Saras Bike

– Discovering the World

Kina – del 5 – bonden på bjerget, nedturen og min cykelfamilie

| 0 comments

Kina, 23. juni – 30. juni 2017

Sera og Marleen var taget tidligt afsted denne morgen, så det var bare den gode tremandsgruppe, der samlet cyklede ud af Shangri La. Et godt stykke udenfor byen masede vi op af en stejl stigning, da jeg hørte nogen signalere til mig med et båthorn. I sidespejlet kunne jeg se, en cyklist komme i fuld fart for at indhente os. Der var en anden cyklist! At møde andre cyklister på øde strækninger er altid spændende. Det var Adam fra England. Sammen cyklede vi op til Lukas og Katharina, som nu havde nået toppen. Adam havde lige parkeret cyklen, da vi hørte en pibende lyd. Han havde fået en punktering. Imens han begyndte at lappe dækket fik vi introduceret hinanden. Adam viste sig at være noget af en okse. Han var cyklet fra Shangri La nogle timer efter os, men havde alligevel indhentet os. Jeg aftalte med de andre, at jeg ville cykle i forvejen, da de skulle nok indhente mig. Og før jeg vidste af det, havde de indhentet og overhalet mig.

Kort tid efter vi mødte Adam

Jeg stoppede for at tage nogle billeder, og da jeg kom ned at bakken kunne jeg se, at de havde lavet pitstop. Da jeg kom nærmere så jeg, at Adam igen havde fået en punktering. Nu vi alligevel havde gjort holdt kunne vi lige så godt drikke nogle af de øl vi havde i taskerne og få os lidt snacks. Resten af dagen forløb uden større problemer, og vi havde fået endnu et gruppemedlem. Vi slog lejr ved siden af floden. Det var herligt, så kunne man både få sig et lille bad i den kolde flod, vand til madlavningen og få vandflaskerne fyldt op (efter det var blevet renset).

Vores lejr ved siden af floden

Jeg vågnede tidligt næste morgen, og var overrasket over, at se Adam også var oppe. Jeg havde meddelt de andre aftenen før, at jeg ville starte tidligt i dag. Og denne gang lykkedes det mig at komme afsted i god tid. Adam havde knækket en ege på det ene hjul. Det var ikke første gang, så han vidste hvad han skulle gøre. Da jeg sagde på gensyn var Adam i gang med at fikse egen, og de andre ved at pakke færdigt. Hvor jeg nød at cykle en stund alene i eget tempo. 8 km senere indhentede Lukas mig, og lidt efter Katharina. Hun var ikke helt på toppen i dag, så vi gjorde en halv times pause, men blev ikke indhentet af Adam. Det undrede mig, da jeg jo vidste at han var en stærk cykelrytter. Lukas kunne fortælle, at han havde bøvl med egen og derudover ville tilbringe lidt tid ved floden, da han vidste at han havde tid nok til at indhente os. Der var 20 km til dagens pas i 3.900 meters højde. Lukas drønede i forvejen imens Katharina og jeg fandt et samstemmigt tempo.
Min krop og sind var fyldt med energi i dag, og humøret var godt, ligesom vejret. Dog begyndte det, at undre mig, at hver gang jeg stoppede for at få styr på min astma, tage et billede eller en slurk vand, så gjorde Katharina det samme. Det var meget atypisk for hende. Normalt ville hun blot have cyklet uden om og fortsat fremad. Hun havde fået det ringere med maven, så vi tog en længere pause. Hvor mon både Lukas og Adam befandt sig nu? Adam nåede ikke at indhente os før, vi igen fortsatte. Lukas ville vi vel møde før eller siden. Og ganske rigtigt, da vi cyklede rundt om hjørnet viste det sig, at han havde ventet på os ca. 200 meter længere fremme sammen med nogle lokale, der også tog en pause i skyggen. 1 km fra passet gjorde vi igen holdt, med udsigt til en lille dal, og undrede os over hvor i alverden Adam blev af. Men så så vi se hans røde trøje nærme sig i det fjerne. Han havde haft store problemer med cyklen og havde knækket endnu en ege på vej op. Vi fejrede genforeningen på toppen, og gjorde klar til en nedkørsel på 20 km. Det var nogle spektakulære bjerge vi cyklede forbi på nedkørslen, der tog ca. 1,5 time. Denne aften fandt vi plads til vores telte hos en købmandsfamilie. Bagved butikken havde de en åben lade, hvor vi kunne slå lejr.

I købmandsfamiliens stue

En del af den lækre aftensmad vi fik serveret hos købmandsfamilien. Men der var ingen af os, der turde smage den sorte fød.

Vi havde handlet stort ind hos købmandsfamilien, der efterfølgende inviterede os på aftensmad. Så denne morgen havde vi planlagt et stort måltid mad. Vi havde nemlig 20 æg, der oprindeligt skulle have været både til aftensmad og morgenmad. I dag ventede der mindst 50 km, en stigning på 1.150 meter og et bjergpas på over 4.000 meter. Jeg vidste, at det ville blive en krævende dag for mig, og var under morgenmaden allerede begyndt at stresse lidt over tiden. I går var det blevet sent inden vi lå i soveposen, og derfor blev det også senere inden vi vågnede og fik lavet den gigantiske morgenmad. Det var næsten middagstid inden afgang, og jeg begyndte kraftigt, at tvivle på om jeg kunne gennemføre dagens etape eller ej. Jeg følte, at vi havde spildt værdifulde timer, som jeg ville mangle sidst på dagen, for at kunne gennemføre. Da vi havde spist og vasket op efter morgenmaden, fik jeg hurtigt pakket mine ting sammen, og satte mig i sadlen som den første.

Laden hos købmandsfamilien

Mesterkokkene igang med morgenmaden

Jeg kom forbi et stort tempel med mange bede flag og bede “tromler”, som jeg tog mig tid til at fotografere og studerede, for at finde ro i kroppen igen og overbevise mig selv om, at det nok skulle gå alt sammen. Knap en km senere fik jeg virkelig brug for at huske på roen, da en grusvej foldede sig ud foran mig. Det var endnu et bump på vejen til at nå toppen. Det tog mig nogle km på grusvejen, da jeg pludselig huskede en vigtig oplysning fra nogle andre cyklister. Herfra ville der være grusvej HELE vejen til byen Ranwu, der lå 73 km længere fremme, ovre på den anden side af bjergpasset. F#¤k, hvordan skulle jeg nu kunne gennemføre dagens distance… Den halve dag var gået, et bjerg skulle forceres og så på grusvej. Da de andre indhentede mig ved et forudbestemt sted, var jeg blevet sortseer. Men der var jo ikke andet, at gøre end at fortsætte. De andre forstod min frustration, og var gode til at finde på en løsning. Adam var fuld af energi og ville cykle i forvejen og forberede frokosten på endnu et forudbestemt sted, og så ville vi andre tage det i det tempo vi kunne.

En del af den bedre grusvej

Jeg var den første på cyklen efter pausen. Snart kom Adam og overhalede mig, og så var jeg igen alene indtil det begyndte at regne, hvor Lukas og Katharina indhentede mig. På med regntøjet, og tid til en snackpause. På cyklen igen gjorde regnen holdt for en stund, men kort før vi nærmede os bestemmelsesstedet med Adam, tog regnen til igen, i stor stil. Bare han havde fundet et sted med læ, for i dette vejr ville det blive en udfordring, at lave mad udendørs. Jo tættere på vi kom, jo tydeligere kunne vi høre en stemme kalde igennem regnen. Det lød spøjst, ikke som en jodlen, men som lange lyde. Måske lidt ligesom Tarzan? Hvem udover Adam skulle det ellers være? Så jeg tænkte; ja ja, vi er på vej! Men efter vi rundede det sidste sving, så vi en lokal mand stå med begge hænder formet, som en tragt og råbe ud i regnen. Var det mon ham, der havde påkaldt regnen? Vi forstod ikke hvad det var han lavede, men han hilste hjerteligt på os, og pegede på sit lille hus længere fremme, og gjorde tegn til at vi kunne sove hos ham. Det var nu lige tidligt nok at slå lejr, men vi gik alle fire med ham, for at få læ for den silende regn og lave frokost. Han boede i et lille hus, der ikke var særligt stort. Det bestod af tre rum. Vi blev vist ind i hans beboelsesrum, der bestod af soveplads, åbent ildsted og produktion af smør og ost. Et rum var opmagasinering, og et andet stod tomt. Vi havde trukket vores cykler op til huset igennem et pløre af mudder og kokasser.

Runde oste bliver røget over det åbne ildsted inde i huset

Bonden var tydeligtvis glad for cykler. På væggene var der malet forskellige ting bl.a. denne cykel

Lidt kød blev der også røget over bålet

Der var ingen køer, at se da vi ankom, men efter en tid begyndte de, at dukke op. Da vi havde hørt ham kalde ude i regnen, var det for at kalde kørerne hjem til malkning. Det var noget af et syn, der mødtes os, da den første ankom. Det var ikke de velkendte sortbrogede køer, men yak køer. De er om noget fascinerende med deres kæmpe kroppe og lange pels. Imens det silede ned blev de en efter en malket på gammeldags manér. Sent på eftermiddagen var der endnu ikke opklaring på vej, og at begive sig ud i regnen med visheden om, at vi så skulle campere i regnvejr var ikke fristende. Vi besluttede derfor, at takke ja til tilbuddet om at overnatte hos bonden. Vores telte blev slået op i det tomme rum, og cyklerne parkeret inde i lagerrummet. Vi tilbød ham at spise frokost og aftensmad sammen med os. Men han foretrak sin egen mad. Måske vores så for fremmed ud.

Lidt grise havde han også

Nattens lejrplads. Tørt og varmt inde i bondens hus

Det blev en begivenhedsrig oplevelse, at bo hos bonden. Næste morgen var han tidligt oppe igen og malke. Jeg tror, jeg hørte ham første gang ved fire tiden. Når køerne var færdigmalket gik de ud i bjerglandskabet igen for, at finde føde. Nu havde han mælk i litervis, der skulle laves om til smør og ost. Det var ikke strøm i huset, så alt foregik gå gammeldags manér med en lille hånddreven maskine, der skilte mælken ad. Ved ti tiden havde vi pakket vores ting og spist morgenmad. Det var tid til at komme af sted. Som tak for husly og gæstfrihed gav jeg ham et lille vikingeskibs vedhæng. Det blev han både glad og overrasket over få.

Hovedindgangen til bodens hus

De 7,5 km fra bonden til passet tog os ca. 2,5 time. Det havde taget tid, at cykle på grusvejen. Skyerne hang lavt, men vi nåede til toppen i tørvejr. Med lidt undtagelser ventede der nu en nedstigning på godt og vel 52 km og et fald på ca. 1.300 højdemeter. Hvor slemt kunne det være? Til en start var det skønt, at man ikke skulle bruge så mange benmuskler, men det var endnu grusvej vi kørte på, så vi måtte bremse konstant. Vi kunne ikke bare lade cyklerne trille af sted. Der skulle tages højde for huller og løs grus. Blikket var hele tiden fokuseret på vejen foran. Der var ikke tid til, at nyde udsigten. Det blev en kraftanstrengelse uden lige for armene. De kom på overarbejde, så vi flere gange måtte stoppe cyklerne for, at hvile armene.

Skyerne så regnfulde ud, men gav heldigvis ingen regn

Bjergpasset

Byen Ranwu er i sigte

For enden af nedkørslen lå byen Ranwu, her fandt vi en restaurant, hvor vi spiste aftensmad og fik lov til at campere i deres lille gårdhave. Og efter fire hele cykeldage, fik vi vores første egentlige bad. Sikke en luksus!

Sammen med vores meget gæstfrie værter

Anstrengelserne fra nedkørslen kunne stadigvæk mærkes i armene dagen efter, så det var en stor glæde, at vi ikke længere skulle cykle på grusvej. Vi cyklede igennem kæmpe vandpytter, der var opstået fra et sprængt vandrør. Vandet stod om os, da vi cyklede igennem. Vi må have lignet en flok børn, der har opdaget vandpjaskeriets glæder. I den sidste store vandpyt, var der under overfladen skjult et mindre hul. Så da jeg kom drønende med fødderne oppe, for at undgå vandet sprøjte, vippede mit sæde pludselig med snuden op ad. Det var ikke nemt, at finde den rette position af sadlen igen, så hele dagen småjusterede jeg den. Morgenens gode vej blev desværre hurtigt afløst af grus, ujævnheder og vejarbejde. Vejarbejdet satte os tilbage i tid, da ingen trafikanter havde lov til at passere. Og da de endelig åbnede vejen blev der tæt trafik. Alle ville frem i en fart. Kort tid efter vi havde sat i gang, lød der et smæld fra Lukas saddel. Metal stykket der holder sadlen fast var knækket. Der var endnu 10-15 km til næste by, hvor vi forhåbentligt kunne finde en svejser. Sadlen blev midlertidigt sat fast, i en ubehagelige vinkel, men så han kunne cykle til byen.

Flotte huse vi passerede på vores vej

Imens vi ventede på vejspærringen blev åbnet, fik vi selskab af nysgerrige kinesere

 

Lukas saddel forsøges sat på igen indtil næste by

Vi havde haft mange forsinkelser siden vi forlod Shangri La, så forhåbningerne om at møde Marleen og Sera igen var forsvundet. Katharina og jeg blev derfor meget overrasket, da vi pludselig mødte dem i byen, hvor Adam og Lukas var på udkig efter en svejser. Men gensynsglæden var stor. Efter en god frokost og en svejset saddel, var vores lille gruppe vokset til seks personer.
På vej ud af byen havde jeg mit første styrt på turen. Vi havde lige sat i gang, da mine hjul pludselig gled i noget vand eller fedtet stads. Heldigvis var jeg ikke i høj fart, men landede på siden med cyklen over mig. Der skete ikke noget alvorligt udover mit knæ, var blevet slået til blods og at slagene fra cyklen kunne mærkes de efterfølgende dage. Dagen sluttede af med en fantastisk nedkørsel på god asfalt, og jeg nød hvert et øjeblik. For natten fandt vi plads til vores telte ved en grumset flod.

Tempel

Vi så disse to mænd gå rundt om bedetromlerne. Da de så os ville de meget gerne have taget et billede. Så det fik de til glæde for begge parter.

Næste morgen havde jeg en mave, der rumlede mistænkeligt, men Marleen havde nogle magiske mælkebakterie piller, der hjalp med at sætte en stopper for det. Men jeg følte mig alligevel en smule dvask og ude af balance denne morgen. Foran ventede min hidtil største udfordring, som jeg i det skjulte havde lidt betænkeligheder for, om jeg kunne gennemføre eller ej. Et bjerg på 4.700 meter. Så udgangspunktet for mig denne morgen var ikke just god. Efter tre km startede den egentlige opstigning, og jeg kom hurtigt bagefter de andre. Vi havde aftalt, at stoppe i den lille by 5 km længere oppe for at købe proviant, så jeg vidste, at de andre ville vente på mig der uanset hvad. Men et eller andet sted på strækningen var de drejet fra, da de havde set en anden lille købmand. Lukas havde tilsyneladende parkeret sin cykel ved vejen, så jeg ville kunne se dem. Men jeg var så fokuseret på at komme frem ad, at blikket kun var på vejen lige foran mig. Imens tænkte jeg, hvor i alverden er de andre henne, hvordan kan de cykle så hurtigt, jeg burde kunne se dem et eller andet sted forude. Var jeg cyklet forkert? Nej, kortet viste kun én mulig vej. Jeg følte, at de cyklede fra mig og jeg vidste, at jeg ikke kunne holde tempoet resten af dagen. Og oven i købet kom der, endnu en møgirriterende billist, der blev ved med at kigge på mig. Åh, ikke endnu én der lige skal se giraffen, tænkte jeg. Det var jeg bare ikke i humør til, og cyklede videre. Så overhalte de og parkerede bilen længere fremme. Pis, de er nogle af dem der gerne vil have taget et billede. Det kan de glemme alt om! Det ville de heldigvis ikke, men de var meget ivrige for, at fortælle mig via tegnsprog og kinesisk, at der var en gruppe cyklister bagved mig. Jeg fattede ikke en brik. Var der nye cyklister bagved os? Jeg takkede dem for oplysningen, selv om det ikke gav mening. Jeg tjekkede kortet igen. Jeg var på den rigtige vej, og jeg vidste med sikkerhed, at jeg ikke havde overhalet dem. Jeg spejdede efter de mystiske cyklister, men kunne ingen se. At cykle tilbage var ikke en mulighed, for så var det bare opad igen. Jeg cyklede tøvende videre imens jeg tænkte, at endte så er de foran mig eller også indhenter de mig lige om lidt. Og ganske rigtigt, inden længe var jeg indhentet og overhalet.
Efter indkøbet var jeg først på cyklen. Et lille forspring gjorde godt. Så længe det varede. Aftenen inden havde jeg delt ruten op i 5 km intervaller, for mentalt bedre at kunne overkomme bjerget. Og finde styrke i, at opnå de små delmål på vej op. Men jeg kunne ikke stoppe den glidebane mine tanker suste ned af, i ukontrolleret fart. Før jeg fik set mig om, var jeg igen bagerst i truppen. Jeg sled i det for at komme frem, men for hvert et træd i pedalerne blev cyklen bare tungere og tungere. Det føltes som et sandt mareridt. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for, at tage mig sammen. Du kan godt det her, sagde jeg til mig selv. Men djævlen forpurrede det godt og grundigt, for jeg hørte ikke den lille positive stemme, der gjorde et ihærdigt forsøg på, at finde optimismen frem igen. Længere fremme delte vejen sig i to, og de andre var stoppet op for, at vente på mig. Jeg ankom på grådens rand af udmattelse og demotivation. Jeg sagde til de andre, at jeg kunne ikke mere. Jeg var helt færdig. Og følte mig som en kæmpe hæmsko for de andre. Det var første gang på min lange rejse, at jeg havde tabt glæden ved at cykle. Og nu stod jeg midt på en bjerg med fem semifremmede mennesker. Men hver gang jeg tænker tilbage, på de efterfølgende begivenheder, bliver jeg rørt af stor taknemlighed for den varme og kærlighed fem semifremmede mennesker gav mig. Fem fremmede mennesker, der for en stund var min lille cykelfamilie. De var ikke sene til, at finde på løsninger. Lukas prøvede, at få mig med et par lastbiler, der kunne sætte mig af på toppen, hvor jeg så kunne mødes med de andre. Men efter en del mislykkedes forsøg, lavede de en ny plan for, at vores lille familie i samlet flok kunne bestige bjerget. Lukas tog mit reserve vand. Marleen min ene taske. Sera og Katharina gav mig et par varme knus. Og Adam tilbød mig, at han ville cykle hele vejen sammen med mig. Det sagde jeg ja tak til, for jeg vidste, at hvis jeg skulle klare det, så var det bedst ikke at føle sig alene. Adam var en stærk cyklist og havde overskud. Han sørgede for med guidende og opmuntrende ord, at jeg kom hele vejen til tops. Han var også solo cyklist, og vi havde mange gode snakke om det, at cykle alene, når det bliver svært eller udfordrende. 17 km efter vi var startet, holdt vi frokost pause, men der var endnu ca. 20 km til passet i 4.700 meters højde. Vi nåede passet kl. 19.45. Det første vi gjorde var, at trække i varmt tøj. Vinden blæste godt og det var isende koldt. Så omfavnede vi hinanden, boblende af glæde over at være nået derop. Der blev givet mange knus og smilende var store. Vi havde lige cyklet 36 km med en stigning på ca. 1.770 meter. Men mest af alt, var jeg så taknemmelig for den støtte de havde vist mig. Vi fik taget et sejrsbillede, inden vi skyndte os ned fra blæsten og kulden.

Sejrsbilledet efter min hårdeste dag på cyklen

Adam og jeg

Vi havde endnu lang vej igen, der nu skulle køres i mørke. Det blev en af de vildeste nedkørsler jeg har prøvet. Mørket tog til med en rasende fart, lygterne blev tændt og så suste vi afsted på én lang række. Jeg tror udsigten ville have været flot i dagslys, men det var så mørkt, at vi knap kunne fornemme det omkringliggende landskab. Fokus var på vejen og baglygterne på cyklen foran. Marleen var forrest og gjorde et bravt stykke arbejde med at få os sikkert ned af bjerget. Imens gik min fantasi på langfart. Nogle af familiemedlemmerne havde regnslag på, der blafrede i vinden. Og i mørket lignede vi Harry Potters flyvende venner, på vej ned fra bjerget. Vi ankom langt om længe til byen Sangdui i en euforisk stemning over det vilde ridt. Vi indlogerede os på et lille hotel, skyndte os at finde en restaurant inden den lukkede. Fik os en godnat-bajer, inden vi gik hjem for at få et varmt bad og på hovedet i seng.

Veludhvilet næste dag kan man ikke sige jeg var. De sidste dages strabadser kunne mærkes i kroppen, men jeg var ved godt mod fra morgenstunden. Planen var at cykle så tæt på byen Litang, som muligt. Byen lå 120 km væk, så om to dage ventede der en hviledag. Det første stykke vej var en god opvarmning. Det var forholdsvist fladt med en let stigning langs en flod. Men derefter begyndte opstigningen. Jeg cyklede til og fra sammen med Adam. Tanken om at vi snart ville være i Litang, holdte mig fokuseret og godt kørende i dag. Det blev betydeligt koldere, jo nærmere vi kom passet, som jeg tror var i 4.600 højde. Lidt efter lidt, som vi nærmede os toppen fik vi mere og mere tøj på. Da vi nåede toppen lå der sne alle vegne. Ikke i flere meter, men nok til at vi kunne mærke kulden. Og så kom regnen. Der kom ikke bare lidt regn, men rigtig meget. Handskerne blev gennemblødte og fingrene kolde. I takt med at vejret ændrede sig, indså vi også at det ikke var muligt, at nå over det næste bjergpas og ned på den anden side igen. At blive fanget på en bjergtop i dette vejr kunne blive en katastrofe. Lukas nævnte, at der lå et “cheap hotel” imellem de to pas. Jeg var sikker på han lavede sjov med os, og at det var en reference til vores telte. Men iflg. kortet var det rigtigt nok. Da vi kom ned i dalen kunne vi se hordevis af yak-køer græsse og 30-50 hvide yurter. Nomadernes hvide telte. Alternativt kunne vi vel bede om ly i en af dem. Regnen var kraftig og vi var alle gennemblødte fra inderst til yderst. Men der længere fremme kunne vi igennem regndråberne se en bygning af sten. Kunne det være “hotellet”? Det lignede det hvert fald ikke, men der var mennesker og det var et godt tegn. Først sagde de nej, det er ikke et hotel. I skal over næste pas og ned til byen Litang. Den valg mulighed kunne vi selvfølgelig ikke bruge. Vi pressede på, og spurgte om ikke de havde et tomt rum vi kunne dele alle seks. De havde et gammel og lille lagerrum på ca. 4×6 meter. Der kunne vi godt få lov til at sove. Vi gik i gang med at rydde op og gøre plads. Rummet var uopvarmet, men tørt. Der var kæmpe halmballer og olietønder. Vi fik det arrangeret og tørt tøj på. Men det var stadigvæk koldt.

Marleen foran “Hotel Cheap”. Vores rum lå yderst til venstre.

Hele bygningen bestod af 6-8 små hjem magen til lagerrummet vi boede i. Men deres var opvarmet med brændeovn. En af bygningens kvindelige beboere stak hovedet ind for at se girafferne. Derefter inviterede hun os tre piger på the i hendes hjem. Her boede hun med sin mand og søn. Deres datter arbejdede pt i en anden by. De var begge samme årgang, som jeg. Men de havde allerede teenager børn. De bød os på varm yak-mælke the med smør. Theen var ikke min favorit, men tænkte det nok var godt for kroppen. Men under hele besøget blev vores vært ved, at hælde the op når vi lige havde drukket færdigt. Det var et fint besøg og varmen fra brændeovnen var himmelsk. Men det var blevet sent og vi skulle tilbage og lave aftensmad. Snakken gik lystigt, men jeg var træt og faldt i søvn på en af halmballerne, som vi brugte til at sidde på. Da de andre var færdige med at spise, kunne vi gøre klar til vores sovepladser. Halmballerne blev skubbet til siden og luftmadrasserne blev pustet op. Der lå vi så seks på ræd og række i det lille rum.

På besøg hos de andre beboer i “Hotel Cheap”

Næste morgen var regnen stilnet af, og det meste af tøjet nogenlunde tørt. Skoene derimod var drivvåde. Så jeg stak en plastik pose i hver sko for at kunne holde varmen. Tænk sig, i dag ville vi nå til Litang, der havde været vores mål siden Dali. Humøret var højt i dag selv om vi var trætte. På vej til Litang skulle vi passere to pas. Det første lå lige om hjørnet hvorfra vi havde sovet og var omkring 4.600 meter. Derefter fulgte en lang nedkørsel inden vi igen skulle mase os op til det sidste pas der kun lå i 4.100 meters højde. Men inden vi kom til det sidste pas, kom vi til en lille by der havde en restaurant. Her købte vi en god frokost, så vi havde energi til det sidste stykke vej.

Udsigten over dalen, hvor Hotel Cheap lå

Adam og jeg fulgtes igen ad efter frokosten. Det var hyggeligt med en rejsemakker. Og vi cyklede så godt, at ved det sidste pas, var vi de første til at ankomme. Det var en personlig dejlig sejr. Så var man alligevel ikke helt så svag. At det så viste sig, at Sera havde haft en punktering snakker vi ikke om. Der var stor jubel i gruppen, da vi alle havde besejret det sidste pas inden Litang. Fra passet havde vi kun 17 km til Litang. Vi fandt et hotel, hvor vi alle kunne være. Og inden vi tjekkede ind, havde vi endnu en jubelscene. En jubel over, at vi faktisk var nået frem efter alle strabadserne, glæden, tårerne, den mistede tro, og til sidst stoltheden over, at være nået frem ved egen pedal kræft. Der blev delt ud af varme knus og lykønskninger iblandt os. En gammel mand og to små børn kigge fornøjet på os under hele postyret. Vi sluttede aftenen af med, at gå på en tibetansk restaurant og skåle i øl på vores præstation.

Et velfortjent måltid mad indtages i Litang

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »