Saras Bike

– Discovering the World

Kirgisistan – del 2 – det slagtede får, vandmelonerne og hvornår skal man gå til lægen?

| 0 comments

30. august – 4. september 2017

Vi cyklede hele dagen langs floden med den flotte blå farve, da jeg blev ramt af en utrolig kilde af glæde. Trods de mange bjerge, der hele tiden bragte os op og ned i en uendelighed kunne de ikke slå mit humør ud af kurs. Det var bare fedt at cykle i dag! Sang og fløjt fulgte mig hele dagen. Det var varmt og det gav sved på panden, men vi havde planer om at få kørt nogle km af i dag. Den bugtende vej, der løb langs den fortryllede flod, som hverken havde både eller skibe, førte os igennem tre små tunneller. De var slet ikke lige så skræmmende, som den lange vi kørte igennem for nogle dage siden. Den var der hverken lys i eller mulighed for, at se lyset for enden af tunellen. Da vi var igennem den sidste tunnel lå der nogle små boder. En af dem solgte is. Det var lige hvad, jeg kunne bruge på sådan en varm dag.

En lille bitte tankstation

Vi gennemgik kortet, imens jeg som den eneste nåede at fortære to is, og så der gik en vej ned til floden. Der ville vi finde et sted at campere. Men vi blev slemt skuffet, da vi kom til vejen. For den var spærret af en kæmpe indhegning og folk i militær uniform. En bro førte over på den anden side af floden, hvor vi kunne se der lå nogle huse. Et af dem var en restaurant med en grøn græsplæne. De gav grønt lys til at vi kunne campere der. Men advarede os imod nogle små stikkere i græsplænen. Først forstod vi ikke hvad det var. Men vi fandt hurtigt ud af det var nogle små sataner. Vi gik i gang med at finkæmme stedet, hvor teltene skulle være. For der var ingen tvivl om, at de ville gå igennem telt og liggeunderlag. Det tog os ca. 1,5 time, at sætte lejr den aften. For et par håndører fik vi lov til, at tage et bad i deres primitive udendørs bad. En lang vandslange var ført over vejen fra bjergsiden og gav frisk koldt vand. En dejlig måde, at blive frisket op på efter en svedig dag på cyklen. Imens vi havde slået lejr og tog bad, havde How været inde i restauranten for at bestille mad til os. De havde vist ham maden i køkkenet, og alt var godt. Troede vi. Efter teltene og badet var vi hundesultne og klar til at spise. Men maden, lod af uforståelige årsager vente på sig. I hvert fald indtil vi forstod sammenhængen. Imens jeg, som den sidste, havde været i bad, havde manden spurgt How om hjælp til at slagte et får! Det var han ikke meget for, men jeg så da How hjælpe med at holde et ben, da dyret var dødt og skulle skæres op. Kl. 20 var der endnu ikke noget mad i sigte. Så ventede vi lidt længere og så lidt længere. Hvor blev maden af? Kl. 22.10 blev den serveret! Vi var nærmest ved at falde i søvn midt i maden. Vi kunne ikke forstå hvorfor det havde taget så lang tid. How havde jo set, at de havde maden i køkkenet. Så gik det op for os, at de først havde slagtet fåret før de kunne lave maden. 

Det var disse små stikkere, som græsplænen var fyldt med.

Næste morgen pakkede vi hurtigt lejren sammen, for vi turde ikke løbe an, på at købe morgenmad i restauranten. Det var jo ikke til at spå om hvor længe det ville tage. Så vi takkede for gæstfriheden, og cyklede et par km længere frem, hvor vi fandt en nedlagt ejendom og plads til at spise morgenmaden. Selv om vi lige havde spist morgenmad, så var vi alle tappet for energi. I går fik vi aftensmad for sent, for lidt at spise, og kom for sent i seng. Alt sammen en dårlig kombination. Alt overskuddet fra i går var pist forsvundet. Den mindste stigning kunne mærkes i benene. Det var sindssygt hårdt i dag. En kæmpe kontrast til det høje energi niveau, der prægede dagen før. Den magiske blå flod var igen vores trofaste følgesvend. På et tidspunkt stoppede vi for at nyde udsigten til floden. Både Marianne og jeg, syntes det var en genial ide at trække cyklerne ud til kanten og tage et billede. Men det var kun genialt indtil vi opdagede, at dækkene var fyldt med pigge fra en plante. I fordækket havde jeg godt 20, og i bagdækket 12 pigge. Jeg slap for en punktering, men det gjorde Marianne desværre ikke.

De små boder, der solgte en smule proviant

Dagens frokost fandt vi i en lille restaurant, der serverede gullasch. I den lille by forsøgte vi at finde proviant til aftensmaden, men der var ikke meget at komme efter. Hvor vi præcist fandt dagens proviant kan jeg ikke huske. Men jeg kan huske, at vi tidligt om eftermiddagen stoppede ved en mand, som solgte vandmeloner. Og på marken bagved så vi et sted at slå teltene op. Vi forhørte om det var i orden, at slog lejr der. Vi fik grønt lys og købte to vandmeloner til at slukke tørsten med. Det var skønt med en kort dag på cyklen. Så var der tid til at vride vores svedige cykeltøj op i den lille bæk, og spise vandmelon inden vi satte lejr. Vores lille lejrplads viste sig at være lidt mere trafikeret end først antaget. Et par små drenge kom for at flytte på en hest, der stod bundet. Så fik vi besøg af en ældre skolelærer. Faktisk to gange. Anden gang kom han tilbage havde han været hjemme og hente brød, æbler og slik til os. En lille velkomstgave til Kirgisistan. Kort tid efter fik vi besøg af en yngre mand, som ligeledes ville byde os velkommen til hans land ved at give os to vandmeloner. Nu havde vi fire! Det var lige i overkanten, selv for en som mig, der elsker vandmeloner.

De små boder, der solgte en smuleproviant

Marianne og How fandt majskolber på marken og besluttede at gemme kornene til at lave popcorn en af dagene

Vi havde maverne fyldt med vandmeloner. I går spiste vi vandmelon og igen her til morgen. Men vi havde stadigvæk 1,5 vandmelon tilbage. Jeg besluttede, at tage den hele med på cyklen. Så kunne vi spise den til frokost. Den vejede godt på cyklen, men hvad gør man ikke for at undgå madspild. Om eftermiddagen mødte vi nogle ældre mænd ved siden af en grøntsags mark. De var så interesserede i hvem vi var, at de endte med at få taget billeder af os på kryds og på tværs. Og til sidst forærede de os en pose med aubergine, som How hjalp med at plukke ude på marken. Sidst på eftermiddagen cyklede vi ned af en sidevej, i håb om at finde et sted at campere. Men kunne konstatere at det ikke var muligt at finde et godt sted der. Tilbage til hovedvejen fortsatte vi yderligere et par km, inden vi trak cyklerne ind til en mark. Det var bedste mulighed, der var at finde i nærheden. Der var kun et lille tørt sted til teltene, og stedet var absolut ikke idyllisk, men måtte gå an for en enkelt nat.

Næste morgen var vi hurtigt på cyklerne. Stedet indbød ikke til en hygge morgen, så vi kunne lige så godt komme på cyklerne. Frokosten indtog vi i en lille by, der havde op til flere restauranter. Inden vi forlod byen købte vi proviant og ekstra vand til madlavningen. Vi var nemlig lidt usikre på, hvor vi ville kunne finde vand senere på dagen. Ikke lang tid efter indhentede en lokal cyklist os. Det endte med, at han cyklede med os oppe i front. Så begyndte han at ringe helt vildt med sin ringklokke. Vi svarede igen med vores egne, og smågrinede lidt af hele situationen. Det var sjovt til at starte med, men til sidst blev det simpelthen for meget. Nu havde vi åbenbart fået en leder af gruppen. Eller måske nærmere en diktator. Han forbød nogle lokale børn, at tale med os. Der trak vi grænsen, det skulle han ikke bestemme. Vi protesterede, men børnene forsvandt. Så vi begyndte, at snakke om hvordan vi kunne slippe af med ham. Vi så nogle ældre russiske biler holde parkeret, og stoppede for at tage nogle billeder. Vi trak tiden ud i håb om, at det ville kede ham. Men det gjorde det slet ikke. Næh, han blev holdende og ventede på sin cykel. Og for at det ikke skal være løgn, så begyndte han dælme med at kalde på os ved at ringe med hans ringklokke, og signalere at nu skulle vi altså af sted. Vi var helt paf over hans opførsel. Det eneste han vidste var, at vi ledte efter et supermarked, da der havde været begrænset proviant at købe i byen med de mange restauranter. Han ville vise os hvor supermarkedet lå, og derudover noget mere, som vi ikke kunne forstå. Det var tydeligt, at vi ikke kunne slippe af med ham, så vi hoppede på cyklerne for at finde supermarkedet. Da vi kom til supermarkedet gik ham med indenfor. Ikke bare indenfor, men fulgte efter os op og ned af gangene med mad. Alt imens han pegede på uvilkårlig mad, som han mente at vi skulle købe. Til sidst bad han sågar How om at købe cigaretter til ham. Muligvis som tak for at han havde vist vej. Men der havde kun været én vej, at cykle så supermarkedet ville vi have fundet uanset. Da vi havde pakket cyklerne var han igen på spring med cyklen og ringklokken. Men nu måtte vanviddet da snart ende. How prøvede at sige tak til ham på russisk og vifte ham væk. Men ingenting hjalp. Han fulgte igen efter os, og cyklede op i front. Det gjorde det ligesom ikke nemt, at finde et sted at slår lejr med ham på slæb. På et tidspunkt stoppede vi ved en bænk, da vi havde spottet et sted, hvor vi måske kunne slå lejr. Vi troede, at vi var sluppet af med ham, men da han opdagede, at vi ikke længere var der, kom han retur for at hente os. Til sidst gav han op, da vi ikke lystrede på hans ringklokkes ringen. Den mulige lejrplads var ikke aktuel alligevel, så vi fortsatte et par km før vi drejede ned af en sidevej. Heldigvis stødte vi ikke på den mystiske cyklist igen. Måske han bare ville have inviteret os til at bo hos ham. Vi ved ikke hvad hans egentlige intensioner var. Blot at vi ikke brød om hans facon og bestemmen.

Heidi igang med at fremvise butikkens udvalg af kiks for fotografen

Vi fandt en mark, der lå brak og som udgjorde en fin lejrplads for natten. Imens vi var ved at slå teltene op kom der en dreng med hans geder forbi, og en ældre mand, som satte sig i græsset for at se hvad vi lavede. Vi hilste høfligt på hinanden og blev enige om at her måtte vi godt slå lejr. Senere kom der en flok drenge i pre-teenager alderen på besøg. De var så velopdragende, at de kom og gav hånd til os alle sammen. De var meget nysgerrige på vores telte, og hvad vi lavede her i deres nabolag. De var alle sammen en del af byens bryder eller bokse hold, og var på vej til træning. De så ud til at være ret gode, når man så på deres fysik. Deres træner kom også forbi, og så var det af sted til træning. How fulgte med dem på cykel. Deres opvarmning bestod af, at de skulle løbe ned til floden, hvor Uzbekistan lå på den anden side, og så tilbage igen.

Teltene var dækket af tung dug næste morgen, og kunne derfor ikke bare lige pakkes sammen. Så vi ventede med tålmodighed på at solens stråler ville fremskønne processen. Der var 100 km til byen Osh, så planen var at cykle så langt som muligt i dag, og have en kort dag på cyklen den næste. Men først skulle vi cykle 4-5 km op ad bakke Det virkede ikke som meget, men varmen havde godt fat, og det kunne mærkes. Det der holdte mig oppe var tanken, om at der måtte komme en god nedkørsel, så snart vi nåede toppen. Men der blev jeg slemt skuffet. Den var nærmest ikke eksisterende. Vi var alle lidt dvaske i dag og besluttede at spise aftensmad på en restaurant og så finde en lejr bagefter. Vi cyklede igennem en masse små landsbyer, der gjorde det svært at finde et godt sted til vores lejr. Til sidst så vi et hus med en stor græsplæne. Da vi fik øje på ejeren spurgt vi om lov til at slå lejr. Det måtte vi gerne. Da det var gjort kom han med te til os alle. Vi havde en hyggelig aften hvor vi talte lidt om præsidenten og krigen med Uzbekistan. Nogen gange vidste vi dog ikke helt hvad han snakkede om, da vores russiske var begrænset. Men det var en underholdende aften.

Jeg så meget frem til at ankomme til Osh, og var glad for den korte strækning på 36 km, som vi havde foran os. Jo tættere vi kom på byen, jo tættere blev trafikken også. Marianne og Heidi har tidligere været i Osh, og kendte til et godt hotel. Desværre var der udsolgt. Men hotellet hjalp os med at finde et andet hotel. Det var et lille mini hotel ikke langt derfra. Jeg fik mit eget værelse og så frem til vores planlagte hviledage i byen. De føltes meget tiltrængte på flere punkter.

Ankomst til Osh

De seneste par dage, havde jeg ikke været helt på toppen. Kroppen var dvask og systemet kørte ikke optimalt. Jeg skød ubehaget hen med, at det nok snart ville gå over. Men da jeg fik høj feber, der grænsede til en febervildelse, umådeligt ondt i maven, havde problemer med min astma og på mystiskvis havde fået ondt i højre kraveben og problemer med at gå normalt, var det på tide at opsøge en læge. Om få dage skulle vi krydse grænsen til Tajikistan og følge en af verdens højest beliggende veje, og til sådan en tur gælder det om, at være frisk.

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »