Saras Bike

– Discovering the World

Kina – del 7 – et anderledes Kina, politieskorte og kontrol

| 0 comments

29. juli – 3. august 2017

Toget ankom til tiden, til trods for at det havde været forsinket en time i Lanzhou. For at komme ud af banegården var der et politicheck. Jeg fulgte bare efter alle kineserne, men blev stoppet af vagten og udspurgt hvor jeg var fra. Da jeg sagde, jeg kom fra Danmark kunne de ikke beslutte sig for, om jeg skulle igennem et større forhør eller ej. Men til sidst lod de mig gå. Nu skulle jeg så bare finde hen til pakkecentralen. Det var slet ikke logisk, at finde derhen, og der var umiddelbart ikke nogen af de lokale, der skulle den vej. Så jeg måtte vise min fragtkvittering til et par stykker før jeg fandt stedet. Det forløb ganske godt. Der var ikke mange mennesker på centralen. Min cykel var ankommet uden skrammer og alt var i orden. Jeg var i gang med at pakke cyklen, da en drager kom og tilbød mig, at slæbe mine tasker og cykel på hans vogn. Det kunne jeg ikke lade være med at grine af. Så grinte han også. Han kunne godt se, at jeg havde helt styr på tingene. Åh, hvor var det rart, at være genforenet med cyklen igen. Jeg cyklede ud på gaden og var nu ankommet til det nordvestlige Kina. Jeg vidste, at der i denne region var mere kontrol fra myndighederne, og havde på forhånd booket to overnatninger. Ikke alle hoteller har lov til, at have udenlandske gæster boende her i Kina. Der var et virvar af vejnet, for at kommet hen til hostlet. Jeg kan ikke beskrive præcist hvorfor, men det føltes næsten som om, jeg var ankommet til et helt nyt land. Og ikke bare et andet sted i Kina. Alt føltes anderledes her uden, at jeg kunne sætte en finger på det.

En mand skriver med en kæmpe pensel og vand på fliserne, der i varmen langsomt bliver tørre igen. Urumqi.

Jeg vågnede tidligt næsten morgen og var på gaden kl 7.30 for at finde morgenmad, og gå på byvandring, inden at det blev for varmt. Jeg holder meget af de kinesiske parker. Der er stille og fuldt af liv på samme tid. Og så er de ofte meget flotte. Men at komme ind i byparken i Urumqi, var en sag for sig. Taskerne blev scannet og tjekket. Det samme gjorde jeg. Nå pyt, nu var jeg da inde i parken. Den var ganske vist flot, og der var ganske vist liv i parken. Men det blev simpelthen for meget, da jeg så de også havde indhegnet dansepladsen. Dansepladserne findes over alt i de kinesiske byer. Nogen gange er det på torvet, andre gange inde i parkerne. Det er steder hvor folk kommer for, at danse de kinesiske danse og den slags. Det er meget underholdende og fascinerende at se på. Men hegnet rundt om denne plads, og de bevæbnede vagter var simpelthen for meget. Så jeg forlod hurtigt parken igen. Der var klart en mere udbredt overvågenhed her i byen end jeg tidligere har oplevet. Alle butikkerne havde store scannere ved døren. Alle steder blev man tjekket. Så det var med spænding og utydelige forventninger, at jeg pakkede mine ting efter to dage i byen, der havde vist mig et andet Kina.

Bag hegnet skimtes danserne. Der er ofte flere forskellige grupper igang på samme tid. Og hvis man har lyst kan man bare deltage

Hegnet er pyntet med informationstavler

En af de mange informations tavler i parken. Jeg tror det handler om næstekærlighed, men jeg kan kun gisne ud fra tegningen.

Inden jeg begav mig ud på landevejen, fandt jeg en lille restaurant, der serverede en dejlig mættende morgenmad bestående af nudelsuppe med kødstykker. Jeg havde valgt den mest direkte vej ud af byen i håb om, at ligge byen bag mig hurtigst muligt. Der var sindssygt meget trafik på vejen. Den strækning og den efterfølgende udenfor byen var yderst uinteressant. Da jeg kom uden for byen flugtede vejen parallelt med motorvejen på venstre side af mig. Det var varmt i dag, kl. 9.30 var der allerede 33 grader, hvilket godt kunne mærkes.

Lækker kinesisk morgenmad.

I dag mødte jeg også fire ældre kinesiske herrer på cykel. De sagde en pokkers masse på kinesisk, som jeg ikke forstod en dyt af. Men de skulle tilsyneladende også i samme retning. Så vi fulgtes ad de næste par km. De indbød mig til lidt koldt at drikke ved en lille vejbod. Men da vi satte i gang igen fortsatte de til venstre da vejen delte sig, og jeg fortsatte til højde. Det passede mig egentlig fint. Jeg synes ikke, at det er så morsomt at cykle lange strækninger sammen med nogen, når man ikke kan kommunikere sammen. Desuden havde jeg ikke lyst til at være underlagt en gruppe, men havde lyst til friheden ved at cykle alene i eget tempo, og stoppe når jeg ville.

Drikke pause med de ældre herrer

I løbet af dagen kom jeg igennem 3-4 politi tjek uden at blive stoppet. Men sidst på eftermiddagen ankom jeg til et større polititjek og blev stoppet. Jeg overvejede om det var derfor, at de var cyklet den anden vej. Vagterne vinkede mig hen til bygningen og bad mig om, at parkere cyklen. De virkede flinke, men det blev hurtigt et problem, at jeg ikke snakkede kinesisk. En af dem viste mig hvor der var et toilet og hvor jeg kunne få lidt vand i hovedet, imens de fandt ud af hvad de skulle stille op med mig. Det kolde vand var en lise efter den varme dag på cyklen. Da jeg var færdig gav de mig to flasker vand og en mobiltelefon i hånden. De havde ringet til en ven, som snakkede engelsk. Så blev jeg forhørt om hvem jeg var, hvor jeg kom fra og hvor jeg var på vej hen. Og hvor længe jeg havde tænkt mig at blive i byen. Jeg er fra Danmark og skal bare bruge en enkelt nat i byen. Hotellet finder jeg, når jeg kommer frem. Jeg vidste jo ikke hvilke hoteller der var i byen. Fyren i telefonen, sagde han ville give oplysningerne videre til politiet. Og inden jeg havde set mig om, havde de lavet en plan for mig. At jeg ikke fattede en dyt af den til at starte med, er der ikke noget at sige til. Men de ville hjælpe mig med at finde et hotel i byen. Okay, sagde jeg, men det må ikke koste mere end 100 kr. Det skulle være billigt, sagde jeg. Så fik jeg besked på at vente. Jeg ventede og ventede. Jeg havde forstået, at der ville komme en form for politi eskorte og føre mig til byen Hutubi, der lå 13 km væk. Det, syntes jeg, var latterligt. Men hvad kunne jeg stille op? En halv time senere ankom der en sort politibil med gitter og panserruder. Det var åbenbart mit lift til hotellet. Cyklen og jeg blev læsset om bagi, hvor der var plads til 6 politibetjente i fuld udrustning. Der var lavet huller i vinduerne, så de kunne skyde ud indefra. Jeg tænkte, hvad er det lige der sker. Følelsen af at ankomme til byens fineste hotel, i denne panseret mandskabsvogn var nærmest komisk. Jeg havde godt nok ladet mig fortælle, at der kun var ét muligt hotel for udlændinge i byen. Det var et 4-stjernet hotel. Jeg bad om at få et billigere hotel, da det her var for dyrt. Men det var ikke muligt. Så jeg måtte i gang med, at prutte om prisen. Det var svært, da det hele foregik via Google Translate og håndtegn, men det lykkedes da en lille smule. Politiet blev ved min side, indtil jeg var sikkert indregistreret, og de vidste hvor jeg var. Det positive var, at jeg var tjekket ind tidligt og fik derved valuta for pengene, og værelset var superfint og rent.
Der var morgenmad med i prisen, og det var en stor buffet. Så næste morgen skulle pengene tjene sig lidt ind igen.

Hotellet i Hutubi

Butikkerne er bag hegn og adskilt fra kørebanene. I hver ende kan man få adgang til butikkerne. Ikke noget med blot at krydse vejen.

Fra Hutubi var der kun en direkte vej, som jeg kunne følge og den var lige så uinteressant, som den foregående dag. Turen var ikke just inspirerende for humøret eller motivationen, men der var kun en vej frem og det var at træde i pedalerne til en god lydbog. Det var varmt igen i dag, 38 grader, så jeg var ivrig for, at finde lidt koldt at drikke. Men de eneste steder, jeg kunne finde i nærheden, var tankstationer. Tankstationerne her i regionen er en historie for sig. De er lukket inde bagved kæmpe hegn og bumme samt et par vagter. De er med andre ord utilgængelige. Scootere får ikke lov til at køre ind, men kan hente en dunk benzin efter de har fremvist gyldigt ID. Bilerne derimod får lov at køre ind, men først efter bilen er gennemsøgt og der er fremvist gyldigt ID. Det var altså sådan et sted, jeg gerne ville ind og købe noget koldt at drikke. Vagterne var ikke så lige vilde med, at jeg skulle få adgang til stedet. Men jeg fik dem overtalt, hvis jeg efterlod cyklen udenfor området. Helt fint med mig. På vej hen til kiosken ser jeg, at de også har et toilet, så der smutter jeg også lige ind. Det kom tilsyneladende som et chok for vagten, der åbenbart var fulgt efter mig, som en anden eskorte hen til butikken. Der var næsten ingenting inde i butikken, men lidt koldt at drikke fandt jeg da, inden jeg igen blev eskorteret tilbage til min cykel. Da jeg cyklede derfra, tænkte jeg meget over hvordan de sidste par dage i Kina mon ville blive. Mit humør var i bund og det var slet ikke inspirerende, at cykle her. Al den kontrol var til at få spat af, og jeg skal ikke engang leve med det til hverdag. Jeg overvejede, om det var værd i tid og penge, at cykle denne del af Kina, eller om jeg skulle finde en bus til grænsen til Kasakhstan. Så vidt jeg har forstået er baggrunden for al den massive kontrol i regionen, at der i 2009 opstod uro og optøjer imellem de to befolkningsgrupper (uighur og han-kinesere), der endte med mange døde. Det hele skete under en demonstration imod behandlingen af Uighur arbejdere på en fabrik. Sagen er mere kompliceret end, at det kan beskrives på fem linjer. Og det jeg ved, ved jeg primært fra artikler, som jeg har læst på nettet. Dog var jeg heldig, at møde en uighur-pige, som åbnede et lille vindue på klem og fortalte lidt, om det at være uighur. For eksempel, at det ikke er unormalt, at de bliver taget til forhør uden nogen begrundelse af politiet eller at hendes familie, havde bedt hende om ikke længere, at gå med tørklæde, da de ellers var bange for hendes sikkerhed. Jeg har hørt fra anden side, at hvis man stammer fra den region, og lejer et hotelværelse i en anden region, så kommer politiet for at tjekke hvem du er, og hvad dit forehavende er på stedet. Uighur er en muslimsk befolkningsgruppe, der har været i regionen i mange århundreder, og bosatte sig, der i forbindelse med handlen på Silkevejen. Men som sagt er min viden om emnet begrænset. Og det beskrevne er ikke fyldestgørende.
Jeg indlogerede mig på et lille, og heldigvis billigere, hotel i byen Shihezi, og genovervejede situationen. Jeg syntes ikke, at det var sjovt at cykle her. Jeg havde meget lidt positivt, at sige om regionen, og besluttede derfor at tage en bus til grænsen. Det gav mig en hviledag i byen, inden bussen afgik mod grænsen. Jeg havde fundet en forretningsmand, som snakkede en smule engelsk, han hjalp mig med at købe billet og at jeg fik en god pris for at medbringe cyklen. Forude ventede godt 500 km i bus til byen Qingshuhe. Men også på busturen var der meget kontrol. Først på busstationen med scannere og den slags. Så div. polititjek undervejs. Alle der ikke så kinesiske ud fik ekstra tjek. Det vil sige, at hver gang skulle jeg ind og svare på uddybende spørgsmål. Hvor er du fra, hvem er du, hvor har du været og hvor skal du hen og hvor længe har du tænkt dig, at være der. Selv når jeg fortalte, at jeg var fra Danmark, vidste de ikke engang hvilket land jeg mente. Selv om jeg ihærdigt gjorde et forsøg på, at udtale det på 10 forskellige måder på kinesisk. To gange måtte hele bussen vente på jeg blev færdig med forhørene. Heldigvis vidste de, at jeg manglede. For alle vidste, at den hvide udlænding ikke var på bussen.

I følge denne statue er byen Shihezi “Top Turist City og China”. Umiddelbart kan jeg finde mange andre steder i Kina, der er mere værd at besøge.

Ved de forskellige overgange står “skolepatruljerne” og sørger for at man kommer sikkert over vejen.

Da vi endelig ankom til Qingshuhe var klokken blevet 21, så jeg måtte finde et hotel. Det tog nogle forsøg. De, der sagde, at de var de eneste, der måtte have udlændinge boende, havde skyhøje priser. Men jeg fortsatte min søgning og fandt endelig et lille hotel med venligt personale. Vi brugte lang tid på, at indregistrere mig, så alt var i orden med politiet. Jeg tog et tiltrængt bad og gik ud for at finde noget natmad. Jeg var drøntræt og hundesulten. Kl. var 22. Imens jeg sad og spiste på en lille restaurant, fik jeg besøg af hotel fatter og to politifolk. Hvad nu, tænkte jeg. De skulle lige se mit pas, og stille alle spørgsmålene én gang til. Det hele foregik stille og roligt, og jeg var for træt til at blive irriteret over det. Jeg spiste færdigt og gik på hovedet i seng. I morgen ville kapitlet om Kina være slut.

Så er cyklen ombord på bussen. Jeg måtte selv sørge for det hele. Men så var jeg da sikker på, at det blev gjort rigtigt.

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »