tid, fordi sigtbarheden blev for lille. Imens jeg ventede på at regnen stilnede af spiste jeg lidt af min medbragte mad. Indimellem holdte et par scootere ind og tog en lille pause sammen med mig.

Turen bragte mig igennem smukke små landsbyer, der lå op ad bjergskråninger omgivet af terrasser med forskellige afgrøder på.
Efter fem dage ankom jeg tidligt på dagen til byen Jingdong. Jeg cyklede lidt rundt i byen for at lede efter et rimelig hotel til en god pris. Et par timer senere fandt jeg et, der kunne bruges. Der var ikke meget at lave i byen, men alligevel endte jeg med et par overnatninger i byen. Benene trængte til hvile. Dagene gik med små gåture i byen, spise mad og læse bøger. Byen havde en karakteristiske ny bydel, som jeg har set flere steder i landet. Der er ikke meget sjæl i disse nye bydel, hvor alt ligner hinanden. Men vejene er tydeligt udtænkt til at kunne rumme mange flere biler i fremtiden.

Det regnede ikke længere, men de sidste dages regn havde sat deres spor på vejene. På en lang strækning var der ingen asfalt på vejen. Måske var de ved at gøre klar til det. I stedet var der kun den bare jord. Rød leret jord, der satte sig fast under cyklens skærme. Min bagerste skærm viste sig ikke at være lang nok. Da jeg sidst på dagen hoppede af cyklen, var der mudder op ad toptasken og på min jakke. Så jeg var ikke den eneste der skulle i bad den aften. Alle mine tasker fik en tur under bruseren for at slippe af med den nu tørret røde jord.

Om morgenen da jeg ville cykle videre fra den lille by Wulingshan opdagede jeg at de havde markedsdag. Jeg pakkede cyklen og gik på udkig efter lidt morgenmad. Der var et virvar af biler, handlende og sælgere der solgte dyr i stibevis. Inden jeg cyklede ud af byen tog jeg et lille kig på markedet. At komme ud af den lille by tog over en time. Alle ville frem med deres bil uanset om det var muligt eller ej. Folk dyttede utålmodigt imens folk på scootere forsøgte at klemme sig igennem trafikken, og de gående zig zaggede sig ubekymret forbi. Jeg forsøgte at gøre som scooterne, men ind imellem var afstanden imellem bilerne for lille til at jeg kunne klemme min fuldt oppakket cykel igennem. Ude af kaosset igen blev det en smuk dag med flotte udsigter. Det blev også dagen hvor jeg ramte 10.000 km. Når jeg ser det store runde tal rulle ind på km tælleren forundres jeg over, at jeg rent faktisk har cyklet så langt. Men alt er muligt, når man bare tager et tramp i pedalen af gangen.

Jeg faldt pladask for den lille by Weishan. Hvad der kun skulle være en enkelt overnatning blev til fire. Jeg havde fundet et lille hostel i den gamle bydel. Den gamle bydel var så gennemført restaureret. Alle huse var underlagt regler for at de kun måtte restaureres i den oprindelig stil. I stueetagerne var der forskellige små butikker, der solgte alverdens varer. I et par dage havde jeg kigget på en lille flette kurv, til sidst måtte jeg bare have den. Jeg besluttede at når jeg kom til storbyen Dali, så ville jeg sende en pakke hjem til Danmark. Jeg ville alligevel gennemgå mine ting for at slippe af med lidt vægt, inden jeg skulle op i bjergene.

Frisklavet nudler, der hænger til tørre

Dette var min morgenmad alle dagene jeg boede Weishan

Et af byens gamle huse er ved at blive total renoveret i traditionel byggestil

Dali var sammenlignet med Weishan en mega turistet by. Den var stadigvæk hyggelig, men kunne ikke måle sig med Weishans charme. Alligevel endte jeg med at spendere lang tid i byen. Jeg havde nemlig været i kontakt med et cykelpar fra Tyskland, som havde spurgt om jeg ville cykle med dem. Det sagde jeg ja til, da de også havde planer om at cykle op i bjergene. Og tanken om at min første tur i 3-4.000 meters højde ikke skulle være alene var meget tiltalende.

 

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »