Saras Bike

– Discovering the World

Kirgisistan – del 1 – cykelland nr. 19, hestenes dal og hviledage ved søen

| 0 comments

19. august – 29. august 2017

Vi havde en kort dag foran os, for lige rundt om hjørnet lå grænsen til Kirgisistan. Vi skulle blot krydse grænsen og så til hovedstaden Bishkek. En strækning på kun 30 km. Grænseovergangen var nem og forløb uden problemer. I Bishkek fandt vi først en lille park, hvor vi holdt en frokostpause inden vi gik på udkig efter et lille gæstehus. Jeg havde set meget frem til hviledagene, men det blev nu ikke til så meget hvile. Dagen efter ankomst skulle vi ordne en masse praktiske ting, der bragte os rundt omkring i byen. Og før vi vidste af det havde vi gået 15-20 km. Om aftenen fik vi ansøgt om visum til Tajikistan via en hjemmeside, så det var godkendt inden vi skal krydse den næste grænse. Dag to i Bishkek gik igen med praktiske ting, og med at handle ind til de næste par dage. Så hviledage er vist et stort ord at bruge om tiden i Bishkek, men det håber jeg at vi får rodet bod på når vi kommer til Osh.

Grænseovergangen fra Kazakhstan

Marianne og How trængte til nye sko

Og jeg prøvekørte en ny cykel, men blev enig med mig selv, at min Koga cykel nu var bedre

Afsted kom vi fra Bishkek, endda i god tid, men trafikken var allerede tæt inde i byen og de næste 42 km. Vejen var smal, fyldt med huller og der var mange forhøjninger i vejsiden. Forhøjninger af asfalt skabt af den tunge trafik i sommerheden. Alt sammen ting, der ikke gjorde det særligt fornøjeligt at cykle. Frokosten indtog vi på et stort grønt areal bag en tankstation. Vi havde købt nybagt brød hos en bager, der havde sin butik langs de befærdede vej. Brødene havde set så små ud, men var større end forventet, så vi var godt mætte efter frokosten. Så mætte, at vi måtte tage en lur i skyggen inden vi kunne fortsætte.

Bagerbutikken

Brødene er altid lavet med flotte mønstre

To forbipasserende, som gerne ville have taget et billede

Lidt grøntsager til frokosten skulle der også købes

Efter frokosten fandt vi endelig en sekundær vej, hvor der var mindre trafik, men hvor de få biler desværre kørte hurtigere. På den sekundære vej gik det støt stigende opad. Det var ikke altid det blotte øje kunne se det, men benene var ikke i tvivl. I en lille landsby fandt vi adgang til floden og plads til at slå vores telte op. Landsbyen kiggede nysgerrigt på os fra vejen, men ingen kom ned til os. Vi hyggede os med at lave mad og tage en klatvask i floden. Marianne var mere viking end os andre, og gik helt ud i det kolde vand. Kl. 20.30 lå vi mætte og varme i soveposerne. Temperatuen var faldet en del henover aftenen.

En løbe gruppe, der løb for et godt formål, som jeg desværre har glemt hvad var

På den sekundære vej kom toget forbi

Dagens lejrplads. Bagved bakke toppen ligger landsbyen og floden.

Næste morgen cyklede vi 8 km til en lille by, hvor vi ville handle ind til de næste fire dage. Indkøbene blev gjort i hele fire små butikker, der ikke var større end mit gamle børneværelse. Hvad den ene ikke havde, havde den anden. Trafikken var bedre i dag, hvis man lige så bort fra de trafikanter, der kørte hurtigt og voldsomt.
Marianne og How har samme cykeltempo. De er stærke på cyklen. Især på stigningerne. Og Heidi og jeg har samme tempo. Vi er knap så hurtige på opstigningerne, men det er jo heller ikke noget cykelløb. Det er fedt at have en at følges med igen. Marianne kalder os for kaffeklubben, fordi vi snakker så meget. Men der er ufatteligt mange emner, man kommer i tanke om, når man sidder på en cykel, og så er det jo rart at der for én gangs skyld er en at tale med. Når jeg cykler alene bliver det mere til at fundere over store og små ting. Ting om fortiden, fremtiden eller blot det forunderlige i at leve livet på en anderledes måde for en stund. I dag tænkte jeg meget på tiden i Kinas bjerge, og de strabadser jeg var igennem med min astma og min fysiske udholdenhed. Dagens bjergetape syntes bedre og mere overkommelig. Jeg følte overskud på cyklen i dag.
Frokosten holdte vi efter 28 km i 1.550 meters højde. Forude ventede der et bjerg der skulle bestiges. Hvor lang tid det ville tage var svært at sige. På kortet havde vi set et muligt sted at campere for natten. Men da klokken var 17 var der endnu 5 km og en hård stigning. 5 km kan lyde af lidt, men på et bjerg kan det snildt blive til en time mere på cyklen. Og da vi godt kan lide at slå lejr inden mørket falder på, kulden kommer eller trætheden rammer, begyndte vi at holde udkig efter mulige steder. Det var begyndt at blæse op, så da vi så nogle bygninger gjorde vi holdt for at se om de kunne give os læ. Der var ingen hjemme, og de bedste læ steder var fyldt med mudder og friske spor efter klovdyr. Ligesom vi havde opgivet håbet om at finde en lejr plads, så vi en lille flod løbe forbi et grønt areal. Der var perfekt. Her kunne vi slå lejr og få vand. Imens vi satte lejr og lavede mad faldt temperaturen drastisk. Jeg tog mit regntøj på for at holde vinden ude. Vi skyndte os at blive færdige med at spise, så vi kunne komme ind i teltene og være i læ. Jeg lå i soveposen allerede kl. 19.15. Det var for koldt til at sidde ude i kulden og hyggesnakke. Kl 20 var der 14 grader i teltet. Bjergkørslen i dag havde ikke føltes svær. Det var kun de sidste 5 fem stigning, der kunne mærkes i benene.

Det er ikke usædvanligt, at møde en flok får på denne måde. Ind imellem skaber de trafik kaos, da nogle billister bliver utålmodige. Men generelt er det somom fårene ved præcist hvor de skal gå på vejen

Forvirring om retningen? 🙂

Lejrpladsen ved floden. Jeg havde lagt sten rundt om sommerteltet, så vinden ikke suste op under yderteltet.

Vi lagde hårdt ud, med at cykle stejlt op til toppen, denne morgen. I et stort sving stod to beboelses vogne. Udenfor havde de en lille butik, hvor vi købte os lidt kiks og lidt at drikke. Bjergene var brune på toppen og grønne af græs på kanterne. Det var et smukt syn. Og fantastisk at se vejen slange sig nedenunder os. Der hvor vi lige havde cyklet. Efter en god strækning begyndte vi nedstigningen til et helt nyt landskab. Der var store åbne vidder med blå himmel over landskaber der var grønt og bakket. Nedkørslen var skøn. Vi så flere heste, og boder der solgte honning og tørret mælke produkter. På turen i dag blev jeg ramt at en slem forkølelse og ondt i halsen. Så energien til at campere for mit vedkommende var ikke stor. Det var derfor en stor glæde da vi fandt et lille motel hvor vi kunne indlogere os for natten.

Heidi havde fået et flat dæk. En tyrkisk lastbil stoppede og hjalp med nyt fluft i dækket fra hans kompressor

Butikken i svinget, hvor vi nød en lille pause

Vi overnattede ikke langt fra det lille hus på billedet

Kogaen stråler, som en anden fuldblodshest

Zig zag svingene vel overstået. Inden forkølelsen pludselig ramte.

De fantastiske fire

Tørret mælkeprodukter og honing

Motellet, hvor vi fik et varmt bad og en varm seng

Det var en smuk dag. Landskabet bar præg af store vidder på begge sider af vejen, der hver især endte i bjergkæde. Der var endnu mange nomader tilstede i deres yurter og husvogne. Husvognene mindede mig sådan om børnebogen Orla Frøsnapper og den vogn han boede i. Vognene var malet i flotte klare farver, og det var nemt at forestille sig Orla hoppe ud af en af vognene. Mange steder havde de pyntet “indkørslen” i flotte mønstre med hvidmalede sten. Ud over de mange beboelses steder var der store flokke af heste, får og lidt køer. Hele dalens udtryk og de mange heste fik mig til at tænke på en af mine yndlingsbøger Hestenes Dal af Jean M. Auel. I forhold til at campere var der ikke mange skjule eller læ steder. Og vi ville gerne være i nærheden af den lille flod. Da vi så en lille klynge af yurter, spurgte vi om lov til at slå lejr på den modsatte siden af floden. Og det måtte vi selvfølgelig gerne. Jeg var i gang med at indrette mig inde i teltet da jeg hørte et bump og et mæhh. Da jeg kiggede ud så jeg et får ligge tre meter fra mit telt med bundede fødder. Og lidt efter kom en af beboerne med en trillebøre, gående henover en smal bro, kan man vel næsten ikke kalde det. Nok nærmere en lille passage der førte henover den lille flod. I trillebøren lå der endnu et får. Kort tid efter lå der en håndfuld får og brægede. Der gik ikke længe så kom der en lastbil og hentede dem. Fårene var blevet solgt.

Stammer Orla Frøsnapper fra Kirgisistan?

De fleste har en hest stående i indkørslen

Frokostpause i en lille cafe yurt.

Ved en skillevej var denne statue placeret

Fårene klar til afhentning

Lejrpladsen ved den lille flod

Lejrpladsen set på afstand

I nat havde jeg for første gang lynet soveposen hele natten. Der blæste en vind det meste af natten og det kunne mærkes i sommerteltet. Så den varme havregrød smagte ekstra godt denne morgen. Fra første pedaltræd gik det op ad. Der var 9 km til passet der lå i 3.175 meters højde. De ni km udgjorde ca. 300 højdemeter. Med kolde muskler, var det en hård start på dagen. Til gengæld ventede der os en 23 km lang nedkørsel, der førte os ned i 1.900 meters højde. Nedkørslen var fantastisk. Jeg suste afsted sammen med How, som to små raketter i høj fart. Lige indtil det var tid til frokost i det grønne.

Skulle vi styrte ligger hospitalet lige lidt længere fremme

Ambulance har de også

Mere honning til salg

Nu var temperaturerne var helt sommerlige i forhold til i morges. Og den skønne nedkørsel fortsatte de næste 44 km, og bragte os ned i 950 meters højde. Det var utroligt som landskabet ændrede sig i dag. På den ene side af bjerget var der øde og nærmest goldt. Og på den anden side blev der varmere jo længere vi kom ned. Der var mere grønt og klipperne så anderledes ud. I dag havde jeg brug for lidt alenetid, så jeg tog en enkelt høretelefon i øret og tændte for min mp3 afspiller. Jeg var i gang med den spændende lydbog af Ken Follet ”Giganternes Fald”. Imens jeg lyttede til bogen, nød jeg det flotte landskab vi cyklede igennem. Hele dagen fulgte vi den flotteste brusende flod, og så idylliske steder hvor folk boede med floden på den ene side og bjerget på den anden siden. De store vidder forsvandt imens landskabet langsomt rykkede tættere sammen, så øjet ikke længere kunne se langt. Sammen med vidderne forsvandt de mange heste og får også i stor stil. I byen Toktugul fandt vi en større butik, hvor vi fik handlet ind, inden vi gik på udkig efter dagens lejrplads. Vi satte kurs mod den store sø, hvor vi håbede, at vi kunne hoppe i vandet og få en dukkert. Men vejen derned var lang og stejl. Det havde vi ikke forventet, og var derfor lidt skuffede. Den vej orkede vi ikke at skulle op ad dagen efter. Så cyklede vi hen til en sportsplads, i håb om et stykke græs til teltene. Men det hele var indhegnet. Til sidst så vi en tilgroet have. Vi bankede på og spurgte om vi måtte overnatte i haven. Den ældre dame, der boede i huset sagde, at det måtte vi gerne. Selv om hun uden videre gav os lov, så tror jeg hun syntes det var lidt mærkeligt.
Da jeg vågnede denne morgen kunne jeg kun tænke på en hviledag. Så jeg blev glædeligt overrasket, da de andre indvilligede i at finde et godt sted ved søen for to dage. Imens vi pakkede teltene sammen og gjorde klar til morgenmad. Kom den gamle dame ud sammen med hendes barnebarn. Med sig havde de en stor bakke med the, brød, smør, honning og den bedste hindbærmarmelade. Det havde vi ikke forventet. Så da den gamle dame efterspurgte at få et billede med os, var vi mere end villige til det. Vi vinkede farvel til den rare dame og hendes barnebarn. En hviledag ved søen var lige hvad der kunne få cyklens hjule til at dreje rundt. Det var bakket og varmt i dag. Så varmt at vi helst ville indtage frokosten et skyggefyldt sted. Men der var ikke meget skygge fra træerne langs vejen. Dem der gav skygge var indhegnede frugttræer. Så et lille busskur blev vores redning. Ikke idyllisk eller smukt, bare praktisk, da det gav skygge.

Traditionel morgenmad

Så blev der købt vandmelon. En god hviledag var i vente

I byen Sargata fandt vi en butik til proviant, og cyklede derefter på udkig efter en lejrplads ved søen. Vi drejede ned af en lille landevej, der endte blindt i søen, i bogstaveligste forstand. På tilbage vejen mødte vi en lille dreng på sin cykel. Han cyklede med os et stykke vej og viste os et sted ved floden. Det var smalt, men lige nøjagtigt plads til tre telte. Stedet lå ved en lille vig. Og der var ingen mennesker. Men det kom der om aftenen. Hvor alle mænd og drenge var nede og få en aftendukkert. De hilste alle sammen venligt om end overrasket på os. Vi nød også selv en lille dukkert i søen.

Søen var gået over sine breder

Hviledag ved søen. Jeg brugte uendelig lang tid på, at justere mine bagbremser. Til at begynde med, fordi jeg havde glemt hvordan, jeg skulle gøre det. Jeg havde ikke gjort det siden Malaysia, hvor jeg lærte hvordan. Det er drilsk for en uerfaren, for hver gang man skruer lidt på den ene side, så kan det ændre sig på den anden siden. Jeg havde ellers fået ordnet bremserne i Chengdu i Kina, men det udførte arbejde var ikke særlig godt. Bremserne havde siddet skævt lige siden, og sled derfor bremseklodserne skæve. Og det var det jeg ville rette op. How og Marianne cyklede ind til butikken for at købe aftensmad. Imens fiksede jeg min cykel og skyllede mit tøj op i søen. Vi fik besøg af den lille dreng med cyklen igen, som uden tvivl fandt det meget interessant, at vi var her.

Udsigten fra teltet

Tiden ved vores lille sø var slut. Landevejen kaldte igen. Der var smukt at cykle langs søen, selv om vejen hele tiden gik op og ned, så det tog på kræfterne. Efter 31 km fandt vi et skyggefuldt sted under et stort træ i grøften, hvor vi holdt vores frokost. Vi tog et langt hvil under træet. Heidi var langt fra på toppen i dag. Da hun døjede med maven, men mest af alt fordi hun og Marianne havde fået et opkald fra Danmark. Heidis mor var blevet indlagt på hospitalet, men med beskeden om at alt var under kontrol. Det slog uden tvivl benene væk under hende. Hvilket var fuldt forståeligt. Nu gik tankerne på om de, eller kun Heidi, skulle tage hjem til Danmark. Men herfra var der ikke meget andet at gøre end at få skrevet til forsikringen og så fortsætte på cyklen. Vi var langt væk fra alting, og en lufthavn var ikke lige rundt om hjørnet.

Landskabet er smuk og anderledes

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »