Saras Bike

– Discovering the World

Saras Bike vol. 2

| 0 comments

Thailand, 12. marts -11. april 2017

Åh hvor skønt at blive genforenet med min cykel igen. Neemo og Parn fra “Granny Bike Bed” i Bangkok havde passet godt på den imens jeg var i Danmark. Jeg tilbragte et par gode dage i Bangkok til at komme mig over jetlaget og ikke mindst at vænne mig til varmen igen. Første cykeldag på turen blev dog en noget våd fornøjelse. Fem km fra hostlet måtte jeg søge læ for den voldsomme regn. Men det blev godt opvejret af den gode frokost fra det lokale gadekøkken.

Jeg nød virkelig, at være tilbage på cyklen igen. De lange strækninger, at finde en god rute og friheden ved at være på landevejen. Alt det mentale var tiptop. Min krop derimod var ikke helt enig i, at det hele var så skønt. Tiden i Danmark havde sat sig i kroppen. Den gode kondition var forsvundet, og sadlen føltes mere hård end normalt. Jeg måtte derfor allerede på anden dagen tage en hviledag. Men det var nu heller ikke så ringe, når nu jeg befandt mig i den historisk gamle by Ayuttahaya.

De følgende cykeldage gik meget bedre. Jeg fandt så småt min rytme igen, og nåede til sidst frem til Uthai Thani. Specielt denne by havde jeg set meget frem til. I 2014 cyklede jeg for første gang ind i denne by. Dengang havde jeg fundet et sted ved floden, hvor jeg kunne overnatte. Derefter cyklede jeg indtil byen for at finde noget aftensmad og lidt snacks til dagen efter. Og det var her midt i det hele, at jeg mødte dem. Jeg stod med min cykel og kunne ikke krydse vejen for al trafikken, da jeg hører en stemme bag mig; ‘Hey, du kan bare stille din cykel her imens du går i 7eleven. Vi skal nok passe på den’. Jeg vendte mig om, og der midt på fortovet sad en flok pensionister ved et langbord. Dengang nåede jeg aldrig i 7eleven eller fik købt aftensmad, for inden jeg fik set mig om var jeg inviteret på the og senere barbeque ved langbordet. Det var en vidunderlig aften, og det var præcis derfor jeg var tilbage nu tre år senere. Jeg boede et par dage hos Paiboon og hans kone, og nød endnu engang deres selskab. De var et meget kærligt værtspar og sørgede godt for mig. Jeg fik mit eget værelse og blev præsenteret for en masse lækkert mad. Vi kørte småture i deres lille røde bil, og cyklede op på byens lille bjerg, hvor vi nød solopgangen i templet.

Et par dage efter jeg forlod Uthai Thani cyklede jeg igennem et fantastisk, men krævende landskab. Den ene appelsin plantage efter den anden dukkede op lige så uventet som de mange bakker. Jeg havde ikke studeret kortet særlig nøje, og var bare cyklet afsted. Men benene var gode og udsigten smuk, så det gik alt sammen.
På toppen af en af bakkerne gjorde jeg et kort holdt i skyggen, for at få pusten igen og få lidt koldt at drikke, da en af landmændene gjorde holdt ved siden af mig. ‘Sawadeekar’ – hejsa, sagde jeg og smilede. Det samme gjorde han. Så rakte han om efter et par friskplukket appelsiner, og rakte dem til mig. Da jeg havde så mange, at jeg begyndte at tabe dem blev vi enige om at det vist var nok. Derefter kørte han videre. Disse små hændelser overrasker mig hver gang, og får mig til at tænke på hvor utrolig mange søde mennesker jeg møder på min vej.

Min tur nord på bragte mig til byen Chiang Mai af den bestemte grund, at jeg havde en aftale med den lokale cykelhandler. ‘Triple Cats Cycle’ som er specialiserede i tourings cykler, skulle lave et service på Kogaen inden Kina og Centralasien indtages. Jeg havde håbet på en hurtigere ekspedition af cykling end hvad der viste sig muligt. Hans kalender var desværre booket op, så cyklen var først klar nogle dage senere. Første tanke var; pokkers også. Så er jeg nødt til at blive her længere end planlagt. Jeg kan dog ikke på nogen måde klage over servicen eller det udførte arbejde på cyklen. Arbejdet var veludført og værd at cykle efter.
Når planen ikke går som planlagt, så viser det sig ofte at andre døre åbner sig. Døre som man havde været for blind til at se med det samme. Denne gang da døren åbnede sig stod der en utroligt inspirerende amerikansk pige. Hun inspirerede mig på så mange punkter, og jeg nød vores mange forskellige snakke om livet og hvordan det også kan leves. Har I for eksemple tænkt over, at man kunne bo i et telt og ikke i et hus eller lejlighed, som vi ellers er vant til (måske lidt besværligt om vinteren). Eller at en bil kan indrettes til ens lille transportable hjem? Hvem bestemmer hvad der er den rigtig måde at leve og bo på. Normen eller en selv? Vi prøver vel alle at finde en mening og en plads her i livet. For nogen, som mig selv for eksempel, bragte det i første omgang mig ned af den sædvanlige vej. Først uddannelse, så egen lejlighed og et fast arbejde. Alt sammen var jeg meget tilfreds med. Jeg syntes, jeg havde et meget godt og givende liv med venner, arbejde og forskellige fritidsinteresser, hvor jeg følte jeg gjorde en forskel for andre. Men det var lige indtil forskellige hændelser gjorde, at jeg valgte at stoppe op. Jeg var stoppet op midt på den vej, som jeg havde fulgt mere eller mindre ubevist og blev nu i tvivl om retningen. Var denne vej, som førhen havde været den rigtige, stadigvæk den rigtige for mig? Kunne jeg bare skifte retning uden videre? Og hvor ville den ukendte vej føre mig hen. For nuværende har jeg valgt den vej, som min cykel bringer med ned ad. Hvor den ender ved jeg ikke. Men jeg er ikke længere bange for retningen eller slut destinationen. Måske jeg endda var en af dem, som fik skiftet retning i tide?

Udover alle disse snakke om livets store og små spørgsmål, så motiverede hun mig også til at tage hul på at sove i telt igen. En aften da jeg så en restaurant med den fineste græsplæne krydsede jeg vejen og håbede inderligt på et positivt svar. Klokken var over 18. Det ville blive mørkt inden længe, så nu ville være et perfekt tidspunkt at slå teltet op. Efter lidt misforståelser og snak frem og tilbage kom aftalen i hus. Det var rent luksus. Fri camping med toilet og bad. Aftensmaden blev bestilt lige inden de lukkede kl 19, og så krøb jeg ellers ind i teltet. Da restauranten var lukket og alle taget hjem var det kun lyden af kalkuner, høns og frøer der holdt mig vågen. Trods de nye lyde havde jeg en fantastisk nattesøvn. Og var godt tilfreds med, at jeg overvandt mig selv den aften til at sove alene i det (næsten) fri.

Mit visum til Thailand var så småt ved at rinde ud. Sidste store destination i Thailand var byen Chiang Rai. Jeg havde allerede i 2014 hørt om byen med det hvide tempel. Det så jo helt overdådigt ud på billeder og lignede ikke noget andet tempel jeg havde set. Templet lå på vejen til Chiang Rai. Denne dag havde jeg besluttet at tage Kogaen ned af en masse småveje. Først langs en kunstig flod, for derefter at dreje ned at nogle grusstier fyldt med huller hist og pist. Turen bragte mig igennem små landsbyer, hvor jeg hilste på de vinkende og indimellem måbende børn og voksne. På et tidspunkt kom der også et par af de djævelske thailandske hunde gøende efter mig. Men jeg har så småt lært at håndtere dem. Jeg trykker bremserne i med det samme og kigger bestemt på dem. Så stopper de op og ved tilsyneladende ikke helt hvad de skal stille op. Derefter kan jeg som regel cykle videre uden problemer. Men de får nu altså stadigvæk hjertet op i halsen på mig.
For nyelige læste jeg om en, som kalder alle hundene for ‘Johnny’ med en sød engelsk stemme. Det kan tilsyneladende også få dem til at falde til ro. Påstanden eksperimenterer jeg pt med. Så nu cykler jeg rundt og kalder de mere aggressive hunde for Johnny. Jeg er endnu i tvivl om virkningen…
Det hvide tempel var lige så flot som forventet. Desværre var der også lige så mange turister, som forventet. Jeg parkerede cyklen og købte lidt koldt, at drikke og fandt en plads i skyggen med udsigt til templet. En perfekt plads, hvor jeg kunne nyde synet af templet imens sveden forsvandt fra paden. Planen var derefter at betale indgangen og se det hele tæt på. Men imens jeg sad der i skyggen, blev det smukke billede krakeleret en smule. Pludselig strømmede det ind med turister og selfie-stænger, og oven i hatten bragede der pludselig en stemme ud af skjulte højtalere: “Fortsæte med at gå, det er en ensrettet vej. Kom så, kom så. Fortsæt med at gå. Ikke gå tilbage. Stop med ikke op midt på broen”. Der røg charmen af templet og omgivelserne. Jeg besluttede mig for ikke at betale for indgangen og blot se det udefra. Det var bestemt et overdådigt syn, og jeg er glad for jeg slog vejen forbi.

Thailand havde været det perfekte land, at genoptage rejsen i, efter tiden i Danmark. Det er blevet et velkendt land for mig på mange måder, men jeg har efterhånden også været her et par gange på cykel. Det velkendte var rart og trygt, nu hvor det ukendte igen ligger foran mit 29″ store hjul. Forude ligger Laos og retningen mod Danmark er nu lagt. Jeg er spændt, har sommerfugle i maven og glædes over at være tilbage på eventyret.

Leave a Reply

Required fields are marked *.


Translate »