Saras Bike

– Discovering the World

Kina – del 6 – Chengdu, nye overvejelser og to døgn i tog

| 0 comments

1. juli – 29. juli 2017

Første hviledag i Litang sov vi længe og følte os lidt dvaske. Litang er en af verdens højeste liggende byer, da den ligger i 4.000 meters højde. Det var formentlig derfor, at vi følte os så dvaske. Først troede jeg, jeg var forpustet på grund af min astma. At den af en eller anden grund, ikke var reguleret ordentligt. Men da de andre også beklagede over vejrtrækningen kunne det kun skyldes, at vi var så højt oppe. Jeg synes ellers, at vi havde været gode til at akklimatisere de sidste mange dage, og troede derfor ikke, at der ville være problemer. Men så længe vi gik langsomt omkring, og ikke fik pulsen op gik det meget godt alligevel.

Bede tromler i et lille tempel i byen Litang

Fødehjem for den 7. Dalai Lama.

Vi fik lov til at vaske vores tøj på hotellet i Litang. Det var tiltrængt efter mange dage uden den mulighed. Jeg har efterhånden prøvet, at vaske tøj på mange forskellige måder på denne rejse. Men den her var ny. Et par lokale var også i gang med storvask, og viste os hvordan. Først blev tøjet lagt i maskinen, så fyldte vi vand i med en vandslange. Maskinen blev sat i gang og en times tid senere begyndte det egentlige arbejde. Maskinen drejede blot tøjet langsomt rundt og rundt og rundt. Så tog vi lidt af tøjet over i en balje med vand, for at skylle sæben af. Det var vi i første omgang ikke særlige gode til. Vi havde smidt alt tøj fra 6 personer i samme maskine. Sera, Katharia og jeg stod for det. Vi fik endnu en balje til at skylle tøjet i. Fra maskinen til balje ét og derefter til bajle to. Det tog en evighed. Set i bakspejlet, tror jeg det havde været hurtigere, at vaske det i håndvasken. Men det var da en oplevelse, at prøve den lokale vaske stil.

Jinjiang floden, der løber igennem Chengdu by

Litang blev byen, hvor vores lille rejseselskab blev opløst. Sera og Marlene tog en bus til Chengdu to dage efter ankomst. Katharina og Lukas ville cykle halvdelen af vejen til Chengdu. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv, om jeg skulle tage en bus eller også cykle en del af vejen til Chengdu. Begge dele var tiltalende. Det havde været en kæmpe oplevelse, at cykle i Kinas bjerge, og den næste strækning skulle eftersigende være mindre hård. Men tanken om, at komme til Chengdu og nyde lidt af storbyens fristelser trak åbenbart mere i mig. Mit rejseselskab var blevet mindre, men jeg havde endnu selskab af Adam, som også skulle med den samme bus. Det skulle vise sig at være til mit store held. Det var tidligt om morgenen, da vi stod på busstationen, solen havde knap nok kastet sine første stråler over byen. Katharina og Lukas var kommet for at sige farvel. Vi var de sidste fire tilbageværende af vores seksmandsgruppe. Det var en underlig fornemmelse, at sige farvel til de to. Nu havde vi rejst sammen i omtrent to måneder, og oplevet så ufatteligt meget sammen. Vi vinkede et sidste farvel ud af busruden, og satte snuden imod Chengdu. Forude ventede en køretur på godt 600 km. De blev de længste km i en bus for mig, og uden tvivl også for Adam. Endnu før jeg var steget på bussen følte jeg mig lidt utilpas, og så frem til at sove hele vejen til Chengdu. Men jeg endte selvfølgelig med at blive så syg, at jeg kastede op hele vejen til Chengdu imens bussen snørklede sig ned fra højderne. Måske jeg alligevel havde fået højdesyge. Det var forfærdeligt både for Adam og jeg, men jeg er ham evig taknemmelig for selskabet, og at jeg ikke var alene i de 16 timer, det tog at køre 600 km til Chengdu.
I Chengdu kom jeg ovenpå igen, og inden Adam fløj videre på hans rejse til Hong Kong, tog vi en tur ud og så de berømte Pandaer.

Rød panda

En klassisk park i Kina

Der var sagt farvel til samtlige af mine rejsefæller, så nu var jeg solo igen. Jeg havde planer om, at blive en stund i Chengdu, men jeg havde ikke forudset at jeg ville blive der i næsten tre uger. Tiden fløj dog afsted, og jeg nød at være stationær for en stund. Sågar i sådan en grad, at jeg kraftigt overvejede muligheden, at finde et job i byen de næste ni måneder. Jeg fandt et cykelfællesskab hos Natooke Bike Shop, hvor jeg fik serviceret min cykel, så den var klar til at indtage Centralasiens bumlede veje. Hver anden fredag var der fælles kørsel igennem byens små og store gader. Jeg nåede, at være med to gange. Den første gang var vi vil omkring 80-100 mennesker. Der var mødestart udenfor butikken. Musikken spillede fra et stort bærbart musikanlæg, som var monteret på en ladcykel lavet af bambus. Stemningen var god iblandt de fremmødte, der primært bestod af expat-folk. Larry, den ene af de to ejere, cyklede forrest i kortegen på en såkaldt ‘tall-bike’, der også var lavet af bambus. En tall-bike er en cykel, der er ligeså høj, som en person. Det ser legende let ud, når han hopper af og på cyklen, men jeg skulle ikke nyde noget af at cykel på den. Med Larry forrest og ladcyklen med musikken nede bagved, begav vi os ud i Chengdus gader og stræder. Vejret var perfekt, så mange lokale var også ude og nyde vejret denne fredag aften. Flere endte endda med, at følge trop undervejs på de små gule Ofo cykler, der kan lejes over hele byen. Den næste Friday Bike Ride jeg deltog i, var der knap så mange mennesker.

Anshun Bridge, Chengdu

Friday Night Ride med cykelbutikken Natooke

Igennem Friday Bike Ride lærte jeg blandt andet Chris at kende. Hun er amerikaner, men har boet til og far i Kina de sidste ti års tid. De sidste par dage i byen boede jeg hjemme hos hende. Vi havde nogle skønne dage sammen, inden jeg skulle på en længere togtur nordpå.
Chris var en stor hjælp med, at få min cykel ombord på toget til Urumqi i det nordlige Kina. Dagen før jeg selv skulle med toget, skulle cyklen og det meste af min bagage indleveres på fragtcentralen. Begge dele skulle nemlig med at fragttog.
At tage toget i Kina er en meget anderledes oplevelse end hjemme i Danmark. Der var sikkerhedstjek og paskontrol for at komme ind på stationen. Derefter skulle jeg finde min gate, nøjagtigt ligesom i lufthavnen.

På tur med Chris til den gamle by Luodai (som ligger bagved os på dette billede)

Chris og jeg henter drikkevand i en automat på gaden. Ikke langt fra hendes lejlighed.

Den gamle by Loudai

Sådan så regntøjet ud i gamle dage. Lavet af naturmaterialer. Jeg har sidenhen fået fortalt, at der endnu er enkelte ude på landet, der stadigvæk bruger den. Og den skulle eftersigende holde vandet godt ude. Desværre har jeg ikke selv set det, andet end her på museet.

De gode siddepladser og senge bliver hurtigt udsolgt på de lange togture i Kina. Så man skal være tidligt ude, hvis man vil have en komfortable togtur. Det var desværre ikke muligt for mig. Jeg havde først fået billetter til én afgang, men da jeg var blevet misinformeret om hvor mange dage det tog, at forlænge mit visum, var jeg nødt til at aflyse den første afgang og købe en ny. Den nye afgang var alt desværre udsolgt, på nær en siddeplads på et såkaldt ”hårdt sæde” på 3. klasse. Den tog jeg, for nu hvor jeg havde besluttet mig for at rejse videre kunne det ikke gå stærkt nok. Det hårde sæde var dog bedre end jeg forventede. I tankerne havde jeg en togtur i Thailand hvor jeg netop sad på et ”hårdt sæde”. Det var lavet af træ og med et ryglæn i 90 graders vinkel. Men i Kinas tog var der, trods alt, en lille smule polstring. Men sædet var mere en bænk til tre personer. Unden armlæn. Jeg havde pladsen i midten. Der var propfyldt i toget. Det var tydeligt at se, at mange skulle langt rundt i Kina. For mit eget vedkommende et tur på 21 timer – med det første tog vel og mærke. Årsagen til man kunne se folk skulle rejse langt, var at finde i de store bæreposer fyldt med mad og drikkevarer til turen. Jeg selv havde også mad og drikke med til to dages togtur. I min kupé var jeg umiddelbart eneste udlænding. Toget kørte først i nordøstlig retning imod storbyen Xian (byen med de flotte terrakotta krigere. Hvis ikke jeg allerede havde set dem for nogle år tilbage, så havde jeg uden tvivl gjort et stop). Derefter fortsatte toget i nordvestlig retning imod byen Lanzhou. Det var en trættende togtur, men landskabet udenfor var heldigvis godt tidsfordriv at holde øje med, imens jeg lyttede til en lydbog. Der var et værre rod i toget, med alle disse mennesker, kæmpe madposer og ting og sager. En elsket snack hos kineserne er solsikkefrø. Det lyder måske harmløst, men de lavet er forfærdeligt svineri. Solsikkerne er med skal, som man bryder imellem to tænder. Frøet bliver spist og skallen smidt på gulvet. Et værre svineri. Flere gange kom togkontrolløren igennem toget med en kost. Men det så ikke ud til at genere nogen. Ikke engang da natten faldt på, og mange lagde sig på gulvet under sæderne for at sove. Der lå mennesker overalt. Jeg så endda nogle sove ude i mellemgangen. Og derude er der ellers en værre larm. Kan I huske de gamle tog i Danmark, hvor man kunne åbne en dør og gå igennem ”harmonikaen”, og åbne en til dør ind til næste togvogn. De var øredøvende at gå igennem. Det var sådan nogle tog vi kørte med. En anden ting, jeg oplevede på denne togtur var kinesernes pli i det offentlige rum. Det var endnu tidligt morgen, omkring klokken 6. Der var åbenbart nogen, som var færdige med at sove. Ikke noget med at snakke dæmpet, fordi resten af toget sover. Næh nej, der blev snakket højlydt, som om der var halvtreds mennesker der skulle overdøves. Men hva pokker, vi sov jo ikke super godt alligevel. Og inden længe skulle jeg af, og skifte tog. Jeg havde fire timer i byen Lanzhou. Dem ville jeg bruge på, at strække ben og se lidt at byen. Kroppen trængte til at blive rørt efter 21 i toget. Til mit uheld regnede det meget, da toget ankom. Og når man først er gået igennem security tjekket, så kan man ikke komme ud igen. Så jeg travede rundt indenfor en stund. Der var ikke meget at se på i ventetiden. Da det var tid til at finde min gate, var der fyldt med mennesker foran gaten. Det så ud som om der var flere gater på samme sted. Vi ventede. Så ventede vi lidt mere. Jeg kiggede på klokken, og blev urolig for om jeg nu var det rigtige sted. Toget havde jo snart afgang. Så jeg begyndte, at vise min billet til nogle af de omkring stående. Med tegnsprog gav alle tegn til, at jeg var det rigtige sted. Så det måtte jeg jo være. Vi ventede. Så ventede vi lidt mere. Jeg fattede ikke hvad der stod på oplysningstavlen, for det var alt skrevet på kinesisk. Og nogen fik lov til at gå ud af gaten. Til sidst var der endelig en, som kunne fortælle mig med bedre håndtegnsbevægelser, at toget var forsinket. Jeg så hans billet, og så at han skulle med samme tog. Så var det bare at vente, og holde øje med hvornår han gik mod gate. Toget var over en time forsinket, da vi endelig kom ombord. På det sidste tog, der kørte i nordvestlig retning, havde jeg fået en bedre plads. Det var en hård seng oppe under loftet, med to køjer under mig. Åh, det føltes skønt at ligge ned. Desværre kunne jeg ikke se ud af vinduerne fra sengen. Men mit lille private sted i øverste køje var skønt oven på den lange rejse med tog. Forude ventede 22 timer med toget, der trods forsinkelse ankom til tiden.

Afgangshallen i Lanzhou

Endelig kan vi komme med toget, der skal bringe mig til Urumqi

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »