Saras Bike

– Discovering the World

Kina – del 3 – Hvidløg, klatring og tiger spring

| 0 comments

Kina, 30. maj – 11. juni 2017

Lukas og Katharina fra Tyskland var ankommet til Dali. Sammen boede vi et par dage hos vores Warmshower vært Heimat. Vi boede i vores telte på en tagterrasse og tilbragte et par gode dage sammen med at lave mad, købe souvenirers, der blev sendt hjem til Danmark og forberede os til turen op i bjergene. Det var fedt at være sammen med andre cyklister, og så skulle vi endda samme vej. Vi faldt hurtigt godt i hak med hinanden.

Camping på tagterrassen

Udsigten fra tagterrassen ned i familiens gårdhave

Vores værts familie i Dali

Håndlavet dug lavet af Bai folket. De binder små knuder i bomulds stoffet, og farver derefter stoffet i indigo blå. Efter farvningen løsnes knuderne og det hvide mønster fremstår.

Da det var blevet tid til at forlade Dali, cyklede Heimat med os den første halve dag, inden han igen vendte hjem til Dali. Han viste os en flot vej ud af byen, der førte igennem små landsbyer og rismarker. Til sidst nåede vi til byen Xizhou, som var en flot by med smalle gader og knap så turistet som Dali. Her delte vi et sidste måltid med Heimat, som så åbenhjertet havde budt os velkommen og fortalt om Kina. Efter et par varme knus vinkede vi farvel til Heimat, da han begav sig tilbage mod Dali og vi selv satte kursen mod et nyt eventyr.

Katharina, Heimat, mig og Lukas

Det meste af dagen var gået, men vi havde planer om at cykle yendnu 25 km til en sø, hvor vi kunne se at der var et lille hotel eller mulighed for at slå teltet op i nærheden. Det antog vi hvert fald, men vi blev noget overrasket da vi ankom til søen. Først fandt vi ud af at hotellet var lukket. Vi prøvede at charme os til at få lov til at slå teltene op i deres gårdhave, men det gik ikke. Det var så småt ved at trække op til blæst og der var ingen steder at slå teltene op. Enten var der beboelse eller også var der sumpede marker. Vi bankede på et par huse, for at forhøre om vi der kunne slå teltet op for en enkelt nat. Men også her fik vi et nej. Vi trak derefter cyklerne igennem den lille landsby, der nærmest lå på en ø i søen, da to mænd henvendte sig til os. Måske de kendte et sted vi kunne slå teltene op, og det gjorde de ganske rigtigt. Vi kunne uden problemer slå dem op på byens torv, når byens folk var færdige med at benytte pladsen til aften aktiviteter. Vi kiggede lidt på hinanden, og tænkte okay så er det det vi gør. Jeg ville nok ikke have gjort det alene, men det føltes ok at gøre i selskab med andre. De to mænd spurgte derefter om vi ville med dem og have aftensmad. Det sagde vi ja tak til uden at være sikker på hvad det indebar. Da vi bliver lukket ind i en større gårdhave sidder der ca. 20 mænd i godt humør om et lavt bord i midten af det hele. Der var ingen kvinder at se, og jeg undrede mig over hvilket sted vi mon var havnet. Flokken af mænd hilser ivrigt på os, da der pludselig dukker to kvinder op med mad til mændene. De to kvinder tog smilende imod Katharina og jeg. Lukas blev forladt hos de halvberusede mænd, og kvinderne tog os med ind i køkkenet hvor der sad omkring otte kvinder i forskellige aldre. Der bliver straks gjort plads til os og små skåle stillet frem, som vi bliver opmuntret til at fylde gang på gang. Især med de små fugleæg, der ligner små glaskugler. På en eller anden måde har de fået æggehviden gennemsigtig og fast. Det føles meget gummiagtigt at tygge i den. Jeg prøver ihærdigt, at undgå at spise flere af dem, men får gang på gang dem serveret direkte i skålen indtil der ikke er flere tilbage. Samtalen går lidt trægt til en start, men så kommer jeg i tanke om at jeg har billederne af min familie og venner, som jeg kan vise. Det er et kæmpe hit og isen er brudt. Så vidt jeg kunne forstå, var det en stor familie der boede i husene omkring gårdhaven. De ældre damer var hver især klædt i forskellige flotte farverige dragter, så jeg antog at de tilhørte forskellige stammer eller familier.

I køkkenet hos kvinderne

I køkkenet med kvinderne

Lukas og mændene ude i gårdhaven

Det er blevet sent og mørket er faldet på, da Katharina og jeg gør antræk til at ville takke for måltidet og gæstfriheden, og så tilbage til torvet for at slå teltene op. Der opstod lidt kommunikations problemer og efter en halv times tid er vi kommet til forståelse af hinanden. Vi er inviteret til at overnatte hos familien. Oppe på deres loft, som er fyldt med tusindvis af hvidløg til tørring. I hver ende af rummet er der et lille værelse. Et til Lukas og et til Katharina og jeg. Her sover mænd og kvinder hver for sig. Inden vi siger godnat griner vi til hinanden over aftenens uforudsigelige begivenheder.

Loftsrummet der blev brugt til tørring af hvidløg. I hver sin ende et lille værelse

Gårdhaven. De små smalle vinduer var loftsrummet.

Udsigt fra halvøen, hvor vi overnattede

Da vi næste morgen cyklede ud af den lille by mødte vi et kinesisk kærestepar. De var også på cykeltur og på vej i samme retning som os. Vi mødte dem flere gange i løbet af dagen. Når det ene hold holdte en pause overhalede det andet. Men det var først da vi mødte dem oppe i bjergene på vej til byen Shaxi, at vi faldt i ordentlig snak med dem. Vi havde fundet en vej der krydsede tværs over bjerget. Den første lille km havde den strengeste stigning. Så det var i gang med at skubbe cyklen i stedet for at træde i pedalerne. På vej op mødte vi en lokal mand i en firhjulstrækker, der fortalte os at vejen kun ville blive i ringere jo længere vi kom op. Det gjorde den egentlig også, men det var nu stadigvæk muligt at cykle der. Eneste problem for mig var min astma. Den drillede, så jeg måtte tage ekstra medicin undervejs. Jeg følte mig presset den dag, selv om vi var gode til at tage pauser for at hvile kroppen, men også for at akklimatisere til opstigningen. Passet lå nemlig i lidt under 2.900 meters højde. Det var et stykke tid før passet at vi faldt i snak med det kinesiske kærestepar. De cyklede hver på en lejet city-cykel. Altså en af dem uden gear. De er at finde overalt i byerne i Kina, og det var sådan en de havde lejet for en uge. De klarede turen rigtig godt, men da vi fandt ud af at de kun havde taget 0,5 liter vand med hver var vi lige ved at falde af vores egen cykel. Det var tåbeligt kun at tage så lidt med. Vi tvang dem derfor til at tage noget af vores ekstra vand. Men de ville kun acceptere vandet, hvis vi så ville tage imod nogle af deres snacks. Så holdte vi en lille snack pause.

Frokost i vejkanten inden vi begav os op i bjergene

Hjemmelavet frokost. Kartofler, æg og nødder.

Vores nye rejsefæller fra Kina

Dette var deres lille gule ofo-cykel. En cykel der normalt blot bruges i byerne. Man kan leje den via en app. Cyklen er at finde overalt i de større byer.

Vi nåede i fællesskab op til passet. Klokken var blevet mange. At nå hen til den sø vi havde set på kortet var ikke en mulighed før mørket faldt på. Vi var derfor nødt til at finde et andet sted at campere. Oppe ved passet lå der to huse. Der var ingen hjemme, men vi tillod os alligevel at fylde op med vand fra deres brønd, så vi kunne campere og lave mad hvor det skulle være. Der blæste en halv pelikan på toppen. Jeg begyndte at føle utilpashed, og ville gerne ned hurtigst muligt. Med vandet læsset drønede vi ned at grusvejen så hurtigt vi kunne imens der endnu var lyst. Ved en lille lysning gjorde vi et kort holdt for at se efter et muligt sted til teltene. Men vi besluttede at fortsætte. Jeg følte utilpasheden tage til. Katharina og jeg var de sidste til at cykle derfra. Men med ét måtte jeg stoppe. Jeg nåede ikke engang at parkere cyklen. Det kom så hurtigt, at jeg bare stoppede cyklen og kastede først op en gang til venstre og så en gang til højre. Så var det ovre, men jeg havde det stadigvæk skidt. De tre andre var langt foran os nu, og daglyset var tæt ved at forsvinde. At indhente de andre var mere end jeg kunne overskue på daværende tidspunkt. Til vores held kom Lukas tilbage, da de ikke kunne forstå hvor vi blev af. Vi blev enige om slå lejr i den lille lysning. Lukas smed taskerne og cyklede tilbage efter de andre. Katharina var så flink at hjælpe mig med at slå mit telt op. Vi fik lavet mad, som jeg fik en smule af inden jeg gik på hovedet i seng. Det var så ærgerligt, for det var hyggeligt med det udvidet rejseselskab. Næste morgen vågnede jeg længe før de andre. Helt rask og frisk igen. Jeg har formentligt været ramt af højdesyge. Alle symptomerne passer godt på det. Jeg syntes ellers at vi tog vores forbehold med pauser og rigeligt at drikke. Måske jeg pressede mig selv for meget, da min astma drillede. Hvem ved? Nogen gange bliver man måske bare ramt.

Vores lejr i bjergene på vej til Shaxi

Tidlig morgenstund imens de andre endnu sov

Turen til Shaxi var nem. Der var kun 15 km med et fald på ca. 675 meter. Shaxi besluttede vi at tage to overnatninger. Det satte jeg pris på. Lukas og Katharina tog på en klatre tur dagen efter. Imens nød jeg den gamle charmerede by, og kom til hægterne igen.

Vejen til Shaxi var et mix af jordvej og sten-vej

Shaxi by

Fra Shaxi cyklede vi imod en lille by ved navn Shigu. Katharina og Lukas havde fået mig overtalt til at jeg skulle prøve klatring. Så med det formål drejede vi fra hovedvejen og ned igennem en lille landsby udenfor Shigu. Her lå et lille hostel, der havde specialiseret sig i klatring. Vi havde tre overnatninger i byen, hvor jeg blev udfordret i at klatre på bjergvægge. Der skulle lidt overvindelse til, men bagefter var det meget fedt. Det mindede lidt om dengang i 3. klasse, hvor jeg skulle lære at hoppe fra 3 meter vippen. Nogen gange skal man bare springe ud idet. Dengang gav min kære klasselære Aase flødeboller til hele klassen, da jeg overvandt mig selv. I Shaxi var der ingen flødeboller, men store knus da jeg igen kom ned fra væggen. På hostlet var der også to andre gæster, og sammen tog vi hver dag ud til en ny klatrevæg. Vi havde nogle skønne dage ude i naturen og på hostlet med de andre gæster.

Høsten bliver tørret på vejen. Biler, cykler og gående kører og går bare henover det

En gammel dame, som hilste på os

Der bliver nogen gange vandret langt for at hente brænde

Lukas fortæller mig hvordan jeg skal klatre op af væggen

Der er fuld support nede fra jorden

Wuhu, I did it!

Fællesspisning i klatre hostlet

Hjemmelavet kinisisk mad. Det samgte himmelsk

Fra den lille landsby, hvor vores klatre hostel lå ville vi krydse floden med en båd. Vi havde hørt det skulle være muligt, men vi vidste bare ikke hvorfra det kunne lade sig gøre. Vi brugte en del tid på at cykle rundt ved floden, da vi endelig fandt en person der kunne fortælle os hvorfra vi kunne sejle. Vi skulle ned af en grusvej, og ganske rigtigt derfra kunne vi se båden midt ude i floden. Lukas piftede efter den. Båden vendte rundt og sejlede imod os. Det var en lille bilfærge, men da der ikke var andre end os tre sejlede den os over til den anden side, for nogle håndører. Floden vi sejlede over var Jinsha floden, der er det øverste af den berømte Yangtze flod. Med sine 6.380 km er Yangtze floden den længste flod i Asien og den tredje længste i verden. Da vi sejlede over den, kom jeg til at tænke på den danske eventyrer Troels Kløvedal, der i 2002 fik lov til at seje op ad Yangtze floden i hans fine skib Nordkaperen. Nordkaperen var det første udenlandske skib, der fik lov til at sejle længere ind i Kina ad netop Yangtze floden. Min lille sejltur på floden var uden sammenligning, men det var nu alligevel en oplevelse at krydse den berømte flod.

Båden ankommer

Ombord på båden

Fra flodsejladsen cyklede vi imod Tiger Leaping Gorge, der på dansk kan oversættes til Tiger springs kløften. Kløften er en af verdens dybeste flod kløfter i verden. Fra floden til højeste bjergtinde er der ca. 3.790 meter. En legende, fortæller at en tiger sprang over floden for at undslippe en jæger. Tigeren sprang over på det smalleste sted, der er omkring 25 meter. Deraf navnet Tigersprings kløften.

Indgangen til Tiger Leaping Gorge

At cykle langs kløften kunne til tider få en til at holde tungen lige i munden. Nogle steder var der lidt afskærmning til kløften, andre steder ikke. Nogle steder var der skilte om, at det var forbudt at stoppe da der var fare for faldende sten fra bjergsiden. Men det var alligevel en fantastisk tur at cykle. Når jeg cykler på nogle af verdens spektakulære veje, må jeg lige knibe mig selv i armen og stoppe op og se mig omkring. Ofte kigger jeg på landskabet bagved mig, da det tit ser helt anderledes ud end da jeg lige cyklede igennem det. Det er ikke kun øjnene der ser, men også vinklen hvorfra de ser. Den første nat i kløften fandt vi et lille gæstehus, hvor vi kunne overnatte.

Vi besluttede at købe morgenmad i gæstehuset, da vi så kunne spare lidt tid og komme tidligt afsted. Men vores plan gik helt i vasken. De var så langsomme til at lave morgenmaden, at vi først cyklede derfra kl 13! Halvdelen af dagen var gået, så vi måtte se hvor langt vi kunne komme i dag. Vi blev forkælet af et par km, der gik ned af bakke. Men derfra ventede en stigning på 18 km og ca. 1.100 højdemeter. Jeg var overrasket over hvor godt det gik for mig at cykle de 18 km den dag. Anstrengelserne kunne da mærkes og sulten begyndte at melde sin ankomst. Det optimale var at vi kunne finde en lille restaurant, men der var ikke mange byer på strækningen. De to landsbyer der var, og som vi havde sat vores lid til havde ikke skyggen af mad eller salg af kolde drikke. Katharina tog vandsækken og gik hen til et hus, der glædeligt gav og lidt vand. Så havde vi til de mættende, men kedelige havregryn og vand til resten af turen. Frokosten blev indtaget i vejkanten, hvor vi også tog et hvil.

Vores lille gæstehus

På asfalten kunne man se tydelige spor fra sten, der tidligere var faldet ned fra klippevæggen. Katharina og jeg havde netop snakket om dette, da jeg hørte en sten falde ned bagved min cykel. Det var heldigvis første og eneste gang at jeg hørte en sten falde ned. Da vi nåede toppen denne eftermiddag, så vi for første gange de tibetanske bedeflag blafre i vinden. De gav en følelse af at ruten fremover ville blive meget spændende og alsidig. Nede i dalen kunne vi også se byen Haba, der smukt bugtede sig imellem to bjerge.
Grunden til at vi stoppede i byen Haba, var fordi Katharina og Lukas gerne ville bestige den 5.000 meter høje Haba Mountain. At stoppe i byen denne dag passede mig fint, men om jeg ville blive og vente på dem vidste jeg endnu ikke. Nu var det først tid til en hviledag.

Haba by

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »