Saras Bike

– Discovering the World

Kina – del 4 – hviledage, burgeren og Shangri La

| 0 comments

12. juni – 22. juni 2017

Imens mine to rejsekammerater tog op til Haba Mountain, blev jeg i byen. Jeg havde ikke travlt med at komme videre, men nød lidt alene tid i byen. Når man rejser sammen på cykel på den her måde, er man sammen hele tiden. Det er som sådan fint, men indimellem er det rart med lidt alenetid til at lade batterierne op. Så jeg hyggede mig med at læse, skrive, spise og gå små ture i byen. Desuden var Katharina og Lukas sjove at rejse med, så hvorfor give slip nu.

Lukas og Katharina på vej op til Haba Mountain

Byen Haba

Byen Haba

Byen Haba

Vores søde værtinde på gæstehuset i Haba

Vi sagde farvel til Haba med manér. Vi havde en del æg tilovers, og lavede os en fantastisk brunch, der kunne holde os kørende et godt stykke af dagen. Vejen førte os op fra dalen til endnu en udsigt over Haba, og videre til en god lang nedkørsel, der tog tilløb til dagens sidste strækning op ad bakke. Lukas drønede i forvejen denne dag, imens Katharina og jeg nød hinandens selskab.

Udsigten over Haba by

Det var en slidsom dag i sadlen, og længe siden at vi havde mødt Lukas. Vi stoppede op for at få en tår vand. Imens tjekkede jeg for sjov min telefon for beskeder fra Lukas i tilfælde af, at der var signal. Og sørme om der ikke var en besked! Men det lød som noget værre vrøvl. Noget om at han havde sendt nogle drikkevarer af sted i vores retning. Det gav ikke rigtig mening for os, men to minutter efter gjorde det. Der kom et lille køretøj, der mindede om en tuc-tuc, kørende imod os stak to kolde vand hen til os. Det var en løjerlig oplevelse, men chaufføren grinede bare og fortsatte straks igen. Så grinede vi også. Slukkede vores tørst med det kolde vand og fortsatte på cyklen. Senere fandt vi ud af at Lukas havde tænkt, at vi måske havde brug for en forfriskning til at klare den sidste strækning til toppen. Han havde derfor stoppet manden i køretøjet, og brugt lang tid på at forklare hvad han ønskede, til en mand som ikke snakkede samme sprog. Aftalen var kommet i hus, da han fik en sodavand for at transportere vandet ned til os.

Den kinesiske tuctuc

Vandvognen og Katharina 🙂

Lukas havde sendt koordinaterne til stedet hvor han ventede. Der var endnu et stykke vej for os, og endnu en overraskelse i vente. Inden han selv havde nået toppen, havde han efterladt hans mango drik til os i vejkanten, så vi havde noget at styrke os på. Det var meget sjovt med den lille skattejagt, han havde lavet til os. Vi fandt drikken uden problemer.

Da klokken var næsten 20 nåede vi op til en vindblæst Lukas, der havde fundet et lille husmandssted, der også fungerede som kiosk. Det var blevet sent, og vi havde endnu ikke fået spist aftensmad. Vi tog chancen og spurgte i kiosken om vi evt. måtte slå vores telte op i deres lille gårdhave, der kunne give lidt læ for vinden. Det måtte vi gerne. Vi gik i gang med at slå lejr, imens konen gik over og arbejdede på en byggeplads. Vi havde endnu ikke set hendes mand. Da vi havde slået lejr og skulle til at lave mad, kaldte hun på os, og sagde at vi skulle komme ind i huset. Hun havde varmet ris og lavet en smule tilbehør. Det var alt for meget. Alt vi ville var et læ sted til vores telte. Stuehuset bestod af en enkelt rum med et køkken i den ene ende, og brændeovn med madrasser omkring, i den anden ende. Det var her, at vi mødte manden. Der var drønvarmt ved siden af brændeovnen, men også meget hyggeligt. Det var et sødt ægtepar. Vi spurgte hvor henne vi kunne gå på toilettet og blev henvist til vejkanten ude foran. Jeg var glad for at jeg her til aften, kunne sidde i skjul af mørket. Og så krydsede jeg fingre for at der ikke kom nogen kørende forbi, der ville oplyse det hele med deres lygter.

Vores lejr i gårdhaven, i læ for vinden

Fælles aftensmad rundt om brændeovnen

 

Den nat vågnede jeg et par gange, da jeg hørte en underlig lyd, som jeg ikke kunne definere hvad var. Men jeg var sikker på at det var en rotte, der løb rundt udenfor. Jeg prøvede at rumstere inde i teltet så den ville løbe væk, men det hjalp ikke. Da jeg nu alligevel var vågen, kunne jeg lige så godt tage en tur ud til vejkanten, imens det endnu var mørkt. Den beslutning blev jeg glad for, for da vi næste morgen stod op kl 7 kom der et værre rend af mennesker til huset. De fik sig alle lidt af en overraskelse, da de så tre blege europærer. Jeg gætter på, at der kom 10-15 mennesker for at bygge på huset. Det var ikke som et andet dansk byggesjak. Her var der både mænd og kvinder, hvor af nogle af kvinderne var godt op i årene. En af dem havde et lille barn på måske et halvt år, som en ældre mand passede imens. Vi pakkede lejren sammen imens de gik i gang med at bygge. Det var en god start på dagen.

Morgenmad

Arbejderne i fuld gang med at bygge huset

Den gamle mand, der agerede barnepige for den lille baby

Selvom vi havde fået en god start, så blev det en mental udfordrende dag for mig. Det var en hård dag med mange stigninger, og jeg følte til tider, at jeg måtte pace frem for at følge trop. Der var ikke mange alternativer til at købe frokost, så da vi fandt en lille butik, der solgte æg og nudler havde vi vores frokost. Eneste sted vi kunne lave mad var lige udenfor butikken. Vi var alle lidt mutte i dag og i egne tanker, men stemningen blev blødt gevaldigt op, da vi skulle rense drikkevand. Lukas fik Katharina til at drikke vandet med åben mund fra vandposen. Det var der en kineser som så, og så ville han også prøve det. Det så meget sjovt ud og fik os alle til at grine.

Lokale børn, der også skulle købe lidt i købmandsbutikken

Efter frokost var vi igen på cyklerne, og jeg kom igen hurtigt bagud. Til sidst opgav jeg at følge med i deres tempo, og prøvede at finde mit eget. Et tempo hvor min astma også kunne følge med. De var langt foran nu. Enten ville de vente på toppen, eller også ville vi mødes igen senere hen. Der var lidt trafik og løst gående køer nu og da. På et tidspunkt knokler jeg op ad en stejl stigning, da denne ungko står i vejen for mig. Den er total ligeglad, og har ikke i sinde at flytte sig for mig. For fanden da, så flyt dig dog så jeg kan komme forbi, tænker jeg. Jeg kan nemlig ikke overhale den, da der i modsat retning kommer en langsomkørende bil. Ej, hvor typisk. Nu er jeg nødt til at stoppe cyklen. Og at få gang i cyklen igen, bliver svært på denne stigning. Som om jeg ikke har nok besvær med det her bjerg i forvejen! Og den langsomt kørende bil, er garanteret endnu en kineser, der lige skal se giraffen og formentlig tage et billede af mig. Jeg kan meget vel sige, at jeg ikke var særlig modtagelige overfor omverden og noget misfornøjet på dette tidspunkt. Men så var det at skyklapperne forsvandt, da jeg fik kigget nærmere på bilen og manden der sad inde i den. Han havde et stort nysgerrigt smil og sagde noget til mig på engelsk, men det var som om min hjerne ikke forstod det. Så jeg blev forbavset og stum, da han gentog det: “Are you hungry? Do you want a burger?”. Øh, hvad for noget? Her stod vi på et bjerg i 3.500 meters højde, og der var ikke skyggen af en fastfood restaurant i miles omkreds. Han måtte enten være dårlig til engelsk eller have en styg form for humor. Men han mente hvert et ord, og stak en burger og en pakke tyggegummi ud igennem vinduet til mig. Jeg fik takket ham på en lidt robotagtig måde. Det her var så surrealistisk, som noget kunne være. Han smilte, fortsatte og efterlod mig med åben mund og en lun burger i hånden. Oplevelsen lettede mit humør. Jeg tog et par bidder af burgeren og satte mig på cyklen. De sidste par km tog lang tid. Selv om jeg kløede på, så måtte jeg flere gange stoppe for at samle nye kræfter. Jo tætter jeg kom på toppen, jo mere tog vinden til. Jeg endte med at trække cyklen, da det var hurtigere på daværende tidspunkt. På toppen mødte jeg de to andre, der sad i læ og ventede på mig. Jeg undskyldte min forsinkelse med, at jeg lige skulle have mig en burger. De kiggede meget uforstående på mig, og blev endnu mere overrasket, da jeg gav dem resten af burgeren. Den blev hurtigt spist, så vi kunne komme ned og væk fra vinden.

Nogle af de mange løst gående køer

Den famøse burger og tyggegummi pakken

Vi susede ned af vejen, der var god at køre stærkt på. Nede igen kom vi igennem en strækning, der vist var en form for nationalpark. Der var smukt og anderledes. Der var yak køer på begge sider af vejen, samt en lille å der løb idyllisk igennem landskabet. Ude af dalen igen, lå der en by med en hel ny slags huse. De så meget flotte ud, og lignede nærmest små borge. Nogle af dem med flotte mønstre og udskæringer.

Sidst på dagen, og lige udenfor byen Shangri La, fandt vi et sted at campere for natten. Det var lige ved siden af en lille flod, hvor vi kunne få vand. Vi var trætte og faldt hurtigt i søvn. Næste morgen cyklede vi ind til byen og fandt et gæstehus. Det var tid til hviledage, og praktiske gøremål inden næste etape lå foran cyklerne.

Aftensmad og hygge i lejren

Lejren ved siden af åen

Der var koldt i Shangri La, og min vinterjakke kom i brug for første gang. På værelserne var der ingen radiatorer eller lignende. Men under lagnet var der det dejligste varmetæppe. Det gjorde godt for musklerne.
Vi endte med at blive en uge i byen. Lukas og Katharina skulle have forlænget deres visum. Men fra, at det normalt kun tager to dage at forlænge, tog det fem dage. Jeg nød dagene i byen, og at gå rundt i de små gader. Vi brugte de fleste dage hver for sig, men mødtes som regel til spisetid. I Shangri La fik vi i hviledagene også selskab af endnu et kærestepar. Marleen fra Tyskland og Sera fra Spanien. De faldt godt ind i vores gruppen. Sammen tog vi alle fem på en lille cykeltur rundt i oplandet, og delte ud af vores rejsehistorier og erfaringer.

Songzanlin Monastery. Yunnan provinsens største tibetanske buddistiske tempel. Byggestart; år 1679.

Danse time på torvet i Shangri La. En gammel mand startede det hele. Musikken spillede, og snart var alle der kom forbi med i dansen.

Shangri La by

Shangri La by

Det var tid til, at efterse min cykel. Bremserne havde længe beklaget sig lidt på de lange, stejle nedkørsler. Det var der ikke noget at sige til. Nu hvor de havde kørt over 10.000 km. Det var på tide, at sætte mine reservebremser på. Samtidigt opdagede jeg, at også baghhjulet var godt slidt, men at forhjulet endnu var godt kørende. De blev derfor flyttet rundt, så jeg igen havde et bedre greb i vejen. Vi var køreklar igen med eftersete cykler og indkøb af mad til næste etape.

Indkøb på markedet

Vi smagte frø for første gang, da vi besøgte markedet

Fællesspisning i gæstehuset i Shangri La

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »