Saras Bike

– Discovering the World

Kirgsistan – del 3 – krampeanfaldet og da min saddel knækkede af cyklen

| 0 comments

Marianne og Heidi tog med mig hen til en lægeklinik. Klinikken sendte mig straks tilbage til sommeren 1992, hvor jeg, 9 år gammel, var med min familie og deres venner i Polen på et højskole ophold. Det var ikke en traditionel ferie, i den forstand da vi bl.a. var ude og se et børnehospital. Et besøg, der uden tvivl gjorde et stort indtryk på mig. Nå, men den ferie er en helt anden historie. Lægeklinikken lignede altså til forveksling hospitalet i Polen anno 1992. Interiøret var så absolut ikke nyt ud og sygeplejerskerne bar små sygeplejerhatte. Receptionisten var venlig, men snakkede desværre ikke engelsk. Hun forhørte i blandt kollegaerne og til sidst hos andre patienter eller pårørende. Men der var ikke en eneste, som snakkede engelsk. Vi sendte derfor en tak til opfinderen af Google Translate, og håbede på en god oversættelse. Hun forstod da så meget, at vi havde brug for at se en læge. Vi kom hurtigt til. Var det fordi jeg så så lidende ud eller fordi vi sprang en kø over? Jeg ved det ikke. En tudsegammel oversygeplejerske, gætter jeg på hun var, tog imod os i hendes lille konsultation. Blodtryk og temperatur blev taget og noteret. Vi forsøgte, at kommunikere med hende. Men vi ventede altså på at lægen skulle komme. Han kom lidt efter. Jeg havde spurgt Marianne, om hun ikke ville føre ordet, da overskud for mit vedkommende var en by i Rusland. Kan man sige det, når Rusland i denne situation kun ligger med ét land imellem? Marianne forklarede situationen til lægen, der læste og derefter lavede hans undersøgelse. En yderst mangelfuld undersøgelse. Siddende på en stol bad han mig gabe op, så han kunne tjekke munden. Derefter, stadigvæk siddende på stolen, prikkede han mig i maven og tog min puls. Sendte mig derefter op på første sal for at få taget en blodprøve. Retur til lægen, der derefter noterede på en seddel, hvad jeg skulle købe på apoteket. Det var det.
Vi fik købt medicinen, men besluttede næste morgen, at opsøge den anden lægeklinik, som lægen havde noteret på en lap papir, da der ikke var bedring i sigte. Vi fik en anden gæst, der heller ikke snakkede engelsk til at oversætte via Google, hvad der stod på den lille seddel. Han spurgte om der var noget galt, hvortil jeg svarede at jeg blot skulle have tjekket om alt var okay. Da vi var på vej af sted kommer han igen, og fortæller at hans søster/tante er læge og snakker engelsk, og har desuden arbejdet i flere andre lande. Han fortæller, at måske hun kan hjælpe os. Udsigten til rent faktisk at kunne snakke med en person føles godt. Så vi beslutter at gøre et forsøg, vi kan jo altid tage til hospitalet bagefter, hvis ikke hun kan hjælpe. Det viser sig, at hun også bor på vores lille hotel, der er en blanding af hotel og privat bolig. Jeg bliver undersøgt inde på hendes værelse. En undersøgelse og samtale der er langt mere fyldestgørende end den foregående dag. Hendes engelsk er ikke i tip top stand, men hun forsikrer at det blot er et ”small problem”, og at vi var nødt til at tage hen til hendes klinik få gader væk.
Det var en mindre kvinde klinik, hvor en anden læge også tilså mig. Og hvor jeg antager de blev enige om hvad der skulle gøres. Jeg troede, jeg skulle have taget endnu en blodprøve, men i stedet skulle jeg have lagt et drop. Jeg fik saltvand og c-vitaminer så væskebalancen kunne blive genoprettet. Både Heidi og Marianne var med til at holde mig med selskab. Humøret var egentlig højt og vi var en smule forundret over, at jeg nu lå her med drop i armen under en tung dyne. Men det virkede til, at der var styr på sagerne. Jeg fik en tredje flaske sat i droppet. Den tunge dyne begyndte at føles varm, så jeg bad Marianne om at flytte den. Sygeplejersken var inde et par gange for, at fylde mere i den tredje flaske. På et tidspunkt vil jeg fortælle til Heidi og Marianne, at det føles som om, at armen er fyldt. Som et glas der er fyldt til randen. Men så begynder min kæbe at opføre sig mærkeligt, og jeg kan ikke kontrollere min tunge. Og med ét er jeg gået i krampe med hele kroppen. Jeg kan høre at Heidi og Marianne råber efter lægerne ”Doctor! Doctor! Doctor! Doctor!”. Imens ligger jeg og tænker på hvad fanden er det der sker med mig! Lægerne kommer flyvende ind, og forsøger at få mig ud af krampen. Først med en form for massage, men jeg kommer først til mig selv, da de putter lugtesalt under næsen på mig. Forvirringen er total. Alle er chok, selv lægerne, som ikke helt kan svare på hvad der skete. Jeg bliver beordret til en times observation. Jeg spørger om jeg kan få lov til at komme på wc. Lægen er lidt beklemt ved det. Men jeg er altså ved at tisse i bukserne. Hun hjælper mig ud til wc’et og jeg forstår hvorfor hun var beklemt. Toilettet er et lille udhus med et hul i jorden. Det er ikke første gang jeg har benyttet den form for toilet, men er alligevel forbavset over at det er her midt i en forholdsvis stor by. Lægen betror mig, at hun aldrig bruger toilettet, men venter til hun kommer hjem. Efter en times observation er vi hjemme på hotellet igen. Jeg er fuldstændig færdig både følelsesmæssigt og fysisk. Men med hjælp fra Marianne får jeg ringet hjem til min familie, der venter på nyt i sagen. Marianne forklarer hvad der er sket, da jeg selv ikke helt er klart over det. Men tilsyneladende har jeg været i krampe i 5-10 min. Med det opkald afsluttet kan jeg endelige slappe af, og komme ovenpå igen. Og nu skulle man tro at historien er slut. Men nej, nu tager den lige en ekstra drejning. Rygterne om episoden har selvfølgelig nået hotellet, og manden der anbefalede lægen fortæller os nu, at hele klinikken er lukket på grund af mig. At patienter og personale løb derfra, at lægen er i chok over hændelsen og at jeg desuden skylder 200 dollars for konsultationen. Jeg kan simpelthen ikke rumme den nye situation. Vi beslutter, at gå ud og finde aftensmad til de andre (jeg er beordret til kun at spise tvebakker og drikkekogt vand), og diskutere sagen. Jeg har allerede betalt nogle penge henne på klinikken, så er uforstående overfor de 200 dollars. Vi ender med at købe en æske chokolade, som tak for hjælpen (hvis man kan kalde det det efter den omgang). Da vi kommer tilbage og vil snakke med lægen, fortæller hotellet at hun er gået i seng. Men manden siger, at det ikke er noget problem at se hende, og får det arrangeret. Lægen er åbenbart forundret over det med chokoladen, og nævner ikke noget om 200 dollars. Bagefter bliver vi enige om, at manden blot så en mulighed for at tjene nogle lette penge.

Dagen efter besøget på klinikken finder vi ud af, at Hows visa har færre dage end vores. Det betyder at han snart skal forlade landet, og vi har endnu 230 km til grænsen. Marianne og Heidi er også klar til at komme videre. Jeg selv har egentlig mest lyst til at blive et par dage mere, da jeg har været syg alle dagene i Osh. Men jeg har ikke lyst til, at være alene lige nu. Så der er ikke andet for end, at følge med og håbe på det bedste.
På afrejsedagen havde jeg en sidste snak med lægen, der udførte en form for healing med et budistisk armbånd bestående af buddahoveder. Armbåndet blev ført lagt på mine knæ, hånled og hjerte imens hun sagde nogle bønner. Til sidst gav hun mig et rødt armbånd, som jeg skulle have på de næste tre måneder. Det var egentlig meget interessant, at dette ritual blev en del af behandlingen. Da vi alle var pakket og klar blev der sagt endnu en bøn og god rejse (antager jeg) og så blev der sprøjtet vievand efter os.

Det var koldt den første morgen i teltet. Ca. 7 grader, da klokken var syv. Duggen hang på indersiden af teltet, så vores telte skulle først tørre inden afgang. Imens vi var ved at pakke lejren sammen og tørre telte kom der en mand forbi på hans hest. Den skulle ned til floden for at drikke vand, men da han så Marianne var i gang med at tage billeder gav han en hel opvisning. Han farede op og ned af floden og så ud til at nyde opmærksomheden ganske godt.

Frokost pause

Vi havde ikke cyklet længe før dagens første opstigning begyndte. Heldigvis var stigningen på de første par km tilpas, men så tog det til, og jeg var hurtigt den sidste i rækken. Halvvejs oppe måtte jeg tage ekstra astma medicin. Stigningen og kulden trak for meget i lungerne. Så gik det bedre, men kun for en stund. Kræfterne i benene var ved at slippe op, og jeg måtte skubbe det sidste stykke. Marianne, oksen fra Vejle, kom og skubbede på de sidste 20 meter. De ekstra kg af proviant til Tajikistans bjerge har kunnet mærkes de sidste to dage. Især i mit højre knæ. Tankerne gik på langfart. Hvordan ville jeg klare bjergene, ville jeg konstant være den sidste og hvordan ville jeg klare det ovenpå hospitalsturen og krampeanfaldet. Tanker jeg var nødt til at skyde væk. De var ikke til nogen nytte og gav mig ingen styrke. For en stund blev de heldigvis blæst ud af hovedet, da der fulgte en 10 km lang nedkørsel. På sådan en strækning er det jo ingen sag at være fuldt pakket, og humøret vendte tilbage.

I byen Gulcha fandt vi en skyggeplads overfor byens tankstation, hvor vi kunne spise frokost. Der gik ikke længe inden der var samlet en større flok unger omkring os. De var selvfølgelig meget nysgerrige, men det var som om de blev helt ekstatiske og hele tiden skulle overgå hinanden på først den ene, så den anden måde. Det var som om de ikke helt kunne håndtere, at vi var der med alle deres klovnerier. Frokostpausen blev kortere end beregnet, men det gjorde ikke det store. Vejret var smukt og naturen ligeså, da vi fulgte Gulcha floden de næste mange km. Sidst på eftermiddagen fandt vi den smukkeste lejrplads og trak cyklerne 200 meter ned til floden, men kun for at blive slemt skuffet. Hvad vi ikke kunne se fra vejen var, at jorden var fyldt med små stikkere fra planter, der ville gå igennem teltene. Så vi måtte mase og skubbe cyklerne op igen. Til ingen verdens nytte. Der var kun en vej og det var fremad.

Et par km længere fremme fandt vi et stort stykke fladt land med en grøn plet til vores telte. Og her var der ingen stikkere på jorden. På den anden side af vejen lå en lille landsby. Fire små drenge på omkring 4-5 år blev vores første møde med landsbybeboerne. Jeg ved simpelthen ikke hvad, der var i luften i dag. Men et eller andet må det have været, for disse drenge var lige så ekstatiske, som børnene i Gulcha. Faktisk ustyrlige. De ville hele tiden pille ved vores ting, og selvfølgelig de små lykke-ting vi hver især har hængende på cyklen, og skubbe på cyklerne. Jo mere vi sagde strengt ”njet” (nej på russisk), jo mere flabede blev de. Der kom et par teenagedrenge forbi, som vi bad om at kalde dem til sig. Men der gik ikke lang tid før de kom ned og så på vi satte teltene op. Der var faldet mere ro over dem nu, og snart blev de hentet hjem. Så dukkede der en ny gruppe drenge op i alderen 7-10 år. De var meget interesseret i, at se på vores madlavning, og var til en start høflige nok. Men vi måtte være efter dem, da de var lidt for interesseret i vores tasker. En af drengene havde siddet meget interesseret og helt opslugt af vores gøre mål, og blev helt forvirret da resten af flokken pludselig løb deres vej. Så løb han også. Vi antog blot, at de fandt os for kedelige. Men så opdagede vi, at de havde stjålet Heidi og Mariannes lykkebringende ting fra cyklerne. Marianne gik op til byens lille butik, og forhørte sig om drengene. Tilfældigvis var der en forælder til nogle af drengene. En undersøgelse blev sat i gang. Marianne sagde, at vi var ikke sure, hvis drengene blot kom og afleverede tingene tilbage. Beskeden lød, at tingene ville blive fundet inden for en time. En time senere gik hun tilbage til butikken. Drengene var ikke at se, og stemningen var tilsyneladende ikke god. Heidis var intakt og blev leveret tilbage. Men de var ikke meget for at udlevere den sidste. Mariannes var revet i stykker. Den aften var der ikke just god stemning i lejren. De var begge meget oprevet.
Dagen efter fandt vi et stille sted, at campere højt oppe over en flod på en lille grøn plet.

Indkøb i en landsbys lille butik

Sidst på eftermiddagen trak mørke skyer op bagved os. Men vi formåede at cykle fra dem.


Næste morgen var der en halv minusgrad og rimfrost på både inder og ydersiden af teltdugen. Vi varmede os med lidt varm havregrød, imens vi ventede på at solen skulle tørre vores telte.
I dag var der et stort og et lille pas, som vi skulle igennem. På vej op ad det første pas mødte vi to cyklister fra Aruba, af alle steder, der var på vej i den modsatte retning. Imens vi snakkede med dem, kom der to englændere, Toby og Matthew, som også var på vej i samme retning som os. De cyklede i forvejen, men vi mødte dem igen oppe på det første pas. Her mødte vi også nogle lokale turister, hvoraf kvinderne gerne ville have taget billeder sammen med os. Så fulgte der en lille fotosession, og som tak, eller måske mere fordi vi havde præsteret at cykle op til passet i 3.500 meters højde, gav de os brød og æbler, som vi delte med Toby og Matthew. Fra det sidste pas var det en leg at cykle til dagens endestation Sary-Tash. Alle seks cyklister gjorde holdt ved den første restaurant i byen, hvor vi fik en lækker suppe. Det var endnu tidligt, klokken var kun 17, og de to englændere cyklede videre hvorimod vi havde planer om, at blive to nætter i byen. Vi fandt et lille gæstehus i byen, hvor der var wifi og udsigt til et varmt bad. Det varme bad var dog ikke sådan lige at få, da de første skulle varme vandet op af et par omgange. Badet var ude i laden, og var i praksis en spand på en hylde med en dysse på. Jeg var den sidste i køen, og havde lige fået sæbe i håret, da spanden løb tør for vand. Pokkers også. Det eneste var at hoppe i tøjet igen, selv om der var sæbe over det hele, og få fundet vores vært. Det var en kold fornøjelse, at vente 30-45 min på at vandet blev varmet op igen. Jeg var bundfrossen og gik på hovedet i seng bagefter.

Der bliver tanker vand i en brønd inden vi begynder opstigningen.

De to drenge var ivrige for at hjælpe med at fylde vores vandflasker.

Toby og Matthew på vej op

Restauranten i Sary-Tash

En lille glas kugle jeg fandt udeforan restauranten

Landskabet set indefra restauranten

Hviledagen i Sary-Tash blev brugt på, at skrive dagbog og indkøb i de små købmandsbutikker. Den lille lokale tankstation fungerede også som pengeveksler. Vi fik vekslet penge til somoni, valutaen i Tajikistan. Og så havde jeg et kort opkald til min familie hjemme i Danmark, der alle sammen samlet til min fars fødselsdag. Det er første gang jeg har savnet dem mere end nogensinde. Jeg tror, jeg havde mere brug for at snakke med dem efter krampeanfaldet, end jeg var klar over. Det var rart at snakke med dem inden vi begav os op i bjergene i Tajikistan.

Sidste dag i Kirgisistan. Vejen var flad ud af byen og de næste 20 km. Vi så at floden var tørret ud, og spekulerede på hvordan menneskene i de tre yurter, mon klarede at leve i sådan et barsk klima og mangel på vand hver dag. Vi hyggede os rigtigt med at cykle turen mod grænsen, lige indtil at min saddel pludselig vippede næsen opad. Jeg stoppede for at kigge på det. Min første tanke var, ”åh nej, nu skal jeg døje med indstillingen ligesom i de kinesiske bjerge”. Hvis bare det var det. Til min forfærdelse opdagede jeg, at et stykke af saddelstangen var knækket! Vi var kun tre km fra grænsen og på vej mod flere dages bergkørsel. Jeg prøvede at cykle videre i håb om, at de måske havde et svejseapperart ved grænsen. Grænseposten ligger trods alt midt ude i ingenting, så de har vil ting og sager, som de selv skal reparerer. Men jeg kom ikke langt før hele sadlen fysisk faldt af cyklen. Vi forhørte en bil om der var i svejser i Sary Tash. Det var der ikke. Marianne og How cyklede i forvejen til grænsen for måske at finde en løsning. Til at starte med var jeg egentlig ok med situationen. Vi skulle nok finde en løsning. Men da sadlen faldt af blev det alligevel for meget at kapere. Der var ikke andet at gøre end at fortsætte til grænsen. Stående på cyklen, da jeg nu ingen sadel havde. Der var ingen svejser ved grænsen. Jeg kunne jo umuligt stå op hele vejen igennem bjergene. En grænsevagt kom og kiggede på cyklen. Stykket hvor sadlen sidder fast på sadelstangen, var knækket på et heldigt sted. Hvis man kan kalde det det. Grænsevagten formåede at sætte sadlen fast på det lille stykke der var tilbage. Det så ud til at virke. Bortset fra at næsen på sadlen nu sad i en ubehagelig vinkel. Den havde næsen i sky. Hvordan jeg skulle kunne cykle med det havde jeg svært ved at se. Vi forhørte nogle biler, om de kunne tage mig med til den første by i Tajikistan, i håb om der at kunne finde en gammel cykel, og købe en reservedel. Men der var ingen, som kunne eller ville have mig med. Så der var kun en løsning. At forsøge at cykle med en ødelagt saddel.

 

 

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »